Seminar og institut
Lektion 24: Alle er lige for Gud


Lektion 24

Alle er lige for Gud

Indledning

For at beskytte sig efter Lehis død blev Nefi og andre retfærdige medlemmer af Lehis familie vejledt af Herren til at skille sig ud fra Laman og Lemuel og deres tilhængere. Herefter var strid og krige ofte kendetegnende for forholdet mellem nefitterne og lamanitterne. Denne lektion omhandler den måde, hvorpå Jesu Kristi evangelium forener Guds børn på trods af religiøse, etniske, kulturelle og andre forskelligheder.

Baggrundslæsning

  • Dallin H. Oaks, »Alle mennesker overalt«, Liahona, maj 2006, s. 77-80.

  • Howard W. Hunter, »Evangeliet – En verdensomspændende tro«, Stjernen, jan. 1992, s. 20-22.

Forslag til undervisningen

2 Nefi 26:23-28, 33; Jakob 7:24; Enosh 1:11, 20

Alle Guds børn indbydes til at komme til ham

Bed de studerende om at tænke på nogle religiøse, etniske eller kulturelle grupper i verden og grunde over den indstilling, som nogle mennesker i disse grupper har overfor andre grupper.

Mind de studerende om, at Lehis efterkommere efter hans død opdeltes i to grupper: Nefitter og lamanitter (se 2 Ne 5:1-7). Kort efter denne udskillelse begyndte de to grupper at strides og bekrige hinanden (se 2 Ne 5:34). Disse to gruppers oplevelser viser, at når folk ikke kender og følger Guds befalinger, vil de ofte fremhæve forskellene mellem dem selv og andre, som fører til afsondring fra andre og en følelse af had, der er rettet mod dem. Påpeg som kontrast, at vor himmelske Fader og Jesus Kristus ønsker, at alle mennesker føler gensidig kærlighed og samhørighed.

Bed flere studerende om skiftevis at læse højt fra 2 Nefi 26:23-28, 33. Bed klassen om at se efter, hvordan Nefi anvender ordene ikke nogen, nogen, ingen og alle. Du kan opmuntre de studerende til at markere disse ord i deres skrifter.

  • Hvilke vigtige læresætninger kan vi lære af disse vers? (De studerende bruger måske andre ord, men de bør komme frem til følgende læresætning: Jesus Kristus elsker alle mennesker og indbyder alle til at komme til ham og tage del i hans frelse. Du kan vælge at skrive denne læresætning på tavlen. Du kan også opmuntre de studerende til at krydshenvise 2 Nefi 26:33 med Alma 5:33-34 og Alma 19:36).

Giv de studerende nogle få minutter til at læse Jakob 7:24 og Enosh 1:11, 20 for sig selv og se efter nefitternes ønsker for lamanitterne i tiden med profeterne Jakob og Enosh.

  • Hvilke falske overleveringer forhindrede lamanitterne i at acceptere indbydelsen til at komme til Jesus Kristus?

  • Hvilken indstilling eller falske overleveringer ville mange af nefitterne sikkert skulle overvinde for at dele evangeliet med lamanitterne, som de vidste ofte hadede dem?

Bed en studerende om at læse følgende udtalelse af ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum:

Billede
Ældste Dallin H. Oaks

»Mormons Bog lover, at alle, som modtager og handler efter Herrens opfordring og ›omvender sig og tror på hans Søn‹, bliver ›Herrens pagtsfolk‹ (2 Ne 30:2). Dette er en kraftfuld påmindelse om, at hverken rigdom eller slægt eller nogen andre privilegier, vi bliver født til, bør få os til at tro, at vi ›er bedre, den ene end den anden‹ (Alma 5:54, se også Jakob 3:9). Mormons Bog siger, at ›I skal ikke agte ét kød højere end et andet, eller ét menneske skal ikke tro, at det er bedre end et andet‹ (Mosi 23:7)« (»Alle mennesker overalt«, Liahona, maj 2006, s. 79).

