Vær ikke foruroligede

Jeg tilføjer mit vidnesbyrd om de budskaber, præsident Russell M. Nelson og ældste Quentin L. Cook gav for lidt siden om den harmoni og enighed, der findes i Rådet bestående af Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum. Jeg ved, at disse åbenbarede bekendtgørelser er Herrens mening og vilje, og de vil velsigne og styrke enkeltpersoner, familier og Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige i generationer fremover.

For nogle år siden stillede en af vores nygifte døtre og hendes mand søster Rasband og mig et meget vigtigt og livsændrende spørgsmål: »Er det stadig sikkert og klogt at bringe børn ind i denne tilsyneladende onde og skræmmende verden, vi lever i?«

Det er et meget vigtigt spørgsmål for en mor og far at tale om med deres gifte børn. Vi kunne høre frygten i deres stemmer og føle frygten i deres hjerte. Vores svar dengang var et sikkert: »Ja, det er mere end okay,« idet vi delte grundlæggende evangeliske lærdomme og vores egne oprigtige indtryk og livserfaringer.

Frygt er ikke noget nyt. Jesu Kristi disciple frygtede ude på Galilæas Sø den »voldsom[me] hvirvelstorm [og] bølgerne« midt i nattens mørke.¹ Som hans disciple i dag oplever vi også frygt. Vores unge voksne frygter for at forpligte sig, såsom at blive gift. Unge gifte, ligesom vores børn, kan frygte at bringe børn ind i en stadig mere ugudelig verden. Missionærer frygter mange ting, især at henvende sig til fremmede. Enker frygter at leve videre alene. Teenagere frygter for ikke at blive accepteret, skoleelever frygter den første skoledag, universitetsstuderende frygter for at få resultatet af en eksamen eller opgave tilbage. Vi frygter fiasko, afvisning, skuffelse og det ukendte. Vi frygter orkaner, jordskælv og brande, der hærger landet og vores liv. Vi frygter ikke at blive valgt, og på den anden side frygter vi for at blive valgt. Vi frygter for ikke at være gode nok, vi frygter for, at Herren ikke har nogle velsignelser til os. Vi frygter forandring, og vores frygt kan vokse til panik. Har jeg fået alle med?

Siden tidernes begyndelse har frygt begrænset Guds børns perspektiv. Jeg har altid elsket beretningen om Elisa i 2 Kongebog. Syriens konge havde sendt en legion, der »kom om natten og omringede byen.«² Det var deres hensigt at fange og slå profeten Elisa ihjel. Vi læser:

»Da gudsmandens tjener tidligt næste morgen gik ud, opdagede han, at en hærstyrke med heste og vogne havde omringet byen. Den unge mand spurgte ham: ›Ak, herre, hvad skal vi gøre?‹«³

Det var frygten, der talte.

»Men [Elisa] sagde: ›Frygt ikke, der er flere på vores side end på deres!‹«⁴

Men han stoppede ikke der.

»Så bad Elisa: ›Herre, åbn øjnene på ham, så han kan se!‹ Herren åbnede den unge mands øjne, og han så, at bjerget var fuldt af ildheste og ildvogne rundt om Elisa.«⁵

Vi oplever muligvis ikke ildvogne, der er sendt ud for at mindske vores frygt og vinde over vores dæmoner, men lektien er enkel. Herren er med os, han er opmærksom på os og velsigner os på måder, som kun han kan gøre. Bøn kan hidkalde den styrke og åbenbaring, vi har brug for, så vi kan centrere vores tanker om Jesus Kristus og hans sonoffer. Herren vidste, at vi til tider ville føle frygt. Jeg har følt det, og det vil I også, det er derfor, skrifterne er fyldt med Herrens råd:

»Vær derfor ved godt mod og frygt ikke.«⁶

»Se hen til mig i alle jeres tanker; tvivl ikke, frygt ikke.«⁷

»Frygt derfor ikke, lille flok.«⁸ Jeg elsker ømheden i »lille flok«. Det kan godt være, at vi er få af antal i denne kirke i forhold til at få indflydelse i verden, men når vi åbner vores åndelige øjne, »er [der] flere på vores side end på deres!«⁹ Vores kærlige hyrde, Jesus Kristus, siger: »Frygt derfor ikke, lille flok; gør det gode; lad jord og helvede forene sig imod jer, for hvis I er bygget på min klippe, kan de ikke få magt over jer.«¹⁰

