Læg grundvolden til et stort værk

Som forældre i Zion har vi en hellig pligt til at vække en længsel og indpode en hengivenhed i vores børn efter den glæde, det lys og de sandheder, der er i Jesu Kristi evangelium. Når vi opdrager vores børn, skaber vi traditioner i vores hjem, og vi opbygger mønstre for kommunikation og adfærd i vores familieforhold. Når vi gør det, bør de traditioner, vi skaber, rodfæste stærke, urokkelige karaktertræk i form af godhed i vores børn, der vil indgyde dem styrke til at møde livets udfordringer.

I mange år har min familie nydt en årlig tradition med at campere højt oppe i Uintah-bjergene i det nordøstlige Utah. Vi kører 30 km ad en stenet jordvej for at komme til en smuk, grøn dal med tårnhøje bjergvægge, hvorigennem der løber en flod fuld af koldt, klart vand. I håb om at genbekræfte værdien af evangeliets læresætninger og skikke i vores børns og vores børnebørns hjerte beder Susan og jeg hvert år alle vores seks sønner og deres familie om at forberede et kort budskab over et emne, de anser for at være en vigtig bestanddel af grundvolden i et kristuscentreret hjem. Vi samles derefter til familiekomsammen et ugenert sted, og alle fremlægger deres budskab.

Billede

Budskaber skrevet på sten

I år skrev vores børnebørn emnet for deres budskab på sten, og bagefter begravede de dem en efter en ved siden af hinanden for at repræsentere den sikre grundvold, som et lykkeligt liv er baseret på. Vævet ind i alle deres seks budskaber var den uforanderlige, evige sandhed om, at Jesus Kristus er hovedhjørnestenen i denne grundvold.

Med Esajas’ ord: »Derfor siger Gud Herren: ›Se, i Zion lægger jeg en grundsten, en prøvet sten. Det er en kostbar hjørnesten, der lægges.‹«¹ Jesus Kristus er denne kostbare hjørnesten i Zions grundsten. Det var ham, der til profeten Joseph Smith åbenbarede: »Bliv derfor ikke trætte af at gøre godt, for I lægger grundvolden til et stort værk. Og af det, som er småt, udspringer det, som er stort.«²

Det, vi lærer gennem de traditioner, vi skaber i vores hjem, er, selv om de er små og enkle, stadigt vigtigere i verden i dag. Hvilke små og enkle ting er det, der, når de er etableret, vil udgøre et stort værk i vores børns liv?

Præsident Russell M. Nelson talte for nylig til en stor forsamling i nærheden af Toronto i Canada og mindede indtrængende forældrene om det hellige ansvar, vi har for at undervise vores børn. Som en del af det væsentlige ansvar fremhævede præsident Nelson den pligt, vi som forældre har, for at lære vores børn at forstå, hvorfor vi nyder nadveren, betydningen af at være født i pagten og vigtigheden af at forberede sig til og modtage en patriarkalsk velsignelse, og han opmuntrede forældre til at føre an i at læse skrifterne sammen som familie.³ Igennem denne indsats tilskynder vores elskede profet os til at gøre vores hjem til et »tilflugtssted for tro«.⁴

I Mormons Bog beskriver Enosh den dybe taknemmelighed, han følte for sin fars eksempel, som »oplærte [ham] i sit sprog og også i Herrens tugt og formaning.« Med stor bevægelse udbrød Enosh: »Og velsignet være min Guds navn for det.«⁵

Jeg holder af de små og enkle traditioner, vi med tiden har fået i vores hjem gennem 35 års ægteskab. Mange af vores traditioner er små og har alligevel betydning. For eksempel:

• På aftener, hvor jeg ikke var hjemme, vidste jeg altid, at vores ældste tilstedeværende søn, under Susans ledelse og uden at blive bedt om det, ville påtage sig at lede familien i skriftstudium og familiebøn.⁶

• En anden tradition: Vi forlader aldrig vores hjem eller afslutter en telefonsamtale uden at sige: »Jeg elsker dig.«

• Vores tilværelse er blevet velsignet ved at sætte tid af til regelmæssigt at nyde et personligt interview med hver af vores sønner. Under et interview spurgte jeg til vores søns ønsker om og forberedelse til at tage på mission. Efter nogen drøftelse opstod der et øjeblik med reflekterende tavshed, hvorefter han lænede sig frem og eftertænksomt sagde: »Far, kan du huske, da jeg var lille, og vi begyndte at have disse far-interview?« Jeg svarede: »Ja.« »Altså,« sagde han, »jeg lovede dig dengang, at jeg ville tage på mission, og du og mor lovede mig, at I ville tage på mission, når I blev gamle.« Så var der endnu en pause. »Har I et eller andet problem, der afholder jer fra at tage af sted – for så kan jeg måske hjælpe?«

Konsekvente, sunde familietraditioner, der indeholder bøn, læsning i skriften, familieaften og at deltage i kirkemøder, skaber, selv om de tilsyneladende er små og enkle, en kultur bestående af kærlighed, respekt, samhørighed og tryghed. I den ånd, der følger med en sådan indsats, beskyttes vores børn mod modstanderens brændende pile, som er så fremherskende i vore dages verdslige kultur.

