Min bror havde tiltro til mig

Billede

boy with a microphone

Illustration: Guy Francis

Jeg var 15 år, da jeg lærte en sandhed om mine talenter – eller rettere, min mangel på samme – på et bestemt område: Jeg kunne ikke synge.

Jeg gik til prøve på et stykke i byen, og min a cappella solo lød så dårlig, at pianisten halvvejs inde i sangen akkompagnerede mig af medlidenhed. Efter den oplevelse, svor jeg, at ingen skulle nogensinde høre mig synge igen. Det var på tide at komme videre og finde en anden hobby, for én pinlig oplevelse er rigelig.

Min storebror Dan, som var en rigtig god sanger, havde andre planer. Et par måneder efter min prøve, spurgte han mig, hvorfor jeg på det sidste var så bange for at synge.

»Jeg er rigtig dårlig til det,« fortalte jeg ham. »Jeg kan ikke synge.« Dan troede ikke på mig. Trods min protest, opfordrede han mig om at synge noget på stedet. Jeg var nervøs.

Jeg kan ikke huske, hvad jeg sang, men det var kort, knap hørligt og tjente som bevis på, at jeg tydeligvis ikke havde et sangtalent. Det følgende, som Dan sagde, vil jeg huske resten af mit liv. »Sådan,« sagde han til mig, »jeg vidste, at du havde en god stemme. Du skal bare øve dig.«

I L&P 38:25 lærer vi: »Lad enhver agte sin broder som sig selv.« Hvis Dan havde gjort grin med mig og min sangevne, som mange ældre søskende kunne have gjort, havde han sikret, at jeg aldrig sang, måske resten af mit liv. I stedet opløftede Dan mig. Han opmuntrede mig.

Til sidst fulgte jeg hans råd og øvede mig. Til min store overraskelse blev jeg gradvist bedre. Det blev en stor glæde for mig at synge. Jeg sang i mange kor i løbet af gymnasietiden og på universitetet og derefter. At synge er fortsat en af mine største glæder.

Frelseren belærte os: »Se, tænder man et lys og sætter det under en skæppe? Nej, men på en lysestage, så det giver lys til alle, der er i huset« (3 Ne 12:15). Jeg har kunnet lade det lys skinne og nydt og delt musik i mange år nu, men jeg kunne aldrig have gjort det uden opmuntringen fra min bror Dan.