Prøv, prøv, prøv

Mine brødre og søstre, jeg er dybt taknemmelig for muligheden for at tale til jer. Denne konference har været opløftende og opbyggende for mig. Den musik, der er blevet sunget, og de ord, der er blevet talt, har Helligånden ført ind i vores hjerte. Jeg beder til, at det, som jeg siger, vil blive overbragt af den samme Ånd.

For mange år siden var jeg førsterådgiver til en distriktspræsident i det østlige USA. Når vi kørte ud til de små grene, skete det mere end én gang, at han sagde til mig: »Hal, når du møder nogen, så behandl dem, som om de har alvorlige problemer, så vil du have ret mere end halvdelen af gangene.« Ikke alene havde han ret, men jeg har gennem årene erfaret, at hans estimat var for lavt. I dag vil jeg gerne opmuntre jer, der har problemer.

Vores liv på jorden er skabt af en kærlig Gud til at være en prøve og en kilde til udvikling for os alle. I husker Guds ord angående sine børn ved verdens skabelse: »Og vi vil prøve dem hermed for at se, om de vil gøre alt, hvad Herren deres Gud vil befale dem.«¹

Siden begyndelsen har disse prøver ikke været nemme. Vi har udfordringer, der kommer af at have et jordisk legeme. Vi lever alle i en verden, hvor Satans krig mod sandhed og vores personlige lykke bliver mere intensiv. Verden og jeres liv kan for jer virke, som om alt bliver stadig mere tumultagtigt.

Jeg giver jer denne forsikring: Den kærlige Gud, der tillod, at I fik disse prøver, har også skabt en sikker måde, hvorpå man kan komme igennem dem. For vor himmelske Fader elskede verden, så han sendte sin elskede Søn for at hjælpe os.² Hans Søn, Jesus Kristus, gav sit liv for os. Jesus Kristus bar i Getsemane og på korset vægten af alle vores synder. Han oplevede alle sorgerne, smerterne og følgevirkningerne af vores synder, så han kan trøste og styrke os i alle livets prøver.³

I husker, at Herren sagde til sine tjenere:

»Faderen og jeg er ét. Jeg er i Faderen og Faderen i mig; og for så vidt som I har modtaget mig, er I i mig, og jeg i jer.

Derfor er jeg midt iblandt jer, og jeg er den gode hyrde og Israels sten. Den, som bygger på denne klippe, skal aldrig falde.«⁴

Vores profet, præsident Russell M. Nelson, har også givet den samme forsikring. Han beskrev desuden en måde, hvorpå vi kan bygge på den klippe og have Herrens navn i vores hjerte til at vejlede os gennem vores prøvelser.

Han sagde: »Du som måske er modløs i øjeblikket, husk på, at det ikke var meningen, at livet skulle være let. Vi må igennem prøvelser og sorg hen ad vejen. Husk på, at ›intet er umuligt for Gud‹ (Luk 1:37), og han er din Fader. Du er hans søn eller datter og skabt i hans billede. Dersom du er værdig, har du ret til at modtage åbenbaring som hjælp til at nå dine retfærdige mål. Du kan påtage dig Herrens hellige navn. Du kan kvalificere dig til at tale i Guds hellige navn (se L&P 1:20).«⁵

Præsident Nelsons ord minder os om det løfte, der er i nadverbønnen, et løfte vor himmelske Fader opfylder, når vi til gengæld gør det, vi lover.

Lyt til ordene: »O Gud, du evige Fader, vi beder dig i din Søns, Jesu Kristi, navn velsigne og hellige dette brød for alle de sjæle, som nyder deraf, så de må spise til erindring om din Søns legeme og vidne for dig, o Gud, du evige Fader, at de er villige til at påtage sig din Søns navn og altid erindre ham og holde hans befalinger, som han har givet dem, så de altid må have hans Ånd hos sig. Amen.«⁶

Hver gang vi siger ordet amen, når den bøn bliver bedt på vores vegne, lover vi, at vi ved at tage brødet er villige til at påtage os Jesu Kristi hellige navn, altid huske ham og holde hans befalinger. Og vi får til gengæld løftet om, at vi altid kan have hans Ånd hos os. På grund af disse løfter er Frelseren den klippe, vi kan stå sikkert på uden frygt i alle de storme, vi møder.

