I er frie

Min tante, Adena Nell Gourley, fortalte om en oplevelse hun havde for mange år siden med sin far – min bedstefar, Helge V. Swenson, som nu er død, der illustrerer, hvad jeg mener. Hun fortalte:

»Min datter og jeg var på besøg hjemme hos mine forældre. Da det nærmede sig solnedgang, spurgte min mor os, om vi havde lyst til at gå med ud på verandaen og se far kalde sine fem får ind til ly for natten. Far … er stavspatriark og … er personificeringen af alt godt og mildt og sandt i en Guds mand.

… Far gik hen til marken og kaldte: ›Kom så‹. Straks og uden at græsse videre, vendte alle fem hoveder sig i retning af ham og de satte i løb, indtil de nåede op til ham og tog imod hans klap på hovedet.

Min lille datter sagde: ›Åh, bedstemor, hvordan fik bedstefar dem til at gøre det?‹

Min mor svarede: ›Fårene kender hans stemme, og de elsker ham.‹ Nu må jeg fortælle, at der var fem får på marken, og fem hoveder så op, da han kaldte. Men kun fire løb hen til far. Længst væk, i udkanten af marken, stod et stort får og så direkte på far. Far kaldte på hende: ›Kom så.‹ Hun bevægede sig for at gå, men kom ikke. Så gik far ud på marken og kaldte på hende: ›Kom så. Du er ikke bundet fast.‹ De fire andre får fulgte ham i hælene.

Så forklarede mor os, at for et par uger siden havde en af deres bekendte medbragt fåret og givet det til far, fordi han ikke selv ville have fåret i sin fold. Manden fortalte, at det var vildt og egensindigt og ledte hans andre får gennem hegnet og var skyld i så meget besvær, at han gerne ville af med det. Far tog glad imod fåret, og de følgende dage bandt han det fast ude på marken, så det ikke kunne løbe væk. Så lærte han det tålmodigt at elske ham og de andre får. Da fåret så følte sig mere tryg ved sit nye hjem, lod far en kort snor sidde om dets hals, men bandt det ikke fast.

Mens mor forklarede dette til os, var far og de andre får næsten nået ud til omstrejferen ved udkanten af marken, og i stilheden kunne vi igen høre ham kalde: ›Kom så. Du er ikke længere bundet fast. Du er fri.‹

Jeg mærkede tårerne presse sig på, da jeg så fåret give et lille spring og nåede hen til min far. Med en kærlig hånd på hendes hoved, vendte min far og alle dyrene i hans flok sig om og gik tilbage mod os igen.

Jeg tænkte på, hvordan nogle af os, som alle er Guds får, er bundet og fanget på grund af vores synder i denne verden. Mens jeg stod der på verandaen, takkede jeg stille min himmelske Fader for sande hyrder og lærere, som er tålmodige, venlige og villigt underviser os i kærlighed og lydighed og tilbyder os tryghed og frihed inden for folden, så selv om vi måtte være langt fra læhegnet, genkender vi Mesterens stemme, når han kalder: ›Kom så. Nu er I frie.‹«²

Det er spændende at indse, at vi kan få større frihed ved at være fuldkommen lydige. Som sagt af præsident Boyd K. Packer, præsident for De Tolv Apostles Kvorum: »Vi er ikke lydige, fordi vi er blinde, vi er lydige, fordi vi kan se.«³

Vores valg i dette liv går ikke på, om vi vil underkaste os nogen magt eller ej. Vores valg går på, hvilken autoritet vi ønsker at adlyde. Gud eller Satan. Som Lehi fastslog, så er det et valg mellem frihed og fangenskab (se 2 Ne 2:27). Hvis det ikke er det ene, så må det nødvendigvis være det andet.

At overgive sig til Gud og hans ret til at lede og regere over os, bringer os andre velsignelser. Blandt de vigtigste er troen og tilliden, der tillader os at leve med fred. Herren sagde til Josva:

»Ingen vil kunne holde stand imod dig, så længe du lever. Ligesom jeg var med Moses, vil jeg være med dig; jeg lader dig ikke i stikken og svigter dig ikke …

Ja, vær modig og stærk! Følg omhyggeligt loven, som min tjener Moses har pålagt dig; vig ikke fra den til højre eller til venstre, så vil du have lykken med dig overalt, hvor du går.« (Jos 1:5, 7).

