Trofaste forældre og vildfarne børn Styrk håbet og overvind misforståelser

Følgende citat står i Profeten Joseph Smiths lærdomme, der er samlet af Joseph Fielding Smith, mens han tjente som Kirkens historiker og skriver: »Når der sættes et segl på faderen og moderen, sikrer det deres efterkommere, så at de ikke kan gå tabt, men vil blive frelst i kraft af pagten med deres fader og moder.«²

En tilsvarende lære, der øjensynligt var baseret på udtalelsen af profeten Joseph, blev fremsat af ældste Orson F. Whitney (1855-1931) fra De Tolv Apostles Kvorum i 1929: »Profeten Joseph Smith har sagt – og han har aldrig undervist i en mere fortrøstningsfuld lære – at forældrenes evige besegling og de guddommelige løfter, der gives dem for tapper tjeneste i sandhedens sag, ikke alene frelser dem selv, men også deres efterkommere. Skønt nogle af fårene måske farer vild, så holder Hyrden øje med dem, og før eller siden føler de, at det guddommelige forsyns arme rækker ud efter dem og trækker dem tilbage i folden. De vender tilbage, enten i dette liv eller i det tilkommende liv. De må betale deres gæld til retfærdigheden, de må lide for deres synder og bliver måske nødt til at vandre ad en tornestrøet sti, men hvis denne sti, ligesom tilfældet var med den fortabte søn, leder dem til en tilgivende fars hjerte og hjem, har den smertefulde oplevelse ikke været forgæves. Bed for jeres letsindige og ulydige børn; hold fast ved dem med jeres tro. Bliv ved med at håbe, bliv ved med at tro, indtil I ser Guds frelse.«³

Disse udtalelser af Joseph Smith og Orson F. Whitney opfattes af nogle medlemmer af Kirken til at betyde, at vildfarne børn betingelsesløst modtager frelsens velsignelser på grund af og gennem forældres trofasthed. Denne udlægning er imidlertid modereret af kendsgerningen, at den mest fuldstændige beretning om profetens tale ikke var tilgængelig på det tidspunkt, hvor de samlede en sammenhængende udgave af hans lære ud fra Willard Richards’ og William Claytons noter. I det mere fuldstændige sæt af noter fra Howard og Martha Coray vises det, at Joseph Smith præciserede sin udtalelse, så de lovede velsignelser var betinget af børnenes lydighed:

»Når en far og en mor i en familie er [blevet beseglet], er deres børn, som ikke har overtrådt, sikret af det segl, hvormed forældrene er blevet beseglet. Og dette er Guds ed til vores fader Abraham, og denne lære vil stå fast for evigt.«⁴

Denne præsicering er lærdomsmæssigt mere sammenhængende. Hvis det ikke var for de yderligere oplysninger i Corays optegnelser, ville begrebet om ubetinget frelse for ulydige børn være modstridende med mange grundlæggende læresætninger fra profeten Joseph Smith, herunder den anden trosartikel, om, »at menneskene vil blive straffet for deres egne synder« (TA 1:2).

Denne forståelse er også i overensstemmelse med talrige eksempler i standardværkerne. Alma forklarede fx sin søn Corianton:

»Men se, du kan ikke skjule dine forbrydelser for Gud, og medmindre du omvender dig, vil de stå som et vidnesbyrd mod dig på den yderste dag.

Se, min søn, jeg ønsker, at du skal omvende dig og aflægge dine synder og ikke mere gå efter dine øjnes begær, men fornægte dig alt dette, for medmindre du gør det, kan du på ingen måde arve Guds rige. Åh, husk det, og tag det på dig, og fornægt dig dette« (Alma 39:8-9; fremhævelse tilføjet).

Lamaniten Samuel erklærede til nefitterne:

»Og dette i den hensigt, at hver den, der vil tro, kan blive frelst, og at der vil komme en retfærdig straffedom over hver den, der ikke vil tro; og også at de, hvis de bliver dømt skyldige, da selv bringer deres egen fordømmelse over sig.

Og husk nu, husk, mine brødre, at hver den, som fortabes, fortabes af sig selv; og hver den, som gør misgerninger, gør det mod sig selv; for se, I er frie, det er jer tilladt at handle selv; for se, Gud har givet jer en kundskab, og han har gjort jer fri.

Han har givet jer, for at I kan kende godt fra ondt, og han har givet jer, for at I kan vælge liv eller død; og I kan gøre godt og blive bragt tilbage til det, der er godt, eller blive gengældt med det, der er godt; eller I kan gøre ondt og blive gengældt med det, der er ondt« (Hel 14:29-31; fremhævelse tilføjet).

