Løft hovedet og fryd jer

I 1981 tog min far, to nære venner og jeg på oplevelsestur i Alaska. Vi skulle hen til en fjerntliggende sø og vandre i et smukt bjergområde. For at reducere den vægt, vi hver især skulle bære, pakkede vi vores forsyninger ind i kasser, kom skum rundt om dem, vedhæftede nogle store, farvede bånd og kastede dem ud af vinduet fra vores propelfly ved vores planlagte destination.

Da vi ankom, ledte og ledte vi, men til vores store skuffelse kunne vi ikke finde nogen af kasserne. Til sidst fandt vi en. Den indeholdt et lille gasblus, en presenning, noget slik og et par pakker krydderier til hamburgere – men ingen kød. Vi havde ingen måde at kommunikere med omverdenen på, og vores aftalte opsamling var først en uge senere.

Jeg lærte to værdifulde lektier af den oplevelse. Den ene var: Smid ikke din mad ud af vinduet. Den anden var: Sommetider støder vi på svære situationer.

Ofte er vores første reaktion på svære situationer: »Hvorfor mig?« Men at spørge hvorfor fjerner dog aldrig den vanskelige situation. Herren kræver, at vi overvinder udfordringer, og han har sagt, »at alt dette skal give [os] erfaring og skal være til gavn for [os].«¹

Sommetider beder Herren os om at gøre noget svært, og sommetider opstår vores udfordringer på grund af vores egen eller andres brug af handlefrihed. Nefi oplevede begge disse situationer. Da Lehi bad sine sønner om at vende tilbage for at få pladerne fra Laban, sagde han: »Se nu, dine brødre murrer og siger, at det er noget vanskeligt, som jeg har krævet af dem, men se, jeg har ikke krævet det af dem, men det er en befaling fra Herren.«² Ved en anden lejlighed brugte Nefis brødre deres handlefrihed til at begrænse hans: »De lagde hånd på mig, for se, de var overordentlig vrede, og de bandt mig med reb, for de forsøgte at berøve mig livet.«³

Joseph Smith stod over for noget vanskeligt i fængslet i Liberty. Uden udsigt til nogen lindring råbte Joseph i fortvivlelse: »O Gud, hvor er du?«⁴ Nogle af os har uden tvivl haft det ligesom Joseph.

Alle kommer ud for noget svært: Dødsfald blandt vores nærmeste, skilsmisse, et vildfarent barn, sygdom, en prøve på vores tro, et mistet job eller andre vanskeligheder.

Jeg blev for evigt forandret, da jeg hørte disse ord fra ældste Neal A. Maxwell fra De Tolv Apostles Kvorum under hans kamp mod leukæmi. Han sagde: »Jeg tænkte meget, og disse fjorten belærende og beroligende ord kom til mit sind: ›Jeg har givet dig leukæmi, for at du kan belære mit folk med autenticitet.‹« Han fortsatte derpå med at udtrykke, hvordan denne oplevelse havde velsignet ham med »et dyrebart perspektiv omkring evighedens storslåede eksistens … Sådanne glimt af evigheden kan hjælpe os til at klare de næste 100 meter, der kan være meget vanskelige.«⁵

Må jeg foreslå to ting, der med sådanne glimt af evigheden kan hjælpe os til at komme igennem og sejre over svære tider. For det første må vi håndtere svære situationer ved for det første at tilgive andre og for det andet ved at overgive os til vor himmelske Fader.

At tilgive dem, der har været årsag til, at vi har det svært, og forlige os »med Guds vilje«⁶ kan være meget svært. Det kan gøre allermest ondt, når det svære for os forårsages af en i familien, en nær ven eller endog os selv.

Som uerfaren biskop lærte jeg om tilgivelse, da min stavspræsident, Bruce M. Cook, fortalte følgende historie. Han forklarede:

»I slutningen af 1970’erne startede nogle kolleger og jeg en virksomhed. Selv om vi ikke gjorde noget ulovligt, resulterede nogle dårlige beslutninger kombineret med en udfordrende økonomisk tid i en konkurs.

Nogle investorer anlagde sag for at få deres tab dækket. Deres advokat viste sig at være rådgiver i min families biskopråd. Det var meget svært at opretholde den mand, der tilsyneladende var ude på at ødelægge mig. Jeg udviklede en reel fjendtlighed mod ham og betragtede ham som min fjende. Efter 5 års juridiske slagsmål tabte vi alt, hvad vi ejede, også vores hjem.

I 2002 erfarede min hustru og jeg, at det stavspræsidentskab, som jeg tjente i som rådgiver, skulle omorganiseres. Mens vi var på en kort ferie inden afløsningen, spurgte hun mig, hvem jeg ville vælge som mine rådgivere, hvis jeg blev kaldet som den nye stavspræsident. Jeg ville ikke tale om det, men hun blev ved. Til sidst dukkede et navn op i mit sind. Så nævnte hun navnet på den advokat, vi 20 år tidligere havde betragtet som hovedmanden bag vores vanskeligheder. Da hun talte, bekræftede Ånden, at han skulle være den anden rådgiver. Kunne jeg tilgive denne mand?