Hvordan fjerner man frygt? Den unge mand stod lige ved siden af Elisa, Guds profet. Vi har det samme løfte. Når vi lytter til præsident Russell M. Nelson, når vi følger hans råd, står vi med Guds profet. Husk Joseph Smiths ord: »Og se, efter de mange vidnesbyrd, som er blevet givet om ham, er dette det vidnesbyrd, det seneste af dem alle, som vi giver om ham: At han lever!«¹¹ Jesus Kristus lever. Vores kærlighed til ham og evangeliet fjerner frygt.

Vores ønske om »altid [at] have hans Ånd«¹² hos os vil få frygten til at vige for et mere evigt syn på vores jordiske liv. Præsident Nelson har advaret: »Men i den kommende tid vil det ikke være muligt at overleve åndeligt uden Helligåndens vejledende, anvisende, trøstende og konstante indflydelse.«¹³

Herren har sagt angående de plager, der vil dække jorden og forhærde manges hjerte: »Mine disciple skal stå på hellige steder og skal ikke lade sig flytte.«¹⁴

Og så dette guddommelige råd: »Vær ikke foruroligede, for når alt dette sker, kan I vide, at de løfter, der er blevet givet jer, skal blive opfyldt.«¹⁵

Stå på hellige steder – vær ikke foruroligede – og løfter skal blive opfyldt. Lad os se på hver af disse i forhold til vores frygt.

For det første, stå på hellige steder. Når vi står på hellige steder – vores retfærdige hjem, indviede kirkebygninger, de hellige templer – føler vi Herrens Ånd hos os. Vi finder svar på spørgsmål, der bekymrer os, eller fred til helt enkelt at lægge dem til side. Det er Ånden i funktion. Disse hellige steder i Guds rige på jorden kræver, at vi er ærbødige, respekterer andre, gør vores bedste for at efterleve evangeliet og vores håb om at tilsidesætte vores frygt og søge Jesu Kristi helbredende kraft gennem hans forsoning.

Der er ikke plads til frygt på disse hellige steder eller i hjertet hos Guds børn. Hvorfor? På grund af kærlighed. Gud elsker os – altid – og vi elsker ham. Vores kærlighed til Gud modvirker al frygt, og hans kærlighed findes i overflod på hellige steder. Tænk over det. Når vi er tilbageholdende i vores forpligtigelse mod Herren, når vi kommer væk fra hans sti, der fører til evigt liv, når vi sætter spørgsmålstegn ved eller tvivler på vores betydning i hans guddommelige plan, når vi lader frygt åbne døren for alt det, der følger med – modløshed, vrede, frustration, skuffelse – forlader Ånden os, og vi er foruden Herren. Hvis I ved, hvordan det føles, ved I, at det ikke er et godt sted at være. Når vi står på hellige steder, kan vi i stedet føle Guds kærlighed og »fuldkommen kærlighed driver al frygt ud.«¹⁶

Det næste løfte er: »Vær ikke foruroligede.«¹⁷ Uanset hvor meget ugudelighed og kaos fylder på jorden, har vi baseret på vores daglige trofasthed i Jesus Kristus løftet om den »Guds fred, som overgår al forstand«.¹⁸ Og når Kristus kommer i al magt og herlighed, vil ondskab, oprør og uretfærdighed ophøre.

For længe siden profeterede apostlen Paulus om vore dage, da han til den unge Timotheus sagde:

»Men det skal du vide, at i de sidste dage skal der komme hårde tider.

