Jeg var nødt til at vende om

En aften, mens jeg tjente som stavspræstedømmeleder i Loulé i Portugal, var jeg ved at følge nogle af de unge hjem efter en stavsaktivitet. Det var meget sent på aftenen, og jeg var på vej hjem efter at have sat nogle af de unge af, da jeg drejede ind på en mørk vej med få biler i et landligt område. På vejen kørte jeg over en lille bro, og på min højre side så jeg noget lys længere nede ad floden, der blafrede ligesom ild.

På grund af nattens fugtighed tænkte jeg, at selv hvis det var ild, ville det hurtig blive slukket af fugtigheden i luften, så jeg vendte min opmærksomhed mod vejen foran mig.

Jeg nåede kun at køre få meter, da jeg hørte en stemme sige: »Stop!« Eftersom jeg kørte alene, blev jeg overrasket, men ignorerede den og kørte videre. Så lød der en tordenrøst: »Stop og vend om!« Jeg vendte straks bilen og kørte tilbage. Samtidig spurgte jeg vor himmelske Fader: »Herre, hvad er der?« Ligeså snart jeg nåede broen, steg jeg ud af bilen, og Herrens svar kom med det samme, for under mig hørte jeg nogen råbe: »Hjælp os!«

Det var næsten helt mørkt, og jeg kunne ikke se andet end et lille orange lys, der blafrede under mig. Under broen var der en stejl kløft, men uden tilstrækkelig lys vidste jeg ikke, hvordan jeg kunne hjælpe. Jeg ringede hurtigt til alarmcentralen, og inden for kort tid kom redningsmændene til undsætning.

Det lille lys var fra en bil med fem passagerer, der var kørt af vejen. To havde mistet livet, men hvis jeg ikke havde lyttet til Helligåndens stemme, kunne det være endt meget værre.

Jeg vidner om, at Herren taler til os gennem Ånden, hvad enten det er med en stille røst eller med en røst som torden. Jeg er taknemlig for, at jeg den nat lyttede til den. Jeg ved, Herren lever, at han elsker os, og at Helligånden kommunikerer med os. Vi skal blot være opmærksomme på hans stemme.