Da ældste David E. Sorensen kaldte mig til at tjene som stavspræsident, gav han mig en time til at vælge rådgivere. Gennem tårer gav jeg udtryk for, at Herren allerede havde givet mig en åbenbaring om det. Da jeg nævnte navnet på den mand, jeg havde betragtet som min fjende, forsvandt den vrede og det fjendskab og had, jeg havde næret. I det sekund oplevede jeg den fred, der kommer ved tilgivelse gennem Kristi forsoning.«

Med andre ord tilgav min stavspræsident ham »uforbeholdent«, ligesom Nefi i fordums tid.⁷ Jeg kendte præsident Cook og hans rådgiver som to retskafne præstedømmeledere, der elskede hinanden. Jeg besluttede mig for at være som dem.

År forinden under vores mislykkede oplevelsestur i Alaska lærte jeg hurtigt, at løsningen er ikke at skyde skylden for vores omstændigheder på andre, heller ikke piloten der kastede maden ud i det svindende lys. Men da vi oplevede fysisk udmattelse, mangel på mad, sygdom og at sove på jorden under en kraftig storm med kun en presenning til at dække os, lærte jeg, at »intet er umuligt for Gud.«⁸

Unge mennesker, Gud kræver noget svært af jer. En 14-årig ung pige spillede basketball. Hun drømte om at spille basketball på sin high school ligesom sin storesøster. Senere fandt hun ud af, at hendes forældre var blevet kaldet til at præsidere over en mission i Guatemala.

Ved ankomsten opdagede hun, at et par af hendes klasser skulle foregå på spansk, et sprog hun ikke talte. Der fandtes ikke ét eneste pigesportshold på hendes skole. Hun boede på 14. etage i en bygning med et højt sikkerhedsniveau. Som om det ikke var nok, kunne hun ikke gå alene ud af sikkerhedsmæssige årsager.

Hendes forældre hørte hende græde sig i søvn hver nat i flere måneder. Det knuste deres hjerte! Til sidst besluttede de sig for at sende hende hjem til sin bedstemor, så hun kunne gå på high school.

Da min hustru trådte ind i vores datters værelse for at fortælle hende om vores beslutning, så hun vores datter knæle i bøn med en åben Mormons Bog på sengen. Ånden hviskede til min hustru: »Hun skal nok klare den«, og min hustru forlod stille værelset.

Vi hørte hende aldrig græde sig i søvn igen. Med beslutsomhed og Herrens hjælp kæmpede hun sig tappert igennem de tre år.

Ved slutningen af vores mission spurgte jeg min datter, om hun skulle på en fuldtidsmission. Hendes svar lød: »Nej, far, det har jeg allerede været.«

Det havde jeg det helt fint med! Men omkring et halvt år senere vækkede Ånden mig om natten med denne tanke: »Jeg har kaldet din datter til at tage på fuldtidsmission.«

Min reaktion var: »Himmelske Fader, hun har givet så meget.« Jeg blev hurtigt irettesat af Ånden og forstod, at det var Herrens krav, at hun tog på mission.

Jeg tog kort tid efter min datter med ud til frokost. Da jeg sad over for hende, sagde jeg: »Ganzie, ved du, hvorfor vi er her?«

Hun svarede: »Ja, far. Du ved, at jeg skal på mission. Jeg har ikke lyst til at tage af sted, men det gør jeg.«

Fordi hun satte vor himmelske Faders vilje først, tjente hun ham af hele sit hjerte, kraft, sind og styrke. Hun har lært sin far, hvordan man gør noget svært.

I sit verdensomspændende foredrag for de unge anmodede præsident Russell M. Nelson dem om at gøre noget svært. Præsident Nelson sagde: »Min femte invitation er, at I skiller jer ud; er anderledes end verden … Herren [har] brug for, at I ligner, lyder som, handler som og klæder jer som sande Jesu Kristi disciple.«⁹ Det kan være svært, og dog ved I, at I kan gøre det – med glæde.

Husk, at »menneskene er til for at kunne nyde glæde.«¹⁰ På trods af alt det, Lehi oplevede, fandt han stadig glæde. Kan I huske, da Alma var »tynget af sorg«¹¹ på grund af folket i Ammoniha? En engel fortalte ham: »Velsignet er du, Alma; løft derfor dit hoved og fryd dig … for du har været trofast i at holde Guds befalinger.«¹² Alma lærte en stor sandhed: Vi kan altid fryde os, når vi holder befalingerne. Husk, at der under de krige og udfordringer, som fandtes på hærføreren Moronis tid, »aldrig [havde] været en lykkeligere tid blandt Nefis folk«.¹³ Vi kan og bør finde glæde, når vi oplever noget svært.

Frelseren oplevede noget svært: »Verden [vil] regne ham for noget, der er uden værdi; derfor pisker de ham, og han tåler det; og de slår ham, og han tåler det. Ja, de spytter på ham, og han tåler det på grund af sin kærlige godhed og sin langmodighed med menneskenes børn.«¹⁴

Takket være denne kærlige godhed tålte Jesus Kristus forsoningen. Som følge heraf sagde han til hver eneste af os: »I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden.«¹⁵ Takket være Kristus kan vi også overvinde verden.

Når vi går til noget svært på Herrens måde, må vi da løfte vores hoved og fryde os. Med denne hellige mulighed for at vidne for verden erklærer jeg, at vor Frelser lever og leder sin kirke. I Jesu Kristi navn. Amen.