Megans lam

»Dyrene skal gøre sig fortjente til at blive passet.« Fars ord genlød i Megans tanker. Hundene vogtede fårene og hønsene lagde æg. Fårene producerede uld, som kunne sælges. Megan hjalp med at klippe dem hvert forår, og deres tykke uld lignede altid sne, der smeltede på den grønne mark.

Men det var anderledes med Megans lam. De var små puslinger, der blev født sidste år, og de var for små til at producere nok uld til, at de kunne betale for at blive passet. Far ville gerne have taget dem med til slagteren, men de to små, skrøbelige lam havde erobret Megans hjerte. Hun tryglede om at måtte beholde dem, og til sidst havde far givet lov. »Men,« advarede han, »du skal selv passe dem.«

Til at begynde med var alt gået fint. Megan havde brugt sine fødselsdagspenge til at købe hø, da de små lam begyndte at spise. Men nu var fødselsdagspengene brugt, og far sagde, at det var for dyrt at lade lammene græsse på marken, som han lejede uden for byen. Desuden vidste Megan, at hun ikke ville se meget til dem, hvis de gik ude på marken. Hun sukkede, mens hun så lammene spise det sidste hø. Det ville være væk i morgen, og hun måtte finde en måde, hvorpå hun kunne skaffe lammene mad.

Megan klappede det hvide uld på lammenes hoved, mens hun lænede sig op ad båsen. Længere nede ad gaden kunne hun se hr. Flowers, der passede sine roser. Et par huse længere nede tøffede fru Wilmot langsomt ud for at hente sin post. Fru Wilmot var enke, der boede alene. Sommetider rev Megans bror blade sammen for fru Wilmot, men han brokkede sig altid, fordi fru Wilmot ikke havde råd til at betale ham.

Megan lagde mærke til, hvor højt fru Wilmots græs var blevet. »Jeg kan tilbyde at slå græs for hende,« besluttede Megan. »Men ikke lige nu, jeg må finde en måde at fodre mine lam.«

Pludselig fik Megan en idé. Fru Wilmot havde græs og Megan havde får, der skulle græsse – den perfekte kombination! Megan klappede hurtigt sine lam på hovedet og løb over til fru Wilmots hus. Da fru Wilmot åbnede døren, strålede hun glad over at have fået besøg. Ordene væltede ud af Megans mund, mens hun forklarede sin idé.

»Fru Wilmot, jeg tror det her kunne blive godt for os begge!« sluttede Megan. Hun holdt vejret, mens hun ventede på svar.

»Det tror jeg også!« sagde fru Wilmot. »Jeg trænger til selskab, og min plæne kunne trænge til hjælp. Kom over med lammene i morgen tidlig.« Megan og fru Wilmot smilede til hinanden, og Megan storsmilede hele vejen hjem.

Den følgende dag var begyndelsen på et langt og vidunderligt venskab. Megan tog hver morgen før skole sine får over til fru Wilmots hus, og om eftermiddagen kom hun på et lille besøg, før hun tog lammene hjem igen. Fru Wilmot plæne forblev trimmet i den perfekte længde, og Megans får havde tjent til deres pasning.