Bed de studerende om at bruge et øjeblik på at grunde over deres indstilling overfor personer med en anden baggrund. Opfordr dem til at følge Frelserens eksempel ved at stræbe efter at elske alle Guds børn, heriblandt dem hvis etnicitet, kultur eller religion adskiller sig fra deres egen.

Mosija 28:1-3; Helaman 6:1-8

Få et ønske om at dele evangeliet med alle Guds børn

Mind de studerende om, at Mormons Bog indeholder bemærkelsesværdige oplevelser, som nefitterne havde med at forkynde evangeliet for lamanitterne. Mind de studerende om Mosijas sønners bemærkelsesværdige omvendelse (se Mosi 27), og bed derefter en studerende om at læse Mosija 28:1-3 højt. Bed klassen om at finde årsager til, at Mosijas sønner ønskede at forkynde evangeliet for lamanitterne.

  • Hvilke af de fundne årsager er specielt betydningsfulde for jer, når I overvejer at dele evangeliet med andre?

  • Hvilket ord i vers 1 udtrykker Mosijas sønners syn på lamanitterne?

  • Hvordan påvirkes vores ønske om at forkynde evangeliet, når vi ser på dem med en anden religion, race eller af en anden etnisk gruppe som vore brødre og søstre? (Hjælp de studerende med i deres besvarelse at finde frem til følgende princip: Når vi ser andre som vore brødre og søstre, får vi et større ønske om at dele evangeliet med dem).

Bed en studerende om at læse følgende udtalelse af præsident Howard W. Hunter (1907-1995) højt:

Billede
Præsident Howard W. Hunter

»Alle mænd og kvinder har ikke alene en fysisk slægtslinje, der fører tilbage til Adam og Eva, deres første jordiske forældre, men også en åndelig arv, der fører tilbage til Gud den evige Fader. Altså er alle mennesker på jorden bogstaveligt talt brødre og søstre i Guds familie.

Det er gennem forståelse og accept af, at Gud er Fader for alle, at alle mennesker bedst kan påskønne Guds interesse for dem og deres forhold til hinanden. Evangeliet er et budskab om liv og kærlighed, der rammer en pæl igennem alle undertrykkende traditioner baseret på race, sprog, økonomisk eller politisk status, uddannelse eller kulturel baggrund, for vi er alle af samme åndelige æt« (Kirkens præsidenters lærdomme: Howard W. Hunter, 2015, s. 120-121).

  • Hvilke tanker får I, når I hører disse ord fra præsident Hunter?

Giv de studerende nogle minutter til at læse Helaman 6:1-8. Påpeg, at de nævnte omstændigheder i disse vers skete omtrent 50 år efter, at Mosijas sønner tjente på deres mission blandt lamanitterne. Bed de studerende om at tænke på, hvordan forholdet mellem nefitter og lamanitter var, da de tjente på deres mission, og finde ud af, hvordan forholdet havde ændret sig på 50 år.

  • Hvad havde ændret sig i forholdet mellem nefitter og lamanitter? Hvorfor var forholdet forandret?

  • Hvad kan vi lære om at dele evangeliet ud fra Mosijas sønners indstilling og resultatet af deres mission?

Alma 27:1-2, 20-24; 53:10-11, 13-17; 4 Nefi 1:1-3, 11-13, 15-18

Jesu Kristi evangelium overtrumfer forskellene mellem mennesker

Bed de studerende om at tænke over følgende spørgsmål og derpå give deres tanker til kende:

  • Hvorfor tror I, at personer fra så mange forskellige baggrunde kan mødes i en ånd af fred og kærlighed i Kirken? Hvad er det, der forener kirkemedlemmer?

Del klassen i to. Bed den ene halvdel om at læse Alma 27:1-2, 20-24 og se efter, hvad nefitterne gjorde for at hjælpe Anti-Nefi-Lehis folk. Bed den anden halvdel om at læse Alma 53:10-11, 13-17 og se efter, hvad Anti-Nefi-Lehis folk (Ammons folk) gjorde for nefitterne. Bed dem efter passende tid om at fortælle, hvad de har fundet frem til.