Når jeg har overvejet ordene i pagten og de tilhørende lovede velsignelser, har jeg undret mig over, hvad det vil sige at være villig til at påtage sig Jesu Kristi navn.

Præsident Dallin H. Oaks har forklaret: »Det er væsentligt, at vi, når vi deltager i nadveren, ikke vidner om, at vi påtager os Jesu Kristi navn. Vi vidner om, at vi er villige til at gøre det (se L&P 20:77). Det faktum, at vi kun vidner om vores villighed antyder, at noget andet må finde sted, inden vi rent faktisk påtager os det hellige navn i sin væsentligste betydning.«⁷

Udtalelsen, at vi er »villige til at påtage [os]« hans navn, fortæller os, at selvom vi først påtog os Frelserens navn, da vi blev døbt, er det at tage hans navn på sig ikke overstået med dåben. Vi må kontinuerligt arbejde på at påtage os hans navn gennem vores liv, herunder når vi fornyer vores pagt gennem nadveren og indgår pagter i Herrens hellige templer.

Så der er to spørgsmål, der bliver afgørende for os alle: »Hvad må jeg gøre for at påtage mig hans navn?« og »Hvordan kan jeg vide, at jeg gør fremskridt?«

Præsident Nelsons udtalelse rummer et godt forslag. Han sagde, at vi kunne påtage os Frelserens navn, og at vi kunne tale for ham. Når vi taler for ham, tjener vi ham. »For hvorledes kender en mand den herre, som han ikke har tjent, og som er fremmed for ham og er langt borte fra hans hjertes tanker og hensigter?«⁸

At tale for ham kræver en bøn af tro. Det kræver en inderlig bøn til vor himmelske Fader at lære, hvilke ord vi kan sige for at hjælpe Frelseren i hans værk. Vi må kvalificere os til løftet: »Hvad enten det er ved min egen røst eller ved mine tjeneres røst, det er det samme.«⁹

Men det kræver mere end at tale for ham at påtage sig hans navn. Vi må have bestemte følelser i vores hjerte, der kvalificerer os til at være hans tjenere.

Profeten Mormon beskrev de følelser, der kvalificerer os og gør os i stand til at påtage sig hans navn. Disse følelser omfatter tro, håb og næstekærlighed, som er Kristi rene kærlighed.

Mormon har forklaret:

»For jeg tror, at I på grund af jeres sagtmodighed har tro på Kristus; for hvis I ikke har tro på ham, så er I ikke skikket til at blive regnet blandt hans kirkes folk.

Og videre, mine elskede brødre, vil jeg tale til jer angående håb. Hvorledes kan I opnå tro, medmindre I har håb?

Og hvad er det, I skal håbe på? Se, jeg siger jer, at I skal have håb om ved Kristi forsoning og hans opstandelses kraft at blive oprejst til evigt liv, og dette på grund af jeres tro på ham i overensstemmelse med løftet.

Hvis et menneske derfor har tro, må han nødvendigvis have håb, for uden tro kan der ikke være noget håb.

Og videre, se, jeg siger jer, at han ikke kan have tro og håb, medmindre han er sagtmodig og ydmyg af hjertet.

Hvis ikke, er hans tro og håb forgæves; for ingen bortset fra den sagtmodige og ydmyge af hjertet er antagelig for Gud; og hvis et menneske er sagtmodigt og ydmygt af hjertet og ved Helligåndens kraft bekender, at Jesus er Kristus, må han nødvendigvis nære næstekærlighed; for hvis han ikke nærer næstekærlighed, er han intet; derfor må han nødvendigvis nære næstekærlighed.«

Da Mormon havde beskrevet næstekærlighed, fortsatte han:

»Men næstekærligheden er Kristi rene kærlighed, og den varer ved for evigt; og den, som på den yderste dag findes i besiddelse af den, med ham skal det være vel.

