Hvordan vidste du, at du skulle komme?

Da jeg var 33 år gammel, døde min mand af en hjernesvulst. Pludselig stod jeg som enlig forælder, der skulle opdrage vore tre børn alene. Det var en udfordrende tid i mit liv, men Herrens løfte om, »at alt dette skal give dig erfaring og skal være til gavn for dig« (L&P 122:7), gav mig modet til at gå fremad.

Jeg blev senere gift og flyttede til en ny menighed, hvor jeg blev kaldet som hjælpeforeningspræsident. En dag, mens jeg gik derhjemme og gjorde rent, fik jeg en tydelig fornemmelse af at skulle besøge en mindre aktiv søster, der for nylig havde mistet sin mand. Jeg afviste indskydelsen med den begrundelse, at jeg havde så meget, jeg skulle nå. Jeg er flov over at skulle indrømme, at jeg modtog samme tilskyndelse to gange mere, før jeg handlede på den.

Da jeg ankom til søsterens hus, var der mørkt. Jeg ringede på og ventede. Jeg bankede kraftigt på og ventede lidt mere.

Da jeg vendte mig for at gå, blev lyset ved døren tændt, og døren blev langsomt åbnet. Søsteren kiggede tøvende ud gennem døråbningen. Jeg glemmer aldrig, hvad hun spurgte om: »Hvordan vidste du, at du skulle komme?« Hun fortalte mig, at hun havde grædt hele dagen og følte, at hun ikke kunne fortsætte uden sin mand.

Vi talte sammen i nogle timer den aften. Jeg husker ikke meget af, hvad der blev sagt, men jeg kan huske, at jeg fortalte hende: »Jeg ved virkelig, hvad du går igennem.« Jeg forsikrede hende om, at tiden var hendes ven, og at Herren ville våge over hende. Mens vi talte sammen, bemærkede jeg, at det sorgfulde ansigtsudtryk, hun før havde haft, var nu erstattet med et fredfyldt udtryk.

Ved slutningen af vores samtale gav jeg hende et dybfølt kram. Jeg var så taknemlig for, at jeg var blevet tilskyndet til at besøge hende. Jeg vidste, at vor kærlige himmelske Fader havde tilladt mig at hjælpe ham med denne kære søster i en stund, hvor hun havde brug for det.