  • Hvad tror I fik disse to grupper til at føle en sådan kærlighed og bekymring for hinanden? (Som en del af denne drøftelse kan du hjælpe de studerende med at finde frem til følgende princip: Når folk accepterer Jesu Kristi lærdomme, bliver de forenede med andre.)

Forklar, at en smuk illustration af dette princip findes i 4 Nefi. Bed en studerende om at læse 4 Nefi 1:1-2 højt. Påpeg, at samtlige nefitter og lamanitter efter Frelserens besøg på det amerikanske fastland omvendte sig, blev døbt, modtog Helligånden og blev omvendt til Herren. Bed de studerende om at læse 4 Nefi 1:3, 11-13, 15-18 og se efter de velsignelser, som folket oplevede, da alle blev omvendt til evangeliet.

  • Hvilke ord eller udtryk beskriver folket på dette tidspunkt?

  • Hvorfor resulterer efterlevelse af Jesu Kristi evangelium i disse velsignelser?

Bed en studerende om at læse 4 Nefi 1:17 højt.

  • Hvad tror I, at det betyder, at der ikke var nogen »form for -itter«? (Folk brugte ikke længere titler som nefitter eller lamanitter for at skelne sig fra hinanden. De overvandt alle forskelle, der var mellem dem, og levede i samhørighed og fred).

  • Hvornår har I set evangeliet formindske forskellen mellem folk med forskellige baggrunde?

For at styrke de studerendes forståelse af, hvordan efterlevelse af evangeliet forener folk med forskellige baggrunde, skal du læse følgende udtalelse af ældste Richard G. Scott fra De Tolv Apostles Kvorum:

Billede
Ældste Richard G. Scott

»Din himmelske Fader har udpeget dig til at blive født ind i en bestemt slægt, hvorfra du har modtaget din arv med hensyn til race, kultur og traditioner. Denne slægt kan give dig en rig arv og stor grund til at glædes. Men du har en forpligtelse til at afgøre, om der er nogen del af den arv, som må opgives, fordi den modvirker Herrens plan for lykke …

Jeg vidner om, at du vil bane vej for lykke og finde mere fred, når du gør din troskab over for dit medlemskab af Jesu Kristi Kirke og hans lærdomme til grundvolden i dit liv. Hvis familietraditioner eller nationale traditioner og skikke er i strid med Guds lærdomme, så lad dem ligge. Hvis traditioner og skikke harmonerer med hans lærdomme, bør de værnes om og følges, så du kan bevare din kultur og arv« (»Ban vejen for lykke«, Stjernen, juli 1998, s. 91, 92).

  • Hvorfor tror I, at forskellene mellem folk med forskellige baggrunde formindskes, når disse mennesker gør Jesu Kristi evangelium til det, de først og fremmest har til fælles?

  • Hvordan har medlemskab af Kirken hjulpet jer til en følelse af samhørighed med andre kirkemedlemmer, som har en anden baggrund end jeres egen?

Afslut ved at bære vidnesbyrd om, at Mormons Bog indeholder virkelige eksempler på, hvordan folk med forskellige baggrunde efterlevede Jesu Kristi evangelium og overvandt deres forskelligheder. Jesu Kristi forsoning og evangelium overtrumfer forskelle i race, etnicitet, kultur, alder og køn og forener Guds børn.

Opfordr de studerende til at overveje, hvordan Jesu Kristi evangelium kan hjælpe dem med at overvinde alle falske overleveringer eller ideer, som de har fået fra familiemedlemmer eller venner, og finde en løsning på problemer, som de måske har med nogen, de kender. Opfordr dem til at søge efter måder at blive mere forenede med medlemmer i deres egen menighed på.

De studerendes læsemateriale