2013
Nyd øjeblikket
Marts 2013


Beretninger fra konferencen

Nyd øjeblikket.

Præsident Dieter F. Uchtdorf, andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, »Fortrydelse og beslutninger«, Liahona, nov. 2012, s. 23-24.

Billede
Præsident Dieter F. Uchtdorf

Min hustru, Harriet, og jeg holder meget af at cykle. Det er vidunderligt at komme ud og nyde naturens skønhed. Vi har nogle bestemte ruter, vi cykler, og vi lægger ikke særligt meget mærke til, hvor langt eller hvor hurtigt vi cykler i forhold til andre cyklister.

Af og til synes jeg dog, at vi godt kunne være lidt mere konkurrerende. Jeg tror, at vi kunne opnå en bedre tid eller cykle hurtigere, hvis vi bare pressede os selv lidt mere. Nogle gange begår jeg endda den fejltagelse at nævne denne idé for min vidunderlige hustru.

Hendes typiske reaktion over for mit forslag er altid meget venlig, klar og direkte. Hun smiler og siger: »Dieter, det er ikke et væddeløb; det er en cykeltur. Nyd øjeblikket.«

Hvor har hun ret!

I livet bliver vi sommetider så fokuseret på målstregen, at vi går glip af glæden ved turen. Jeg cykler ikke med min hustru, fordi jeg er spændt på at afslutte turen. Jeg cykler, fordi det er en dejlig og hyggelig oplevelse at være sammen med hende.

Virker det ikke fjollet at ødelægge dejlige og hyggelige oplevelser, fordi vi konstant ser hen til det øjeblik, hvor de slutter?

Lytter vi til smuk musik og venter på, at den sidste tone skal fortone sig, før vi tillader os selv at nyde den fuldt ud? Nej. Vi lytter og forholder os til variationerne i melodien, rytmen og harmonien gennem hele stykket.

Beder vi kun vore bønner med »amen« eller slutningen in mente? Selvfølgelig ikke. Vi beder for at være tæt på vor himmelske Fader og modtage hans Ånd og føle hans kærlighed.

Vi bør ikke vente med at være lykkelige, til vi når et bestemt punkt i fremtiden for kun at opdage, at lykken var tilgængelig – hele tiden! Livet skal ikke nydes ved blot at se tilbage. »Denne dag har Herren skabt,« skrev salmisten, »lad os juble og glæde os på den« (Sl 118:24).