2014
Jesu Kristi guddommelige mission: Verdens lys
Marts 2014


Besøgsbudskabet

Jesu Kristi guddommelige mission: Verdens lys

Studér bønsomt dette materiale og find ud af, hvad I skal tale om. Hvordan kan en forståelse af Frelserens liv og mission øge din tro på ham og velsigne dem, som du gennem besøgsundervisningen våger over? Få yderligere information ved at besøge reliefsociety.lds.org.

Tro, Familie, Tjeneste

Når vi forstår, at Jesus Kristus er verdens lys, øges vores tro på ham og vi bliver et lys for andre. Kristus vidnede om sin rolle som »det sande lys, som oplyser enhver, der kommer til verden« (L&P 93:2) og bad os »hold[e] [hans] lys op, så det kan skinne for verden« (3 Ne 18:24).

Vore profeter har også vidnet om Kristi lys. Præsident Henry B. Eyring, førsterådgiver i Det Første Præsidentskab, har sagt: »Hver gang I vælger at prøve at leve mere som Frelseren, bliver jeres vidnesbyrd styrket. I vil med tiden selv erfare, at han er verdens lys … I vil videregive det Kristi lys, der er i jer, til andre.«1

Ældste Quentin L. Cook fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt følgende om at være et lys for verden: »Vi er nødt til at beskytte vores familie og stå i front sammen med alle gode mennesker og gøre alt, hvad vi kan, for at bevare lyset, håbet og moralen i samfundet.«2

Fra skrifterne

Joh 8:12; L&P 50:24; 115:5

Fra vores historie

Sidste dages hellige kvinder holder fortsat deres lys op den dag i dag.

På 80. etage i et højhus i Hong Kong i Kina, skabte en enlig søster med et fysisk handikap – og eneste sidste dages hellige i sin familie – et hjem. Det var et fristed, hvor hun og hendes besøgende kunne føle Åndens indflydelse. Hun havde sine skrifter, sine hjælpeforeningshæfter og sin salmebog lige ved hånden. Hun tog til templet for at udføre ordinancer for sine forfædre.3

I Brasilien opdrog en retskaffen mor sine børn i evangeliets lys. Hendes lille røde murstenshus fyldtes med lyden af primarysange, og væggene var prydet med billeder fra Liahona af templer, Guds profeter og Frelseren. Hun og hendes mand ofrede meget for at kunne blive beseglet i templet, så deres børn kunne blive født i pagten. Hendes bestandige bøn var, at Herren ville hjælpe hende med at opdrage sine børn i evangeliets lys, sandhed og styrke.4

Noter

  1. Henry B. Eyring, »Et levende vidnesbyrd«, Liahona, maj 2011, s. 128.

  2. Quentin L. Cook, »Der skal være lys!« Liahona, nov. 2010, s. 30.

  3. Se Døtre i mit rige: Hjælpeforeningens historie og virke, 2011, s. 163-164.

  4. Se Døtre i mit rige, s. 164.