Derfor, mine elskede brødre, bed til Faderen med hjertets hele styrke om, at I må blive fyldt af denne kærlighed, som han har skænket alle, som er hans Søns, Jesu Kristi, sande tilhængere, så I kan blive Guds sønner, så vi, når han viser sig, vil være som han, for vi skal se ham, som han er, så vi må have dette håb, så vi må blive renset, ja, ligesom han er ren. Amen.«¹⁰

Mit vidnesbyrd er, at Frelseren lægger sit navn i jeres hjerte. For mange af jer øges jeres tro på ham. I føler et større håb og optimisme. Og I føler Kristi rene kærlighed for andre og jer selv.

Jeg ser det hos missionærer, der tjener i hele verden. Jeg ser det hos medlemmer, der taler med deres venner og familie om Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Mænd, kvinder, unge og selv børn tjener af kærlighed til Frelseren og deres næste.

Fra den første melding om katastrofer i verden planlægger medlemmer at komme til undsætning, til tider på den anden side af have, uden at blive bedt om det. Nogle gange synes de, at det er svært at vente, til de ødelagte områder kan modtage dem.

Jeg ved, at nogle af jer, der lytter i dag, kan føle, at jeres tro og håb bliver overmandet af jeres problemer. Og I kan længes efter at føle kærlighed.

Brødre og søstre, Herren har muligheder tæt på jer til at føle og dele hans kærlighed. I kan bede med tillid til Herren om at føre jer til en person, I kan elske for ham. Han besvarer bønner fra ydmyge frivillige som jer. I vil føle Guds kærlighed til jer og den person, som I tjener for ham. Når I hjælper Guds børn i deres problemer, virker jeres egne problemer mindre. Jeres tro og håb vil blive styrket.

Jeg er et øjenvidne til denne sandhed. Gennem en levealder har min hustru talt for Herren og tjent personer for ham. Som jeg har nævnt før, sagde en af vores biskopper engang til mig: »Jeg er forbløffet. Hver gang jeg hører om en person i menigheden, der har brug for hjælp, skynder jeg mig for at hjælpe. Men når jeg kommer, ser det ud som om, at din hustru allerede har været der.« Det har været sandt alle de steder, vi har boet i 56 år.

Nu kan hun kun sige nogle få ord om dagen. Hun bliver besøgt af personer, som hun har elsket for Herren. Hver aften og morgen synger jeg med hende, og vi beder. Jeg må være stemmen i vores bønner og i sangene. Sommetider kan jeg se hende mime salmens ord. Hun foretrækker børnesange. Den følelse, hun synes bedst at kunne lide, er sammenfattet i sangen »Jeg prøver at bli’ som Jesus«.¹¹

Den anden dag, efter at vi havde sunget omkvædets ord: »Elsker hverandre, som Jesus har sagt. Prøv at vær’ venlig i alt, hvad du gør,« sagde hun blidt, men tydeligt: »Prøv, prøv, prøv.« Jeg tror, at hun vil se, når hun ser Frelseren, at han er i hendes hjerte, og at hun er blevet som ham. Han bærer hende gennem hendes problemer nu, som han vil bære jer gennem jeres.

Jeg bærer mit vidnesbyrd for jer om, at Frelseren kender og elsker jer. Han kender jeres navn, ligesom I kender hans. Han kender jeres problemer. Han oplevede dem. Gennem sin forsoning har han overvundet verden. Ved at I er villige til at påtage jer hans navn, vil I lette byrderne hos utallige andre. Og med tiden vil I opdage, at I kender Frelseren bedre, og at I elsker ham mere. Hans navn vil være i jeres hjerte og have fæstnet sig i jeres hukommelse. Det er hans navn, hvorved I vil blive kaldt. Jeg vidner om dette med taknemlighed for hans kærlige venlighed mod mig, mine kære og mod jer. I Jesu Kristi navn. Amen.