Det kæreste eje

Skrifterne fortæller om en rig ung mand, der løb hen til Jesus, faldt på knæ for ham og med ægte oprigtighed spurgte Mesteren: »Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?« Efter Jesus havde nævnt en lang række bud, som denne mand trofast havde fulgt, bad han ham om at sælge alt, hvad han ejede og give det til de fattige, tage sit kors op og følge ham. Det var måske frejdigheden i dette forslag, der gav den unge mand kolde fødder, trods de fine sandaler, for han »gik bedrøvet bort, for han var meget velhavende.«¹

Dette er tydeligvis en vigtig advarsel om anvendelsen af velstand og de fattiges behov. Men i sidste ende er det en beretning om helhjertet, uforbeholden hengivenhed over for et guddommeligt ansvar. Med eller uden formue er vi hver især nødt til at komme til Kristus med den samme kompromisløse hengivenhed over for hans evangelium, som det blev forventet af denne unge mand. Som de unge i dag ville sige det, må vi være »helt med.«²

I sin karakteristiske mindeværdige prosa forestiller forfatteren C.S. Lewis sig, at Herren siger noget i retning af dette til os: »Jeg ønsker ikke … jeres tid … [eller] jeres penge … eller jeres arbejdskraft [i samme grad som] jeg [bare] ønsker jer. [Det træ, som I beskærer.] Jeg ønsker ikke at beskære en gren hist og en gren her, jeg ønsker, at … det bliver helt skåret ned. [Og den tand.] Jeg vil ikke bore i den eller sætte krone på eller lave en fyldning. [Jeg vil] have den helt ud. [Faktisk vil jeg gerne have, at I giver mig] hele jeres naturlige selv … [Og] så vil jeg give jer et nyt selv i stedet for. Faktisk vil jeg give jer Mig selv; min … vilje skal blive [jeres vilje].«³

De, der vil tale til os ved denne generalkonference, vil alle på den ene eller anden måde sige det, Kristus sagde til denne rige unge mand: »Kom til jeres Frelser. Kom fuldstændigt og helhjertet. Tag jeres kors op, uanset hvor tungt det måtte være, og følg ham.«⁴ De vil sige det, fordi de ved, at i Guds rige, er der ikke noget halvhjertet, halvfærdigt, ingen fortrydelse eller noget med at give op. Til dem, der bad om tilladelse til at begrave en afdød forælder eller i det mindste tage afsked med andre familiemedlemmer, var Jesu svar krævende og utvetydigt. »Overlad det til andre,« sagde han. »Ingen, der lægger sin hånd på ploven og ser sig tilbage, er egnet for Guds rige«.⁵ Når vi bliver bedt om at gøre noget svært, selv noget, der er i modstrid med vores hjertes længsel, så husk, at den loyalitet, vi lover Kristi sag, må være vores livs største hengivenhed. Selvom Esajas forsikrer os om, at det er tilgængeligt »uden penge og uden betaling«,⁶ – og det er det – må vi være beredt på, at det med T.S. Eliots ord koster »intet mindre end alting.«⁷

Selvfølgelig har vi alle nogle vaner eller mangler eller en personlig historie, der afholder os fra komplet at fordybe os åndeligt i dette værk. Men Gud er vor Fader og er exceptionelt god til at tilgive og glemme de synder, vi har aflagt, måske fordi vi giver ham så rig anledning til at øve sig i det. I alle tilfælde er der himmelsk hjælp at hente for enhver af os på ethvert tidspunkt, vi måtte føle et behov for at ændre vores adfærd. Gud gav Saul »et andet hjerte.«⁸ Ezekiel formanede alle i Israels hus til at »kast[e sine] overtrædelser bort, skab[e sig] et nyt hjerte og en ny ånd.«⁹ Alma talte om en »mægtig forandring«¹⁰, der ville få sjælen til at svulme, og Jesus selv lærte os, at »den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.«¹¹ Tydeligvis har muligheden for forandring og et liv på et højere plan altid været en af Guds gaver til dem, der søger det.

