Han går foran os

Mine kære søskende, jeg er taknemmelig for at være sammen med jer ved denne generalkonference i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. I sin opfordring til at grunde over, hvordan Herrens genoprettelse af sin kirke i denne sidste uddeling har velsignet os og dem, vi holder af, har præsident Russell M. Nelson lovet, at vores oplevelse ville blive ikke blot mindeværdig, men uforglemmelig.

Min oplevelse har været mindeværdig, og det er jeg sikker på, jeres også har været. Hvorvidt den vil være uforglemmelig, afhænger af os hver især. Den betyder noget for mig, fordi oplevelsen med at forberede mig til denne konference har forandret mig på en måde, jeg ønsker skal vare ved. Lad mig forklare.

Min forberedelse førte mig til optegnelsen om en begivenhed i genoprettelsen. Jeg har læst om den begivenhed mange gange, men den har for mig altid været en rapport om et vigtigt møde, der involverede Joseph Smith, genoprettelsens profet. Men denne gang så jeg i beretningen, hvordan Herren leder os, sine disciple, i sin kirke. Jeg så, hvad det betyder for os dødelige at blive ledt af verdens Frelser, Skaberen, der kender til alt, fortid, nutid og fremtid. Han underviser os trin for trin og vejleder os, altid uden tvang.

Det møde, jeg beskriver, var et afgørende øjeblik i genoprettelsen. Det var et møde på en sabbatsdag afholdt den 3. april 1836 i templet i Kirtland i Ohio, syv dage efter det blev indviet. Joseph Smith beskrev dette storslåede øjeblik i verdenshistorien meget enkelt. Meget af hans beretning står i Lære og Pagter afsnit 110:

»Om eftermiddagen hjalp jeg de andre præsidenter med at omdele Herrens nadver til kirken, efter at vi havde modtaget den fra de tolv, hvis privilegium det var at gøre tjeneste ved det hellige bord den dag. Efter at jeg således havde betjent mine brødre, trak jeg mig tilbage til talerstolen, hvor forhænget var sænket, og bøjede mig sammen med Oliver Cowdery i højtidelig og stille bøn. Da vi rejste os fra bønnen, blev følgende syn åbnet for os begge.«¹

»Sløret blev borttaget fra vort sind, og vor forstands øjne blev åbnet.

Vi så Herren stå foran os på talerstolens brystværn, og under hans fødder var der et flisegulv af rent guld af farve som rav.

Hans øjne var som en ildslue, håret på hans hoved var hvidt som ren sne, hans ansigt strålede klarere end solen, og hans røst var som lyden af bruset fra vældige vande, ja, Jahves røst, som lød:

Jeg er den første og den sidste; jeg er den, som lever, jeg er den, som blev slået ihjel; jeg er jeres talsmand over for Faderen.

Se, jeres synder er jer tilgivet; I er rene i mine øjne; løft derfor hovedet og fryd jer.

Lad jeres brødres hjerte fryde sig, og lad hele mit folks hjerte fryde sig, de, som med al deres kraft har bygget dette hus til mit navn.

For se, jeg har antaget dette hus, og mit navn skal være her; og jeg skal i barmhjertighed give mig til kende for mit folk i dette hus.

Ja, jeg vil vise mig for mine tjenere og tale til dem med min egen røst, hvis mit folk vil holde mine befalinger og ikke besmitter dette hellige hus.

Ja, tusinder og titusinders hjerte skal fryde sig meget som følge af de velsignelser, som skal blive udøst, og den begavelse, hvormed mine tjenere er blevet begavet i dette hus.

Og dette hus’ ry skal sprede sig til fremmede lande; og dette er begyndelsen til den velsignelse, som skal blive udøst over hovedet på mit folk. Således er det. Amen.

Efter at dette syn blev lukket, blev himlene igen åbnet for os, og Moses viste sig for os og overdrog os nøglerne til at kunne indsamle Israel fra jordens fire dele og til at kunne føre de ti stammer fra nordenlandet.

Efter dette viste Elias sig og overdrog Abrahams evangeliums uddeling, idet han sagde, at i os og vore efterkommere skulle alle slægter efter os blive velsignet.

