Kaldet af Gud og opretholdt af folket

Som medlemmer af Kirken inviteres vi ofte til at opretholde folk i deres kald til at tjene. For mange år siden viste en 18-årig studerende mig, hvad det vil sige at opretholde Herrens tjenere. Jeg føler mig stadig beriget af hans ydmyge eksempel.

Han var lige begyndt på sit første år på universitet. Mindre end et år, før han flyttede hjemmefra for at påbegynde sine studier ved et større universitet, blev han døbt. Der tjente jeg som hans biskop.

Ved skoleårets begyndelse havde jeg et kort interview med ham på biskoppens kontor. Ved vores første samtale mindes jeg blot, at han omtalte sine udfordringer ved at være et nyt sted, men jeg vil aldrig glemme vores anden samtale.

Han bad om at få lov at tale med mig inde på kontoret. Jeg blev overrasket, da han spurgte: »Kan vi bede sammen og må jeg lede bønnen?« Jeg skulle til at sige, at jeg allerede havde bedt og forventede, han havde det samme. I stedet gik jeg med til det.

Han indledte sin bøn med et vidnesbyrd om, at han vidste, biskoppen var kaldet af Gud. Han bad Gud om at fortælle mig, hvad han skulle gøre i en sag, der kunne få store åndelige konsekvenser. Den unge mand fortalte Gud, at han var sikker på, at biskoppen allerede kendte hans behov og ville give ham de fornødne råd.

Mens han talte, så jeg de specifikke farer, han ville møde, for mig. Rådet var enkelt, men blev givet med stor klarhed: Bed altid, hold befalingerne og frygt ikke.

Denne unge mand, der kun havde været i Kirken i et år, viste gennem sit eksempel, hvad Gud kan gøre gennem en leder, når denne opretholdes ved tro og bønner af dem, han er kaldet til at lede. Denne unge mand viste mig styrken i fælles samtykke i Kirken (se L&P 26:2). Selvom Herren kalder sine tjenere ved åbenbaring, kan de kun virke i deres kald, når de opretholdes af dem, de er kaldet til at tjene.

Når vi opretholder, afgiver vi højtidelige løfter. Vi lover at bede for Herrens tjenere om, at han vil lede og styrke dem (L&P 93:51). Vi lover, at vi vil søge efter og forvente at føle Herrens inspiration i deres råd, og når de handler i deres kald (se L&P 1:38).

Det løfte skal gang på gang fornyes i vores hjerte. Din søndagsskolelærer vil forsøge at undervise med Ånden, men som enhver af os kan læreren begå fejl foran klassen. I kan dog beslutte jer for at lytte og søge efter de øjeblikke, hvor I kan føle inspirationen komme. Med tiden vil I bemærke færre fejl og flere indikatorer på, at Herren opretholder den lærer.

Når vi løfter vores hånd som tegn på opretholdelse af en person, dedikerer vi os til at arbejde for det formål, hvortil Herren har kaldet denne person. Da vore børn var små, blev min hustru kaldet til at undervise de små børn i menigheden. Jeg løftede ikke blot min hånd for at opretholde hende, men jeg bad for hende og bad om at få lov til at hjælpe hende. Det, jeg lærte om påskønnelse af kvinders arbejde og om Herrens kærlighed til børn, er noget, der til stadighed velsigner min familie og mit liv.

For nylig talte jeg med den unge mand, der år tilbage opretholdt sin biskop. Jeg lærte, at Herren og folket havde opretholdt ham i sin kaldelse som missionær, stavspræsident og far. Ved slutningen af vores samtale sagde han: »Jeg beder stadig for dig hver dag.«

Vi kan beslutte os for dagligt at bede for dem, som Herren har kaldet til at tjene os. Vi kan takke en person, som har velsignet os gennem deres tjeneste. Vi kan beslutte os for at melde os, når nogen vi har opretholdt, beder om frivillige.¹

De, der støtter Herrens tjenere i hans rige, vil blive opretholdt af hans mageløse kraft. Vi har alle brug for den velsignelse.