2012
Det føltes bare rigtigt
Juni 2012


Det føltes bare rigtigt

Jeffery Stockett, Utah, USA

Ånden kommunikerer på mange måder. Jeg har oplevet stunder med fred, en følelse af trøst og en klarhed i tanke. Nogle af mine stærkeste indtryk er kommet som en følelse af sandhed og rigtighed. Følelsen er svær at beskrive, men den er til stede, når du ved, at noget er sandt, eller når du ved, at du bør gøre noget.

En af mine stærkeste oplevelser med dette var, da jeg skulle finde og købe et hus. Jeg var enlig og havde i et par år tænkt på at købe et hus. Jeg fortalte min ejendomsmægler, hvad jeg søgte, og hun gjorde et fantastisk arbejde med at finde huse, der matchede min beskrivelse. Hun viste mig husene, men jeg afslog dem, fordi de ikke føltes rigtige. Hun spurgte til, hvad jeg ikke kunne lide ved dem, så hun bedre kunne vise huse, der passede mine behov. Desværre kunne jeg ikke rigtig sætte ord på, hvad de manglede.

Endelig en eftermiddag gik vi rundt i et hus, der ikke var ligeså pænt som de andre, vi havde set på. Det var lidt dyrere end de andre. Det levede op til mine behov, men ikke nær så godt som nogle af de andre, vi havde set på. Ikke desto mindre fortalte jeg min ejendomsmægler efter rundvisningen, at jeg gerne ville afgive et bud. Hun blev noget overrasket over min villighed til at handle så hurtigt. Når man tænker på min modvilje i de foregående måneder, havde hun ret til at blive overrasket. Men følelsen af, at dette var stedet, jeg skulle bo, var næsten overvældende. Jeg følte ikke et behov for at tænke over det

Jeg lagde et bud, og sælgerne accepterede det til trods for, at det ikke var det højeste bud, de havde fået. Jeg fortalte min familie, at jeg vidste, at det var meningen, jeg skulle bo i det hus, selvom jeg ikke vidste hvorfor.

Jeg fandt hurtigt ud af hvorfor. Inden for den første måned i mit nye hus mødte jeg en kvinde i min menighed for enlige voksne. Lidt over et år senere knælede vi foran alteret i templet, hvor vi blev beseglet som mand og hustru.

Herrens veje er i sandhed uransagelige. Jeg vidste ikke, han ledte mig til et evigt ægteskab, da han hjalp mig med at vælge et hus. Det, jeg vidste, var, at jeg blev ledt til at tage dette skridt, og jeg kan nu se, at denne vejledning kom fra hans Ånd.