Vi bliver mindet om Helamans vise råd til sine sønner: »Husk, at det er på klippen, vor forløser, som er Kristus, Guds Søn, at I skal bygge jeres grundvold, så når Djævelen udsender sine mægtige vinde, ja, sine pile i hvirvelvinden, ja, når alle hans hagl og hans mægtige uvejr skal ramme jer, at det ingen magt skal få over jer til at drage jer ned i elendighedens og den uendelig jammers kløft på grund af den klippe, som I er bygget på, som er en sikker grundvold, en grundvold, hvorpå menneskene, hvis de bygger derpå, ikke kan falde.«⁷

For mange år siden, mens jeg som ung tjente som biskop, bad en ældre herre om et møde med mig. Han beskrev, hvordan han forlod Kirken og sine forældres retfærdige traditioner i sine ungdomsår. Han beskrev detaljeret den smerte, han oplevede i sit liv, mens han forgæves søgte efter varig glæde i den flygtige lykke, verden har at tilbyde. I sine senere år i livet oplevede han Guds Ånds blide, nogle gange insisterende, hviskende prikken, der ledte ham tilbage til det, han lærte i sin ungdom om skikke, følelser og åndelig sikkerhed. Han udtrykte taknemmelighed for sine forældres traditioner, og med nutidige ord gentog han Enoshs udsagn: »Velsignet være min Guds navn for det.«

Min erfaring er, at denne mands tilbagevenden til evangeliet er karakteristisk for mange og ofte ses blandt Guds børn, som forlader Kirken for en tid, blot for at vende tilbage til deres ungdoms lærdomme og skikke. I sådanne stunder står vi som vidner til visdommen hos forfatteren til Ordsprogene, der formaner forældre således: »Tilskynd drengen til at følge den vej, han skal gå, selv når han bliver gammel, vil han ikke vige fra den.«⁸

Alle forældre oplever stunder med frustration og forskellige niveauer af beslutsomhed og styrke, når de opfostrer børn. Men når forældre udøver tro ved at undervise børnene åbenhjertigt og kærligt og gøre alt, hvad de kan for at hjælpe dem på vej, får de et større håb om, at de såede frø vil slå rødder i deres børns hjerte og sind.

Moses forstod udmærket det grundlæggende behov for konstant undervisning. Han gav dette råd: »Og du skal gentage [disse ord] for dine sønner; du skal fremsige dem, både når du er hjemme, og når du er ude, når du går i seng, og når du står op.«⁹

Vi knæler ved vores børns side i familiebøn, vi tager os af dem i vores bestræbelser på at have et meningsfyldt familieskriftstudium, vi tager os tålmodigt og kærligt af dem, når vi sammen deltager i familieaften, og vi bekymrer os for dem på vores knæ under vores personlige bønner til himlen. Åh, hvor vi længes efter, at de frø, vi sår, skal slå rødder i hjertet og sindet hos vores børn.

Jeg tror, at det ikke så meget er et spørgsmål om, hvorvidt vores børn »fatter det«, mens vi underviser dem, som for eksempel når vi stræber efter at læse skrifterne eller har familieaften eller deltager i AP og UP og andre kirkemøder. Det er ikke så meget et spørgsmål om, hvorvidt de i disse øjeblikke forstår vigtigheden af disse aktiviteter, men mere et spørgsmål om, hvorvidt vi som forældre udøver tro nok til at følge Herrens råd om flittigt at efterleve, undervise, formane og fremsætte forventninger, der er inspireret af Jesu Kristi evangelium. Det er en indsats, der er drevet af vores tro, vores tro på, at de frø, der sås i deres ungdom, vil slå rødder og begynde at spire og vokse.

De ting, vi taler om, de ting, vi prædiker og underviser om, afgør de ting, der kommer til at ske blandt os. Når vi skaber sunde traditioner centreret om Kristi lære, bærer Helligånden vidnesbyrd om sandheden af vores budskab og nærer de evangeliske frø, der sås dybt i vores børns hjerte takket være vores stadige anstrengelser henad vejen. Det vidner jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.