Et antal yderligere skriftsteder underbygger ligeledes princippet om, at mænd og kvinder er personer, der er velsignet med handlefrihed og er ansvarlige for deres egne tanker, ord og gerninger.⁵

Kirken har ingen optegnelser om yderligere belæringer om dette specifikke emne fra profeten Joseph Smith. Selv om mange efterfølgende kirkeledere har lagt forskellig vægt på de forskellige aspekter af udtalelser af Joseph Smith, Orson F. Whitney og andre, så er de enige om kendsgerningen, at forældre, som ærer tempelpagter, er i en position til med tiden at udøve stor indflydelse på deres børn. Trofaste medlemmer af Kirken kan finde trøst i at vide, at de kan gøre krav på løfter om guddommelig vejledning og kraft, gennem Helligåndens inspiration og præstedømmets privilegier, i deres indsats for at hjælpe familiemedlemmer med at modtage frelsens og ophøjelsens velsignelser.

»Det guddommelige forsyns arme«, som ældste Whitney beskrev, kan betragtes som en form for åndelig kraft, en himmelsk trækken og rykken, der tilskynder et vildfarent barn til med tiden at vende tilbage til folden. En sådan indflydelse kan ikke tilsidesætte barnets handlefrihed, men kan alligevel invitere og kalde. I sidste ende må et barn udøve sin handlefrihed og handle i tro, omvende sig af hele sit hjerte og handle i overensstemmelse med Kristi lære.

Præsident James E. Faust (1920-2007), tidligere andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, er kommet med den mest omfattende forklaring af dette evige og vigtige begreb:

»Jeg tror på og anerkender de trøstende ord, som ældste Orson F. Whitney sagde:

›Profeten Joseph Smith har sagt – og han har aldrig undervist i en mere fortrøstningsfuld lære – at forældrenes evige besegling og de guddommelige løfter, der gives dem for tapper tjeneste i sandhedens sag, ikke alene frelser dem selv, men også deres efterkommere. Skønt nogle af fårene måske farer vild, så holder Hyrden øje med dem, og før eller siden føler de, at det guddommelige forsyns arme rækker ud efter dem og trækker dem tilbage i folden. De vender tilbage, enten i dette liv eller i det tilkommende liv. De må betale deres gæld til retfærdigheden, de må lide for deres synder og bliver måske nødt til at vandre ad en tornestrøet sti, men hvis denne sti, ligesom tilfældet var med den fortabte søn, leder dem til en tilgivende fars hjerte og hjem, har den smertefulde oplevelse ikke været forgæves. Bed for jeres letsindige og ulydige børn; hold fast ved dem med jeres tro. Bliv ved med at håbe, bliv ved med at tro, indtil I ser Guds frelse.«⁶

Et princip i denne udtalelse, som ofte bliver overset, er, at de må omvende sig fuldstændigt og ›lide for deres synder‹ og ›betale deres gæld til retfærdigheden‹. Jeg anerkender, at tiden er nu til ›at berede sig til at møde Gud‹ (Alma 34:32). Hvis de vildfarne børn ikke omvender sig i dette liv, er beseglingens bånd da stadig stærke nok til, at børnene kan udvirke deres omvendelse? I Lære og Pagter får vi at vide: ›De døde, der omvender sig, bliver forløst ved lydighed mod Guds hus’ ordinancer,

og skal, efter at de har lidt straffen for deres overtrædelser og er blevet tvættet rene, modtage en belønning i forhold til deres gerninger, for de er arvinger til frelse‹ (L&P 138:58-59).

Vi husker, at den fortabte søn bortødslede sin arv, og da alle pengene var brugt op, vendte han hjem til sin fars hus. Den fortabte søn blev budt velkommen tilbage i familien, men hans arv var spildt (se Luk 15:11-32). Barmhjertigheden berøver ikke retfærdigheden, og den magt, hvorved et egensindigt barn er beseglet til sine forældre, kan kun fordre barnet på betingelse af omvendelse og ved Kristi forsoning. Vildfarne børn, som omvender sig, opnår frelse og alle de velsignelser, som følger med, men ophøjelse er meget mere end det. Den må man gøre sig fuldt ud fortjent til. Spørgsmålet om, hvem der bliver ophøjet, må overlades til Herren og hans barmhjertighed.

Der er meget få, hvis oprør og misgerninger er så alvorlige, at de har ›bortsyndet kraften til omvendelse‹.⁷ Denne afgørelse må også overlades til Herren. Han siger: ›Jeg, Herren, tilgiver, hvem jeg vil tilgive, men af jer kræves det, at I tilgiver alle mennesker‹ (L&P 64:10).

