2023
Den personlige vej mod omvendelse til Frelseren
December 2023


Budskab fra områdets ledelse

Den personlige vej mod omvendelse til Frelseren

I Matthæusevangeliet i Det Nye Testamente, hvor Frelseren opfordrer Peter til at gå på vandet, opgiver Peter, med sit inderlige ønske om at følge ham, al den beskyttelse, som båden tilbød ham, og går hurtigt ud på vandet. I et kort øjeblik går han på mirakuløs vis hen mod Frelseren på vandet, men efterhånden som stormen raser med dens stærke vinde, og hans tro svækkes, begynder han at synke og råber til Herren: »Herre, frels mig!« Frelseren rækker i samme øjeblik sin hånd ud, holder fast i ham og siger: »Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?«1

Denne store lektie som Peter lærte, lærer os, at omvendelse ikke kommer ved en begivenhed i sig selv, men af en proces, der varer hele vores liv. Omvendelsesprocessen omfatter at udøve tro på Jesus Kristus, omvende sig dagligt, blive døbt, modtage Helligåndens gave og holde ud til enden. Pagtsstien er en del af denne rejse med at holde ud til enden. Når vi fortsætter ad denne sti, stræber vi efter at blive mere som Kristus og at opgive vores »naturlige menneske«. Kong Benjamin i Mormons Bog beskrev perfekt en del af denne proces, da han opfordrede os til at aflægge det naturlige menneske og derved underviste i en klar lære om omvendelse:

»For det naturlige menneske er en fjende af Gud og har været det fra Adams fald og vil være det for evigt og altid, medmindre han giver efter for Helligåndens tilskyndelser og aflægger det naturlige menneske og bliver en hellig ved Herren Kristi forsoning og bliver som et barn, underdanig, sagtmodig, ydmyg, tålmodig, fuld af kærlighed, villig til at underordne sig alt det, som Herren finder det tjenligt at pålægge ham, ligesom et barn underordner sig sin far.«2

Dette skriftsted giver en klar beskrivelse af omvendelsesprocessen: På grund af vores faldne tilstand er det vores naturlige tendens at gå imod det, der hører Ånden til. Sand omvendelse begynder altså, når vi underkaster os Helligåndens tilskyndelser; derpå kommer processen med helliggørelse gennem Kristi forsoning. De egenskaber, som profeten Benjamin beskrev såsom underkastelse, sagtmodighed, ydmyghed, tålmodighed og at være fuld af kærlighed, er frugterne af en sand omvendelse.

Ældste Bednar har sagt følgende om sagtmodighed: »Sagtmodighed er et kendetegnende træk ved Forløseren, og det kommer til udtryk ved retfærdig modtagelighed, villig lydighed og stærk selvbeherskelse.«3

Når vi virkelig omvender os, giver vi os hurtigt til at gøre vor himmelske Faders vilje. Selvom det mange gange kan betyde at kaste sig ud i et ukendt og turbulent hav, er livets prøvelser og udfordringer med til at øge vores tro på Jesus Kristus, når vi er på pagtsstien. Nøglen til denne proces er at holde pagter og øge vores kundskab gennem studium og modtagelse af personlig åbenbaring.

Præsident Russell M. Nelson har belært os om, at »vor Frelser og Forløser, Jesus Kristus, vil udføre noget af sit mægtigste arbejde fra nu af og frem til, han kommer igen. Vi vil se mirakuløse tegn på, at Gud Faderen og hans elskede Søn, Jesus Kristus, præsiderer over jorden i stor magt og herlighed. Men i den kommende tid vil det ikke være muligt at overleve åndeligt uden Helligåndens vejledende, anvisende, trøstende og konstante indflydelse.«4

Ligesom Peters og de andre apostles oplevelse i båden, kan vi opleve kraften ved at følge Jesus Kristus med tro ved at kaste os ud i hans vande uden frygt, uden frygt for at synke, fordi hans vande er kilden til evigt liv. Som salmisten sagde: »Han leder mig til det stille vand.«5

Jeg opfordrer jer til at gøre jeres personlige liv til en daglig proces med omvendelse til Frelseren og vor himmelske Fader.

Noter

1. Matt 14:29-31.

2. Mosi 3:19.

3. David A. Bednar, »Sagtmodig og ydmyg af hjertet«, aprilkonferencen 2018.

4. Præsident M. Nelson, »Åbenbaring for Kirken, åbenbaring for vores liv«, aprilkonferencen 2018.

5. Sl 23: 2.