Hvis vi på samme måde »omhyggeligt følger loven«, kan vi også have tillid til, at Gud er med os, som han var med Moses. Som salmisten vil vi kunne sige: »Jeg stoler på Gud og frygter ikke. Hvad kan mennesker gøre mig?« (Sl 56:12). Har Herren ikke lovet: »I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden« (Joh 16:33)?

For år tilbage ledte jeg et disciplinærråd i kirken. Manden, hvis synder var årsagen til rådet, sad foran os og fortalte noget af sin historie. Hans synder var sandelig alvorlige, men han havde også været offer for forfærdelig synd. Mens vi drøftede sagen, var min sjæl urolig, og jeg undskyldte mig for at kunne tænke og bede alene en stund, før jeg sluttede mig til rådet igen.

Jeg stod foran en stol på mit kontor og tryglede Herren om at hjælpe mig med at forstå, hvordan et sådant onde kunne være blevet begået. Jeg så ikke, men fornemmede snarere et, dybt hul med et dække over det. Et hjørne af dækket blev løftet en smule i et kort øjeblik, og nede i hullet så jeg dybden og rækkevidden på den ondskab, der findes i denne verden. Den var større, end jeg kunne fatte. Jeg var overvældet. Jeg faldt sammen i stolen bag mig. Oplevelsen tog pusten fra mig. Jeg græd stille: »Hvordan kan vi nogensinde overvinde en sådan ondskab? Hvordan kan vi overleve noget så mørkt og overvældende?«

I det øjeblik dukkede denne sætning op i mit sind: »… vær frimodige, jeg har overvundet verden« (Joh 16:33). Sjældent har jeg følt en sådan fred sammenstillet med ondskabens virkelighed. Jeg følte en større påskønnelse for Frelserens intense lidelse og fik en bedre, omend skræmmende, påskønnelse for dybden af det, som han skulle overvinde. Jeg følte en fred for den mand, som sad foran os i disciplinærrådet, forvisset om at han havde en Forløser, hvis nåde var tilstrækkelig til at rense ham og også udbedre den uretfærdighed, han selv havde lidt. Jeg vidste igen, at godhed vil sejre takket være Jesus Kristus, hvorimod vi ikke ville have en chance uden ham. Jeg følte fred, og den var meget sød.

Profeten Joseph Smith forstod dette, da han sagde: »Lad os derfor … med glæde gøre alt, hvad der står i vor magt, og måtte vi da med største vished være stille for at se Guds frelse, og så hans arm kan blive åbenbaret« (L&P 123:17). Løftet til de mennesker, der underordner sig Gud, er, at hans arm, hans kraft vil vise sig i deres liv. Frelseren har sagt:

»Frygt ikke, små børn, for I er mine; og jeg har overvundet verden, og I er af dem, som min Fader har givet mig;

og ingen af dem, som min Fader har givet mig, skal fortabes« (L&P 50:41-42 ).

At leve med denne forsikring er en velsignelse, der måske er større end vi forstår. Vi vil alle – før eller senere, i et øjeblik med faretruende katastrofe eller stor forvirring, hvor vi har valgt Gud som vores vejleder – blive i stand til med fuld overbevisning at synge »Sweet is the peace the gospel brings« (sød er den fred, evangeliet bringer).⁴

Vi bør ikke forvente fred, frihed, tro eller en anden lignende gave fra vores guddommelige overhoved, hvis vores accept af hans lederskab er lunken eller modvillig. Hvis det er et ritual snarere end sand retfærdighed, bør vi ikke forvente en belønning. En uengageret, reserveret troskab er for ham slet ikke troskab. Vores lydighed må være fuldstændig, helhjertet og uforbeholden. Gud kræver en opofrelse som den, Jesus udviste. Han blev bedt om at drikke et bæger, der var så bittert, at det forbavsede selv ham, den store Skaber (se Mark 14:33-36; L&P 19:17-18). Dog gjorde han det: »… Sønnens vilje bliver opslugt i Faderens vilje« (Mosi 15:7).

Jeg efterlader jer med mit vidnesbyrd om, at gennem Jesus Kristus, Guds Søn, kan vi blive ét med Gud, præcis som Jesus bad til, at vi måtte blive (se Joh 17:20-23). Må jeres troskab mod dem være den lysende rettesnor i jeres liv i evig tid.