Efter at dette syn var blevet lukket, brød endnu et stort og herligt syn frem for os, for profeten Elias, som blev taget op til himlen uden at smage døden, stod foran os og sagde:

Se, den tid er til fulde kommet, om hvilken der blev talt ved Malakias’ mund, da han vidnede om, at han [profeten Elias] skulle blive sendt, før Herrens store og frygtelige dag kommer,

for at vende fædrenes hjerte til børnene og børnene til fædrene, for at hele jorden ikke skulle blive slået med en forbandelse –

derfor bliver nøglerne til denne uddeling overdraget i jeres hænder; og heraf kan I vide, at Herrens store og frygtelige dag er nær, ja, står for døren.«²

Jeg har læst denne beretning mange gange. Helligånden havde bekræftet for mig, at beretningen er sand. Men da jeg studerede og forberedte mig til denne konference, kunne jeg tydeligere se Herrens magt til i detaljer at lede sine disciple i sit værk.

Syv år før Moses overdrog nøglerne til Israels indsamling til Joseph i templet i Kirtland, »erfarede han af Mormons Bogs titelblad, at dens formål var at ›vise resten af Israels hus … at de måtte kende Herrens pagter, at de ikke er forstødt for evigt‹. I 1831 fortalte Herren Joseph, at Israels indsamling ville begynde i Kirtland, ›og derfra [Kirtland] skal hver den, som jeg vil, drage ud blandt alle folkeslag … for Israel skal blive frelst, og jeg vil lede dem.‹«³

Skønt missionering var nødvendig for at indsamle Israel, inspirerede Herren sine ledere til at undervise De Tolv, der blev nogle af vores første missionærer: »Husk, at I ikke skal tage til andre lande, førend I har fået jeres begavelse.«⁴

Det lader til, at templet i Kirtland var betydningsfuld for Herrens trin for trin-plan af mindst to årsager: For det første ventede Moses, indtil templet stod færdigt, med at gengive nøglerne til Israels indsamling. Og for det andet forklarede præsident Joseph Fielding Smith, at »Herren [befalede] de hellige, at de skulle bygge et tempel [templet i Kirtland], hvori han kunne åbenbare myndighedens nøgler, og hvor apostlene kunne modtage deres tempelbegavelser og blive beredt til at beskære hans vingård for sidste gang.«⁵ Skønt tempelbegavelsen, som vi kender den i dag, ikke blev forrettet i templet i Kirtland, begyndte forberedende tempelordinancer som opfyldelse af profetierne at blive introduceret der foruden en udgydelse af åndelige tilkendegivelser, som udrustede dem, der blev kaldt på mission, med den lovede begavelse med »kraft fra det høje«,⁶ der førte til en stor indsamling ved missionering.

Efter nøglerne til Israels indsamling blev overdraget til Joseph, inspirerede Herren profeten til at sende medlemmer af De Tolv af sted på mission. Mens jeg studerede, blev det klart for mig, at Herren i detaljer havde forberedt vejen for De Tolv til at tage på mission i udlandet, hvor folk var blevet forberedt til at tro på dem og sørge for deres underhold. Med tiden ville tusinder gennem dem blive bragt til Herrens genoprettede kirke.

Ifølge vores optegnelser vurderes det, at mellem 7.500 og 8.000 blev døbt i løbet af De Tolvs to missioner på De Britiske Øer. Dette lagde fundamentet for missionering i Europa. Ved slutningen af 1800-tallet var omkring 90.000 emigreret til Amerika, hvoraf de fleste kom fra De Britiske Øer og Skandinavien.⁷ Herren havde inspireret Joseph og disse trofaste missionærer, som gik i gang med arbejdet for at få en høst, der på det tidspunkt må have syntes uden for deres formåen. Men Herren gjorde det muligt med sin fuldkomne forudviden og forberedelse.

