Fordi han lever

Watoy gjorde ophold under det farverige filippinske flag uden for sin skole, inden han gik ind.

»Godmorgen, klasse,« sagde hans lærer. »Det er tid til morgenbøn.«

Watoys venner gjorde korsets tegn ved at røre deres pande, bryst og skuldrer. Så citerede de bønnen, som de altid bad ved klassens begyndelse. Som sædvanligt fulgte Watoy dem ikke. I stedet lukkede han sine øjne, bøjede sit hoved og bad sin egen stille bøn. Han bad om forskellige ting fra gang til gang på den måde, som han havde lært at bede på derhjemme og i Primary.

Da han var færdig og så op, så han, at hans lærer så på ham med et forvirret udtryk.

»Må jeg tale med dig efter skole?« spurgte hun.

Watoy sank en klump og nikkede. Var han nu kommet i problemer?

Da skolen var færdig den dag, kom Watoys lærer hen til ham.

»Jeg har set, at du aldrig gør korsets tegn eller udtaler morgenbønnen,« sagde hun. »Kunne du være så sød at fortælle mig hvorfor?«

Watoy sukkede lettet. Hans lærer var ikke vred, kun nysgerrig! Han overvejede sit svar.

»Altså,« begyndte han, »i min kirke taler vi med vor himmelske Fader om mange forskellige ting, når vi beder. Og korset minder os om hans død. Men Jesus er ikke død. Han lever!«

Hans lærer tænkte over dette et øjeblik og nikkede så langsomt.

»Tak fordi du fortalte mig det,« sagde hun.

Da Watoy gik hen til sin fodboldtræning, havde han en varm og dejlig følelse indvendig. Han kunne godt lide at lære andre om Jesus Kristus.