Alle må påtage sig det navn, der er givet af Faderen

For nogle få uger siden var jeg til en dåb med flere otteårige børn. De var begyndt med at lære om Jesu Kristi evangelium af deres forældre og lærere. Frøet til deres tro på ham var begyndt at vokse. Og nu ønskede de at følge ham i dåbens vande og blive medlemmer af hans genoprettede kirke. Da jeg så deres forventning, spekulerede jeg på, hvor meget de forstod af et vigtigt aspekt ved deres dåbspagt: Deres forpligtelse til at påtage sig Jesu Kristi navn.

Fra begyndelsen erklærede Gud Jesu Kristi navns fremstående stilling i sin plan for os. En engel underviste vores første far, Adam: »Derfor skal du gøre alt, hvad du gør, i Sønnens navn, og du skal omvende dig og påkalde Gud i Sønnens navn for evigt.«¹

Mormons Bog-profeten kong Benjamin sagde til sit folk, »at der ikke skal gives noget andet navn eller nogen anden vej eller noget andet middel, hvorved frelse kan blive menneskenes børn til del.«²

Herren gentog denne sandhed til profeten Joseph Smith: »Se, Jesus Kristus er det navn, der er givet af Faderen, og der er ikke givet noget andet navn, hvorved mennesket kan blive frelst.«³

I vore dage har præsident Dallin H. Oaks udtalt, at »de, der udøver tro på Jesu Kristi hellige navn … og indtræder i hans … pagt … [har] krav på Jesu Kristi sonoffer.«⁴

Vor himmelske Fader gør det fuldstændigt klart, at navnet på hans Søn, Jesus Kristus, ikke blot er et navn blandt mange. Frelserens navn har en unik og afgørende kraft. Det er det eneste navn, hvorved frelse er mulig. Ved at fremhæve denne sandhed i alle uddelinger forsikrer vor kærlige Fader alle sine børn om, at der er en vej tilbage til ham. Men at have en sikker vej tilgængelig betyder ikke, at vores tilbagevenden automatisk er sikret. Gud fortæller os, at vi skal handle: »Derfor må alle mennesker påtage sig det navn, der er givet af Faderen.«⁵

For at få adgang til den frelsende kraft, der kun kommer gennem Kristi navn må vi »ydmyge [os] over for Gud … og træde[] frem med et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd … og [være] villige til at påtage sig Jesu Kristi navn« og derved, som mine otteårige venner, være værdige til at blive »optage[t] i hans kirke ved dåb.«⁶

Alle, der inderligt ønsker at påtage sig Frelserens navn, må være værdige til og modtage dåbsordinancen som et fysisk vidne for Gud om deres beslutning.⁷ Men dåb er kun begyndelsen.

En del af ordet påtage består af verbet tage, der ikke er passivt. Det er et handlingsord med mange definitioner.⁸ Tilsvarende kræver vores forpligtelse til at påtage os Jesu Kristi navn handling og har flere dimensioner.

For eksempel er en betydning af ordet tage at deltage i eller modtage ind i ens krop, som når vi tager noget at drikke. Ved at påtage os Kristi navn, forpligter vi os til oprigtigt at tage imod hans lære, hans egenskaber og i sidste ende hans kærlighed dybt ind i vores væsen, så de bliver en del af den, vi er. Derfor er præsident Russell M. Nelsons opfordring til de unge voksne om at indlede en »bønsom og ivrig søgen efter at forstå, hvad hver af [Frelserens] forskellige titler og navne betyder for [dem] personligt«⁹ og at tage for sig af Kristi ord i skrifterne og især i Mormons Bog vigtig.¹⁰

En anden betydning af ordet tage er at acceptere en person i en særlig rolle eller antage sandheden af en ide eller et princip. Når vi påtager os Kristi navn, accepterer vi ham som vor Frelser og antager til stadighed hans lære som vejledningen i vores liv. I alle meningsfulde beslutninger, vi træffer, kan vi antage hans evangelium for at være sandt og lydigt efterleve det af hele vores hjerte, kraft, sind og styrke.

Ordet tage kan også betyde at rette sig ind efter et navn eller en sag. De fleste af os har oplevelser med at påtage os et ansvar på arbejdet eller antage en sag eller en bevægelse. Når vi påtager os Kristi navn, påtager vi os de pligter, der påhviler en sand discipel. Vi forsvarer hans sag, og vi »stå[r] som [hans] vidner til alle tider og i alle ting og på alle steder, hvor [vi] måtte befinde [os].«¹¹ Præsident Nelson har kaldet »hver eneste unge pige og hver eneste unge mand … til at melde sig til Herrens bataljon af unge for at hjælpe med til at indsamle Israel.«¹² Og vi er alle taknemmelige for at kunne påtage os det profetiske kald til at bruge navnet på hans genoprettede kirke, som det blev åbenbaret af Frelseren selv: Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.¹³

I processen med at påtage os Frelserens navn må vi forstå, at Kristi sag og hans kirkes sag er en og samme sag. De kan ikke adskilles. På samme måde er vores personlige liv som Frelserens discipel og vores aktive medlemskab af hans kirke også uadskilleligt. Hvis vi vakler i vores forpligtigelse for det ene, vil vores forpligtigelse mod det andet blive mindsket, lige så sikkert som nat følger dag.