I husker det tilsyneladende enkle og næsten poetiske sprog i afsnit 110 i Lære og Pagter:

»Se, den tid er til fulde kommet, om hvilken der blev talt ved Malakias’ mund, da han vidnede om, at han [profeten Elias] skulle blive sendt, før Herrens store og frygtelige dag kommer,

for at vende fædrenes hjerte til børnene og børnene til fædrene, for at hele jorden ikke skulle blive slået med en forbandelse –

derfor bliver nøglerne til denne uddeling overdraget i jeres hænder; og heraf kan I vide, at Herrens store og frygtelige dag er nær, ja, står for døren.«⁸

Jeg bærer vidnesbyrd om, at Herren så langt ud i fremtiden, og hvordan han ville lede os til at hjælpe sig med at udføre sine formål i de sidste dage.

Da jeg tjente i Det Præsiderende Biskopråd for mange år siden, var jeg ansvarlig for at tilse den design- og udviklingsgruppe, der udarbejdede det, vi kaldte FamilySearch. Jeg er omhyggelig med at sige, at jeg »tilså« dets udarbejdelse frem for at sige, at jeg »ledte« det. Mange dygtige mennesker forlod deres job og kom for at opbygge det, Herren ønskede.

Det Første Præsidentskab havde sat et mål om at reducere dobbeltudførelsen af ordinancer. Deres største bekymring var, at vi ikke kunne vide, hvorvidt en persons ordinancer allerede var blevet udført. I årevis, eller hvad der forekom som flere år, spurgte Det Første Præsidentskab mig: »Hvornår har du det klar?«

Med bøn, flid og mange personlige ofre fra personer med store evner blev opgaven fuldført. Det skete trin for trin. Den første opgave var at gøre FamilySearch brugervenlig for dem, der ikke var trygge ved at bruge en computer. Der kom flere ændringer, og jeg ved, at de fortsat vil komme, for hver gang vi skrider frem med at løse et inspireret problem, åbner vi døren for yderligere åbenbaring for fremskridt, der er mindst lige så vigtige, men endnu ikke set. Selv i dag udvikler FamilySearch sig til det, Herren har brug for til en del af genoprettelsen, og det er ikke kun for at undgå dobbeltudførelse af ordinancer.

Herren lader os foretage forbedringer for at hjælpe folk med at få kendskab og endda kærlighed til deres forfædre og til at udføre deres tempelordinancer. Som Herren med sikkerhed vidste ville ske, bliver de unge dem, der oplærer deres forældre og medlemmer i menigheden i computere. Alle har fundet stor glæde ved denne tjeneste.

Profeten Elias’ ånd ændrer hjertet hos unge og gamle, børn og forældre, børnebørn og bedsteforældre. Templer vil snart igen med glæde åbne muligheder for dåb og andre hellige ordinancer. Ønsket om at tjene vores forfædre og forbinde forældre og børn vokser.

Herren så det komme alt sammen. Han planlagde det, trin for trin, som han har gjort det med andre forandringer i sin kirke. Han har oprejst og forberedt trofaste mennesker, der vælger at gøre vanskelige ting godt. Han har altid med kærlig tålmodighed hjulpet os til at lære »linje på linje, forskrift på forskrift, lidt her og lidt der«.⁹ Han er urokkelig i tidsplanen og rækkefølgen for sine hensigter, dog sikrer han, at ofre ofte er eller bringer velsignelser, vi ikke forudså.

Jeg afslutter ved at udtrykke min taknemmelighed over for Herren, han der inspirerede præsident Nelson til at opfordre mig til at yde et offer for at forberede mig til denne konference. Hver time og hver bøn har under min forberedelse bragt mig en velsignelse.

Jeg opfordrer alle, der hører dette budskab eller læser disse ord, til at have tro på, at Herren leder gengivelsen af sit evangelium og genoprettelsen af sin kirke. Han går foran os. Han kender fremtiden til fuldkommenhed. Han inviterer jer til arbejdet. Han er forenet med jer i det. Han har en plan med jeres tjeneste. Og selv når I yder ofre, vil I føle glæde, når I hjælper andre til at rejse sig til at blive klar til hans komme.

Jeg vidner for jer om, at Gud Faderen lever. Jesus er Kristus. Dette er hans kirke. Han kender og elsker jer. Han vejleder jer. Han forbereder vejen for jer. I Jesu Kristi hellige navn. Amen.