Opdrag børn til at være ukuelige

Den oprindelige definition af ordet ukuelighed indebar, at man ikke lader sig kue eller lader sig slå ud. I dag bruger vi almindeligvis ordet til at beskrive vores evne til at komme os oven på modgang.

Vi ved to ting om modgang og ukuelighed: For det første, at der må være »en modsætning i alt« (2 Ne 2:11). For det andet, at opnåelse af noget af stor værdi ofte kræver store ofre.

Efterhånden som børn bliver ukuelige, forstår og accepterer de disse to fakta. De ser livet som udfordrende og under konstant forandring, men de tror på, at de kan klare disse udfordringer og forandringer. De ser fejltagelser og svagheder som muligheder for at lære, og de accepterer, at det at tabe kan gå forud for at vinde.

Efterhånden som børn udvikler ukuelighed, får de tro på, at de kan påvirke og endda kontrollere resultater i deres liv gennem anstrengelse, fantasi, viden og færdigheder. Med denne indstilling, fokuserer de på, hvad de kan gøre frem for det, der ligger uden for deres kontrol.

Et andet kendetegn ved ukuelighed er, at se en større mening og mening med livet og mennesker. En følelse af en højere mening vil hjælpe vore børn til at undgå at give op trods tilbageslag og pres. Hvis vore børn bliver mere ukuelige, vil de udvikle stærke værdier, der vil vejlede dem: Næstekærlighed, dyd, retskaffenhed, ærlighed, arbejdsmoral og tro på Gud. De vil involvere sig i det, der sker omkring dem og forpligte sig over for værdier frem for at føle sig fremmedgjorte og undlade at kæmpe.

Evangeliet lærer os og styrker disse værdier og opfattelser.

En ting, der hindrer udvikling af ukuelighed, er en fejlopfattelse af befalingen om at være fuldkommen (se Matt 5:48). Denne fejlopfattelse er den mest almindelige faktor, jeg har set, som underminerer ukueligheden hos nye missionærer. De vil gerne være fuldkomne i alt, fordi de elsker vor himmelske Fader og Jesus Kristus og ønsker ikke at skuffe dem. Men de forstår ikke, at Herren arbejder gennem svage, ringe tjenere (se L&P 1:19-23) og at efterstræbelse af fuldkommenhed, ikke indebærer, at vi aldrig begår fejl, men snarere, at vi netop udvikler os fuldt ud eller bliver fuldkomne gennem Kristi forsoning, når vi stræber efter at følge ham (se Matt 5:48).

Denne fejlopfattelse kan også stamme fra det, som samfundet lærer vore unge: At deres værd afhænger af talent og præstation. I skolen og i samfundet, sommetider i kirken eller hjemme, ser unge deres jævnaldrende blive accepteret, beundret, få anerkendelse og ros for at være talentfulde med et eller andet. Så de forsøger derfor at leve op til det. Efterhånden som de gør det, begynder de at frygte for fiasko og fejltagelser. De vælger det, de gør, ud fra, hvor succesrige, de tror, at de vil blive. De udsætter ting, når de ikke føler sig selvsikre. De bekymrer sig om, hvad andre vil tænke, hvis de begår fejl. De frygter tab af anerkendelse. De ser deres præstation som målestok for deres værd. Deres perfektionisme bliver en streng herre, og det slider på deres ukuelighed.

Fordi missionærerne for eksempel på MTC ikke kan vælge, hvad de skal gøre eller ikke skal gøre som en del af deres oplæring, begår de fejl, alt imens de lærer et nyt sprog, underviser i evangeliske begreber og udfører andre missionæropgaver. De begår fejl foran fremmede, og hvis de ikke har opnået en følelse af ukuelighed, bliver de fortvivlede og overvældede.

Hvordan hjælper vi så vore børn til at udvikle ukuelighed? Vor Fader i himlen er forbilledet. Han behandler os med stor kærlighed og respekt, selv når vi begår fejl. Han minder os om vores potentiale (se Moses 1:39) og om vores store værdi (se L&P 18:10), hvilket er baseret på vores identitet som hans søn eller datter. Han giver os love, så vi ved, hvad han forventer (se L&P 107:84), han tillader os at træffe valg (se 2 Ne 2:15-16) og respekterer vore valg (se L&P 130:20). Han giver os mulighed for at lære og vejledning til at rette fejl (se L&P 1:25-26) og omvendelse og kompensation for at rette op på synd (se L&P 1:27-28).

Her er nogle forslag til, hvordan vi kan anvende disse principper i vores hjem:

• Bed for at kende dine børns styrker og for at vide, hvordan du kan hjælpe dem med deres svagheder.

• Vær tålmodig og indse, at børn har brug for tid til at udvikle ukuelighed.

• Søg at forstå, at fejl og fiasko er muligheder for at lære.

• Tillad naturlige, logiske konsekvenser at tjene som den disciplinerende faktor.

• Respektér børnenes valg, selv hvis deres dårlige valg medfører tab af privilegier.

• Afstå fra at skælde børnene ud for at bryde reglerne.

• Søg ikke at hindre deres bestræbelser ved at give hård kritik.

• Giv opmuntring og ros for deres indsats i stedet for at rose deres resultater.

• »Ros jeres børn mere end I irettesætter dem. Ros dem for selv deres mindste bedrifter« (præsident Ezra Taft Benson (1899-1994), »Kvindens ærværdige plads«, se Den danske Stjerne, apr. 1982, s. 195).

Når vi bønsomt arbejder med den udfordrende opgave, det er at opdrage børn til at være ukuelige, vil Herren velsigne os med den vejledning og inspiration, som vi har brug for til at hjælpe dem med at opnå følelsesmæssig og åndelig styrke til at tackle livets udfordringer.