Nogle tøver med at påtage sig Jesu Kristi navn og antage hans sag, fordi de anser den for at være urimelig snæver, begrænsende og indskrænkende. I virkeligheden er det både befriende og forstørrende, at vi tager Kristi navn på os. Det vækker ønsket, som vi følte, da vi accepterede Guds plan gennem tro på Frelseren. Når dette ønske lever i vores hjerte, kan vi opdage det virkelige formål med vores guddommelige gaver og talenter, opleve hans kærlighed, der giver os kraft, og udvikle vores interesse for andres velfærd. Når vi tager Frelserens navn på os, holder vi fast ved alt godt og bliver som ham.¹⁴

Det er vigtigt at huske, at det er en pagtforpligtelse at påtage os Kristi navn – der begynder med den pagt, vi indgår ved dåben. Præsident Nelson har sagt: »[Vores] forpligtelse til at følge Frelseren ved at indgå pagter med ham og derefter holde disse pagter vil åbne døren til enhver tilgængelig åndelig velsignelse og privilegium.«¹⁵ Et af de guddommelige privilegier ved at påtage sig Kristi navn ved dåben er, at den giver adgang til den næste ordinance på pagtens sti, vores bekræftelse. Da jeg spurgte en af mine otteårige venner om, hvad det betød for hende at påtage sig Kristi navn, svarede hun helt enkelt: »Det betyder, at jeg kan have Helligånden.« Hun havde ret.

Helligåndsgaven modtages ved bekræftelse, efter vi har modtaget dåbsordinancen. Gaven er retten til og muligheden for at have Helligånden som en konstant ledsager. Hvis vi lytter til og adlyder hans stille, sagte røst, vil han holde os på den pagtssti, vi trådte ind på ved vores dåb, advare os, når vi bliver fristet til at forlade den, og opfordre os til at omvende os og om nødvendigt tilpasse os. Vores fokus efter dåben er altid at bevare Ånden hos os, så vi kan fortsætte med at udvikle os på pagtens sti. Helligånden kan kun være hos os i samme grad, som vi holder vores liv rent og fri af synd.

Derfor har Herren sørget for, at vi hele tiden kan forny dåbens rensende effekt gennem en anden ordinance – nadveren. Hver uge kan vi igen »vidne [om]… at [vi] er villige til at påtage [os hans] Søns navn«¹⁶ ved at række ud og tage symbolerne på Herrens kød og blod i vores hænder – brødet og vandet – og nyde dem til gavn for vores sjæl. Frelseren udfører til gengæld atter sit rensende mirakel og gør os værdige til at nyde Helligåndens fortsatte indflydelse. Er det ikke et bevis på den uendelige barmhjertighed, der kun findes i Jesu Kristi navn? Ligesom vi påtager os hans navn, påtager han sig vores synder og sorger, og alligevel er hans »barmhjertigheds arm … strakt ud«¹⁷ for at omslutte os i hans kærligheds arme.¹⁸

Nadveren er en ugentlig påmindelse om, at når vi påtager os Jesu Kristi navn, er det en levende og vedvarende forpligtelse, ikke en enkelt begivenhed, der kun sker én gang på vores dåbsdag.¹⁹ Vi kan fortsat og gang på gang nyde »det offer stort og helligt ej mennesket forstår. For synd og skyld han soned, vi evigt liv opnår.«²⁰ Det er ikke overraskende, at når Guds børn forstår de mægtige, åndelige velsignelser, der kan komme af at påtage sig Kristi navn, føler de altid glæde, og deres ønske er altid at indgå en pagt med deres Gud.²¹

Når vi følger denne guddommeligt udformede pagtssti, vil vores forpligtelse og indsats for at påtage os Jesu Kristi navn give os styrke til »at bevare [hans navn] skrevet i hjertet«.²² Vi vil elske Gud og vores næste og føle et ønske om at tjene dem. Vi vil holde hans bud og længes efter at komme ham nærmere ved at indgå yderligere pagter med ham. Og når vi oplever, at vi er svage og ude af stand til at handle på vores retskafne ønsker, vil vi bede om den styrke, der kun kommer gennem hans navn, og han vil komme os til undsætning. Når vi trofast holder ud, vil den dag komme, hvor vi vil se ham og være hos ham, og vi vil opdage, at vi er blevet som ham og dermed have gjort os værdige til at vende tilbage til Faderens nærhed.

For Frelserens løfte er sikkert: De, der har »tro på Jesu Kristi navn og tilbede[r] Faderen i hans navn og holde[r] ud i tro på hans navn til enden,«²³ vil blive frelst i Guds rige. Sammen med jer fryder jeg mig over, at disse ufattelige velsignelser er gjort mulige ved at påtage os Jesu Kristi navn. Jeg vidner om ham og gør det i hans navn. Amen.