Seminar og institut
Lektion 19: Forsvar af religionsfrihed


Lektion 19

Forsvar af religionsfrihed

Indledning

Religionsfrihed er et helligt privilegium, som giver retten til at tro og handle, som vi ønsker – at definere os selv og derpå leve, som vores samvittighed byder – mens vi samtidig respekterer andres rettigheder (se L&P 134:4). I denne lektion vil de studerende læse beretninger fra Mormons Bog, hvor enkeltpersoner og grupper søger at forkaste Guds kirke og underminere de religiøse rettigheder og friheder. De studerende bliver mindet om, at religiøs frihed skal forsvares og bevares i dag.

Baggrundslæsning

Forslag til undervisningen

Mosija 29:10-11, 16-18, 25-26, 32; Alma 30:7-9

Vigtigheden af handle- og religionsfrihed

Mind de studerende om, at vi deltog i et råd i himlen, før vi kom til jorden. Bed de studerende om at fortælle om formålet med dette råd og resultatet af det. Vis og læs derpå følgende udtalelser af præsident Ezra Taft Benson (1899-1994):

Billede
Præsident Ezra Taft Benson

»Det helt centrale punkt på dagsordenen i det himmelske råd var: Skulle Guds børn have uhæmmet frihed til at vælge, hvilken kurs de ville følge, om det så førte til godt eller ondt, eller skulle de tvinges til at være lydige? Kristus og alle, der fulgte ham, gik ind for det første forslag – handlefrihed. Satan stod for det andet – brugen af tvang« (Kirkens præsidenters lærdomme: Ezra Taft Benson, 2014, s. 61-62).

»Skriften er tydelig omkring, at der var en stor krig i himlen, en kamp om frihedsprincippet – retten til at vælge« (Lærdomme: Ezra Taft Benson, s. 62).

»Den krig, der begyndte i himlen om dette emne, er ikke ovre. Krigen raser fortsat på jordelivets slagmark« (Lærdomme: Ezra Taft Benson, s. 62).

  • Hvilke tegn har I set på, at den førjordiske konflikt om frihed og valg fortsætter i livet på jorden?

  • Hvorfor tror I, at Satan forsøger at tilintetgøre frihed?

Mens de studerende svarer, kan du overveje at dele følgende udtalelse af præsident David O. McKay (1873-1970):

Billede
Præsident David O. McKay

»Næst efter selve livet er retten til at forme dette liv Guds største gave til mennesket« (Kirkens præsidenters lærdomme: David O. McKay, 2003, s. 210).

Mind de studerende om, at århundreder efter, Lehi ankom til det forjættede land, blev nefitterne regeret af konger. Men kong Mosija foreslog indførelsen af en ny regeringsform. Bed de studerende om at læse Mosija 29:10-11; 16-18, 25-28 og se efter, hvorfor Mosija foreslog en ny regeringsform.

  • Hvilken begrundelse gav kong Mosija for at ønske implementeringen af en ny regeringsform?

Forklar de studerende, at systemet med dommere var passende og nødvendigt for at bevare friheden i det nefitiske samfund. Andre samfund havde på lignende vis forsøgt at etablere og bevare frihed, selv om deres regeringsform kan have været organiseret anderledes. Bed en studerende om at læse Mosija 29:32 højt, mens klassen ser efter årsagen til, at Mosija ønskede at bevare folkets frihed.

  • Hvorfor var det nødvendigt at bevare nefitternes frihed?

  • Hvis ansvar er det at være med til at bevare vore rettigheder og privilegier? Hvad kan vi gøre for at bevare dem?

Forklar, at udøvelsen af personlig frihed ikke bør erstatte princippet om at adlyde landets love.

Bed de studerende om at læse Alma 30:7-9 og finde en af de rettigheder, som garanteres ved den nye nefitiske regeringsform.

Du kan forklare, at disse vers viser, at Herren forbyder diskriminering mod andre på grund af deres tro eller manglende tro på Gud (se også L&P 134:4).

  • Hvordan gavner forsvaret af religiøse rettigheder et samfund?