Venner, i vores nuværende øjeblik finder vi alle mulige opdelinger og underopdelinger, sæt og delmængder, digitale stammer og politiske identiteter, med mere end rigelig fjendtlighed rundt omkring. Måske kan vi spørge os selv om et »højere og helligere«¹² liv, for nu at bruge præsident Russell M. Nelsons ord, måske er noget, vi kan stræbe efter? Når vi gør det, vil vi stå os godt ved at huske på den fantastiske periode i Mormons Bog, i hvilken folket stillede og besvarede det spørgsmål så bekræftende:

»Og det skete, at der ikke var nogen strid blandt alle mennesker i hele landet … på grund af Guds kærlighed, som boede i folkets hjerte.

Og der var ingen misundelse eller stridigheder …eller nogen slags uterlighed, og visselig kunne der ikke findes noget lykkeligere folk blandt alle de folk, der var blevet skabt ved Guds hånd.

Der fandtes ingen røvere eller mordere, ej heller var der lamanitter eller nogen form for -itter; men de var alle ét, Kristi børn og arvinger til Guds rige.

Og hvor velsignede var de ikke!«¹³

Hvad var nøglen til dette gennembrud i at leve tilfredse og lykkelige? Den ligger indlejret i teksten i en sætning: »Guds kærlighed, som boede i folkets hjerte«.¹⁴ Når Guds kærlighed slår tonen an for vores liv, for vores forhold til hinanden og ultimativt vores følelser for hele menneskeheden, så begynder gammel skelnen, hæmmende mærkater og kunstige skel at svinde og freden øges. Det er præcis det, der skete i vores eksempel fra Mormons Bog. Der var ikke længere nogen lamanitter, jakobitter, josefitter eller zoramitter. Der var slet ingen -itter. Folket havde blot påtaget sig en ophøjet identitet. De var alle, står der, kendt som »Kristi børn.«¹⁵

Her taler vi selvfølgelig om det første store bud, der blev givet til menneskeheden – at elske Gud fuldstændigt, uden forbehold eller kompromis, dvs. af hele vores hjerte, sjæl, sind og styrke.¹⁶ Denne kærlighed til Gud er det første store bud i universet. Men den første store sandhed i universet er, at Gud elsker os på præcis den måde – fuldstændigt, uden forbehold eller kompromis, af hele sit hjerte, kraft, sind og styrke. Og når disse majestætiske kræfter i hans hjerte og i vores mødes uden forbehold, finder der en veritabel eksplosion af åndelig og moralsk kraft sted. Så bliver det, som Teilhard de Chardin skrev: »For anden gang i verdens historie, at mennesket opdager ilden.«¹⁷

Det er da, og kun da, at vi virkelig kan holde det andet store bud på måder, som hverken er overfladiske eller trivielle. Hvis vi elsker Gud nok til at prøve at være helt trofaste mod ham, vil han give os evnen, kapaciteten, viljen og vejen til at elske vores næste og os selv. Måske vil vi så blive i stand til igen at sige: »Visselig kunne der ikke findes noget lykkeligere folk blandt alle de folk, der var blevet skabt ved Guds hånd.«¹⁸

Brødre og søstre, jeg beder til, at det vil lykkes for os, hvor den rige unge mand mislykkedes, at vi vil tage Kristi kors op, uanset hvor krævende det måtte være, uanset emnet og uanset prisen. Jeg bærer vidnesbyrd om, at når vi lover at følge ham, vil vi på vejen på den ene eller anden måde passere en tornekrone og et råt romersk kors. Uanset hvor velhavende vores rige unge mand var, var han ikke velhavende nok til at købe sig vej udenom mødet med de symboler, og det er vi heller ikke. For den velsignelse at modtage den største af alle ejendele – gaven evigt liv – er det ganske lidt, at vi bliver bedt om at fastholde kursen ved at følge vores religions ypperstepræst, vores Dagstjerne, Advokat og Konge. Jeg vidner sammen med den gamle og mindre kendte Amaleki om, at vi hver især må »bring[e] hele [vores] sjæl som et offer til ham.«¹⁹ Om så stålsat og standhaftig hengivenhed synger vi:

I Jesu Kristi hellige navn. Amen.