For da vil mennesker blive egenkærlige, pengeglade, pralende, overmodige, fulde af hån, ulydige mod deres forældre, utaknemlige, spottere …

de vil elske nydelser højere end Gud.«¹⁹

Husk, at der på begge sider af sløret »er flere på vores side end på deres,« der elsker Herren med hele deres hjerte, kraft, sind og styrke.²⁰ Hvis vi aktivt stoler på Herren og hans veje, hvis vi er engageret i hans værk, vil vi ikke frygte verdens tendenser eller blive foruroliget af dem. Jeg beder jer om at tilsidesætte verdslig påvirkning og pres og søge det åndelige i jeres daglige liv. Elsk det, Herren elsker – hvilket omfatter hans bud, hans hellige huse, vores hellige pagter med ham, nadveren hver sabbatsdag, vores kommunikation gennem bøn – og så vil I ikke være foruroliget.

Det sidste punkt: Stol på Herren og hans løfter. Jeg ved, at alle hans løfter vil blive opfyldt. Jeg ved det ligeså sikkert, som jeg står her foran jer ved dette hellige møde.

Herren har åbenbaret: »For de, der er kloge og har modtaget sandheden og gjort den hellige Ånd til deres vejleder og ikke har ladet sig bedrage – sandelig siger jeg jer: De skal ikke blive hugget om og kastet i ilden, men skal udholde den dag.«²¹

Derfor skal vi ikke blive foruroligede af nutidens tumult, af dem i den store og rummelige bygning, af dem, der latterliggør en ærlig indsats og at tjene Herren Jesus Kristus hengivent. Optimisme, mod, endog næstekærlighed kommer fra et hjerte, der ikke er tynget af bekymringer eller uro. Præsident Nelson, der er »optimistisk omkring fremtiden« har sagt: »Hvis vi skal gøre os noget håb om at kunne gennemskue de utallige stemmer og menneskers filosofi, der angriber sandheden, må vi lære at modtage åbenbaring.«²²

For at modtage personlig åbenbaring må vi prioritere at efterleve evangeliet og opfordre andre og os selv til trofasthed og åndelighed.

Spencer W. Kimball var en af profeterne i min ungdom. De sidste par år, efter jeg blev kaldet som apostel, har jeg fundet fred i hans første generalkonferencetale i oktober 1943. Han var overvældet af sit kald, jeg ved, hvordan det føles. Ældste Kimball sagde: »Jeg tænkte og bad og fastede og bad en hel del. Der var modstridende tanker, der brusede i mit sind – det syntes som om, der var stemmer, der sagde: ›Du kan ikke klare det arbejde. Du er ikke værdig. Du har ikke evnen‹ – og til sidst kom den sejrende tanke altid : ›Du må udføre det arbejde, du har fået pålagt – du må gøre dig selv egnet, værdig og kvalificeret.‹ Og kampen rasede videre.«²³

Jeg finder trøst i det oprigtige vidnesbyrd fra denne apostle, der blev den 12. præsident for denne mægtige kirke. Han erkendte, at han måtte lægge sin frygt bag sig for at »udføre det arbejde,« han var blevet pålagt, og at han måtte stole på Herren for at få styrke til at blive »egnet, værdig og kvalificeret.« Det kan vi også. Kampene vil fortsætte, men vi vil møde dem med Herrens Ånd. Vi vil ikke være foruroligede, for når vi står med Herren og står for hans principper og hans evige plan, står vi på et helligt sted.

Hvad så med den datter og svigersøn, der stillede et meget inderligt og personligt spørgsmål af frygt for flere år siden? De tænkte meget grundigt over vores samtale den aften, de bad og fastede og nåede frem til deres egen beslutning. Heldigvis og glædeligt for dem og for os, bedsteforældrene, er de nu blevet velsignet med syv smukke børn, mens de går fremad i tro og kærlighed.

Billede

Syv af ældste og søster Rasbands børnebørn

Fat mod, brødre og søstre. Ja, vi lever i hårde tider, men når vi bliver på pagtens sti, behøver vi ikke at frygte. Jeg velsigner jer med, at når I gør det, vil I ikke blive foruroliget over de tider, som vi lever i, eller de problemer, der måtte komme jeres vej. Jeg velsigner jer med at kunne vælge at stå på hellige steder og ikke lade jer flytte. Jeg velsigner jer med tro på Jesu Kristi løfter, at han lever, og at han våger over os, han tager sig af os og står med os. I Vorherres og Frelsers, i Jesu Kristi navn. Amen.