Hjælp de studerende med at besvare dette spørgsmål ved at bede en studerende læse følgende:

»Religionsfrihed eller frihed til at følge sin samvittighed er afgørende for et sundt og forskelligartet samfund. Den giver forskellige trosretninger og overbevisninger mulighed for at blomstre. Religionsfrihed beskytter alle gruppers og enkeltpersoners rettigheder, herunder også de mest sårbare, uanset om de er troende eller ej« (»Religious Freedom«, mormonnewsroom.org/official-statement/religious-freedom).

Hjælp de studerende til at forstå de grundlæggende elementer i religiøs frihed ved at vise følgende udtalelse af ældste Robert D. Hales fra De Tolv Apostles Kvorum, og bed en studerende om at læse den højt:

Billede
Ældste Robert D. Hales

»Der er fire hjørnesten i religionsfrihed, som vi som sidste dages hellige må sætte vores lid til og beskytte.

Den første er frihed til at tro …

Religionsfrihedens anden hjørnesten er friheden til at fortælle andre om vores tro …

Religionsfrihedens tredje hjørnesten er friheden til at etablere en religiøs organisation, en kirke, for at tilbede fredeligt sammen med andre …

Religionsfrihedens fjerde hjørnesten er friheden til et efterleve vores tro – fri udøvelse af tro ikke blot derhjemme og i kirken, men også på offentlige steder« (»Bevarelse af handlefriheden, beskyttelse af religionsfriheden«, Liahona, maj 2015, s. 112).

Sammenfat disse fire hjørnesten ved at skrive følgende på tavlen:

Frihed til at tro, fortælle, organisere og efterleve.

  • Hvordan kan en restriktion af en af disse fire hjørnesten begrænse muligheden for åndelig vækst?

  • Hvordan er jeres liv blevet berørt af disse elementer i religiøs frihed?

Alma 2:1-10, 12, 27-28; 44:1-5; 46:4-5, 10-16, 19-22

Bevarelse af religionsfrihed

Skriv følgende henvisninger på tavlen og forklar, at disse skriftsteder giver eksempler på trusler mod religiøs frihed:

Alma 2:1-4

Alma 46:4-5, 10

Lad den ene halvdel af klassen læse det første skriftsted og den anden halvdel læse det andet. Bed de studerende om at se efter målet for dem, der truede den religiøse frihed.

  • Hvad var ifølge disse skriftsteder Amlicis og Amalickias mål?

  • Hvordan ville tabet af den religiøse frihed have berørt samfundene i disse beretninger?

Tilføj følgende henvisninger i fed skrift på tavlen:

Alma 2:1-4, 5-10, 12, 27-28

Alma 46:4-5, 10, 11-16, 19-22

Bed de studerende om at læse de tilføjede vers til deres henvisning, og bed dem se efter, hvad retfærdige mennesker gjorde for at beskytte deres religiøse frihed.

  • Hvilke sandheder kan vi lære af disse skriftsteder om vigtigheden af at bevare den religiøse frihed? (De studerende bør finde frem til følgende sandheder: Det er vores pligt at forsvare vores familie, vores religion og vores frihed. Når vi beder til Gud og indgår pagt med ham om at holde hans befalinger, vil han styrke os i vores forsvar af vore rettigheder og religion).

Hvis der er tid, kan I også læse Alma 44:1-5 som klasse og drøfte, hvordan nefitternes tro styrkede dem mod Zerahemna og lamanitterne.

  • I Mormons Bog blev den religiøse frihed ofte truet under forfølgelse og krig. Hvordan truer enkeltpersoner og grupper den religiøse frihed i dag?

Som en hjælp til at besvare dette spørgsmål kan du læse følgende udtalelse om de øgede trusler mod religionsfrihed i USA. Påpeg, at selv om denne udtalelse udelukkende omhandler USA, står mange andre lande overfor lignende udfordringer angående religiøs frihed. (Bemærk: Brug kun denne udtalelse til at vise, hvordan nogle religiøse friheder bliver udfordret. Lad ikke dette bliver en diskussion om homoseksuelles rettigheder eller andre politiske emner).