Måske forstår vi ikke i dette liv fuldt ud, hvor stærke de bånd er, som retfærdige forældre er beseglet til deres børn med. Det kan meget vel være, at der er flere hjælpsomme kræfter på spil, end vi aner.⁸ Jeg tror, at der øves en stærk indflydelse fra slægten, når vore kære forfædre fortsætter med at påvirke os fra den anden side af sløret.«⁹

Præsident Fausts undervisning sammenfatter autoritativt det, vi ved og ikke ved om retskafne forældre og vildfarne børn. Indflydelsen fra forældre, der ærer pagter og adlyder befalinger, kan virkelige have afgørende åndelig virkning på børn, der farer vild, ved at aktivere det guddommelig forsyns arme – på måder, der ikke er åbenbaret fuldt ud og ikke er forstået fuldstændigt. Forældres retfærdige indflydelse (1) erstatter imidlertid ikke behovet for Jesu Kristi forsonings forløsende og styrkende kraft i en persons liv, (2) tilsidesætter ikke konsekvenserne af uretfærdig udøvelse af handlefrihed og (3) fjerner ikke en persons ansvar for personligt »selv at handle og ikke være genstand for handling« (2 Ne 2:26).

Trofaste forældre kan finde styrke til at holde ud, når de følger eksemplet fra andre retskafne forældre med ulydige børn. I Mormons Bog opfordrer Lehi konsekvent og hele tiden sine vildfarne sønner til at vende sig til Herren. Lehi talte »til Laman og sagde: O, gid du var som denne flod og bestandig løb ud i kilden til al retfærdighed!

Og han talte også til Lemuel: O, gid du var som denne dal, fast og bestandig, og urokkelig i at holde Herrens befalinger!

Se, dette sagde han på grund af Lamans og Lemuels stivnakkethed; for se, de murrede imod deres far over meget« (1 Ne 2:9-11).

Senere, da Lehi var ved at skulle forlade denne jord, opfordrede og tilskyndede han stadig sine vildfarne sønner til at »lytte til [hans] ord« (2 Ne 1:12):

»Vågn op! Og rejs jer af støvet, og hør ordene fra en skælvende forælder, hvis lemmer I snart skal lægge ned i den kolde og tavse grav …

Og jeg ønsker af jer, at I skal huske at iagttage Herrens lovbud og retsregler. Se, det har været min sjæls ængstelse fra begyndelsen.

Mit hjerte har været tynget af sorg fra tid til anden, for jeg har frygtet, at Herren jeres Gud på grund af jeres hjertes hårdhed skulle lade sin vredes fylde komme over jer, så I skulle blive fordømt og udryddet for evigt …

O, mine sønner, måtte dette ikke komme over jer, men måtte I blive et af Herren udsøgt og begunstiget folk. Men se, hans vilje ske, for hans veje er retfærdighed for evigt« (2 Ne 1:14, 16-17, 19).

En Herrens engel viste sig for den oprørske Alma den Yngre og sagde: »Se, Herren har hørt sit folks bønner og også sin tjener Alma, din fars, bønner; for han har med megen tro bedt for dig om, at du måtte blive bragt til kundskab om sandheden; derfor, med det formål er jeg kommet for at overbevise dig om Guds magt og myndighed, så hans tjeneres bønner må blive besvaret i forhold til deres tro« (Mosi 27:14).

Denne forbløffende oplevelse skyldtes til dels Almas bønner – som englen to gange anerkendte som Guds tjener. Trofaste forældre kan således trække på himlens kræfter til at påvirke deres børn. Alligevel forbliver disse børn i stand til at handle for sig selv, og valget om at omvende sig eller ej er i sidste ende deres. Alma den Yngre omvendte sig fra sine synder og blev født af Ånden (se Mosi 27:24). Det resultat, som alle forældre til vildfarne børn higer efter af hele deres hjerte.

Når forældre er tålmodige og udholdende i at elske deres børn og i at blive levende eksempler som Jesu Kristi disciple, så underviser de mest effektivt i Faderens plan for lykke. Sådanne forældres udholdenhed bærer et stærkt vidnesbyrd om den forløsende og styrkende kraft i Frelserens forsoning og opfordrer vildfarne børn til at se med nye øjne og høre med ny ører (se Matt 13:43).

Når vi handler i overensstemmelse med Frelserens lære, inviterer vi åndelig kraft ind i vores tilværelse – kraft til at høre og følge, kraft til at skelne og kraft til at holde ud. At være en hengiven discipel er det bedste og eneste svar på alle spørgsmål og udfordringer.