Abraham

Ur i Kaldæa var mit første hjem. Kaldæerne, heriblandt også min far, tilbad afguder og ofrede mennesker. Men jeg troede på den eneste sande og levende Gud og forberedte mig til den dag, hvor jeg kunne modtage præstedømmet, som mine forfædre gjorde.²

En dag bandt kaldæerne mig og lagde mig som offer på alteret til guden Elkenas. Da de skulle til at slå mig ihjel, bad jeg til Gud om udfrielse og straks blev mine bånd løst. Så talte Herren til mig: »Jeg har hørt dig og er kommet ned for at udfri dig og for at føre dig bort … til et fremmed land.«³

Herren begyndte at velsigne mig i overflod: Jeg modtog præstedømmet ved Melkisedek,⁴ og Herren indgik en pagt med mig om, at jeg skulle blive fader til mange folkeslag, og at evangeliet gennem mine efterkommere skulle velsigne hele menneskeheden. Han ændrede mit navn fra Abram til Abraham, som betyder »fader til en mængde«.⁵

Jeg bragte min familie til Kana’ans land, som var det land, Herren havde beredt til os.⁶ Herren lovede mig, at hans pagt angående mine efterkommere ville blive opfyldt gennem en søn, der skulle fødes af min hustru Sara. Sara og jeg havde ikke været i stand til at få børn. Vi undrede os over, hvordan vi kunne få børn i så høj en alder – jeg var 100 og Sara var 90.⁷ Men som Herren havde lovet, fik vi en søn, Isak.⁸

Nogle år senere kom en af mit livs sværeste prøvelser. Selv om jeg havde været vidne til de smertelige menneskeofringer, bad Herren mig ofre min søn Isak. Mit hjerte sørgede, men jeg stolede på Herren. Da jeg skulle til at slå Isak ihjel, kaldte en engel på mig og sagde: »Læg ikke hånd på drengen, og gør ham ikke noget! Nu ved jeg, at du … end ikke vil nægte mig din eneste søn.«⁹ Herren tilvejebragte en vædder, der skulle ofres i Isaks sted, som Isak og jeg ofrede til Herren.¹⁰

På grund af min lydighed bekræftede Herren atter sin pagt: »[Jeg vil] velsigne dig og gøre dine efterkommere så talrige som himlens stjerner … Alle jordens folk skal velsigne sig i dit afkom, fordi du adlød mig.«¹¹