»Udfordringer mod religionsfrihed dukker op fra mange forskellige steder. En stigende kamp for homoseksuelles rettigheder truer med at begrænse religionsfriheden på en række måder. Ændringer i sundhedssektoren truer rettighederne for dem, der har bestemte moralske overbevisninger om et menneskes liv. Disse og andre skaber konflikter, der begynder at ramme religiøse organisationer og mennesker med en overbevisning. De truer … med at begrænse, hvordan religiøse organisationer kan lede deres ansatte og ejendomme. De fører til tvang over for religiøst tilknyttede universiteter, skoler og sociale foranstaltninger … På disse og mange andre områder ser vi, hvordan religionsfrihed og frihed til at følge sin samvittighed stille og roligt bliver borteroderet« (»An Introduction to Religious Freedom«, mormonnewsroom.org/article/introduction-religious-freedom).

Påpeg, at Kirken har været fortaler for en fair behandling af alle. Ifølge trosartikel 1:11 skal vi kræve vore religiøse rettigheder på en fair og velovervejet måde, som også respekterer andres rettigheder og interesser (se »Mormon Leaders Call for Laws That Protect Religious Freedom«, mormonnewsroom.org/article/church-news-conference-on-religious-freedom-and-nondiscrimination).

Bed en studerende om at læse følgende udtalelse af profeten Joseph Smith (1805-1844) højt:

Billede
Profeten Joseph Smith

»Hvis det er blevet vist, at jeg har været villig til at dø for en ›mormon‹, erklærer jeg frimodigt for himlen, at jeg er lige så rede til at dø, når det gælder om at forsvare rettighederne for en baptist, en presbyterianer eller et andet godt menneske fra ethvert andet religiøst samfund. For det samme princip, der tramper på de sidste dages helliges rettigheder, tramper også på katolikkernes eller andre samfunds, som måske er upopulære og for svage til at forsvare sig selv.

Det er kærlighed til friheden, der inspirerer min sjæl – borgerrettigheder og religionsfrihed for hele menneskeheden« (Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 342).

  • Hvorfor er det vigtigt at sikre religiøs frihed for alle mennesker og ikke kun sidste dages hellige? (En sådan sikring giver andre mulighed for at bruge deres handlefrihed i henhold til Guds plan og være fortaler for et fredfyldt og retfærdigt samfund. Hvis vi ønsker, at vores tro bliver beskyttet og respekteret, må vi beskytte og respektere andres tro).

  • Hvilke passende måder kan vi bevare og styrke religiøs frihed på?

Som en hjælp til at besvare dette spørgsmål kan du bede en studerende om at læse følgende udtalelse af ældste Robert D. Hales højt:

Billede
Ældste Robert D. Hales

»Brødre og søstre, vi er ansvarlige for at værne om disse hellige friheder og rettigheder for os selv og vore efterkommere. Hvad kan I og jeg gøre?

For det første kan vi være oplyste. Vær opmærksom på problemstillinger i jeres samfund, der kan påvirke religionsfriheden.

Slut jer for det andet sammen med andre, der deler vores forpligtelse over for religionsfrihed. Arbejd side om side for at beskytte religionsfrihed.

For det tredje, så lev jeres liv, så I er et godt eksempel på det, som I tror på – i ord og gerning. Den måde, som vi efterlever vores religion på, er langt vigtigere end det, som vi siger om vores religion« (»Bevarelse af handlefriheden, beskyttelse af religionsfriheden«, s. 113).

  • Hvordan kan I holde jer ajour med emner, som berører religiøse rettigheder i jeres samfund?

  • Hvilke andre lokale grupper deler jeres forpligtelse overfor religionsfrihed?

  • Hvad har I gjort eller set andre gøre for at være fortalere for religionsfrihed?

Oplys de studerende om det tilgængelige materiale om religionsfrihed på mormonnewsroom.org. Opfordr de studerende til at overveje, hvad de kan gøre for at være fortalere for og forsvarere af religionsfrihed, og bær dit vidnesbyrd om, at vor himmelske Fader vil vejlede dem i deres bestræbelser.

De studerendes læsemateriale