2014
Seksuel renhed
Marts 2014


Undervis i Til styrke for de unge

Seksuel renhed

Forældre føler sommetider usikkerhed, når der opstår muligheder for at undervise deres børn om seksuel renhed. Dog kan samtaler om dette emne indbyde Ånden og hjælpe børn til at indgå og holde hellige pagter.

På s. 50-51 i dette nummer skriver Neill F. Marriott, andenrådgiver i Unge Pigers hovedpræsidentskab: »Ifølge vor himmelske Fader skulle skaberkraften kun praktiseres inden for ægteskabet og blev givet med et guddommeligt formål.« I Håndbog 2: Forvaltning af Kirken læser vi, at disse formål omfatter, at en mand og en hustru udtrykker »kærlighed til hinanden og styrker de følelsesmæssige og åndelige bånd« (2010, 21.4.4). Forslagene herunder kan hjælpe jer med at undervise jeres børn om seksuel renhed. Der henvises også til artiklen »Undervis i kyskhed og dyd« i Liahona, okt. 2012 for flere forslag til at gribe dette emne an.

Forslag til undervisning af de unge

  • Læs »Vi tror, at vi skal være kyske« af ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum i Liahona, maj 2013. Anspor dem til at stille spørgsmål om seksuel renhed. I kan også anvende artiklen »Personlig renhed« af ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum, som findes i Liahona okt. 2000 som hjælp til at besvare deres spørgsmål.

  • Emnet for de unges undervisning om søndagen er i denne måned Jesu Kristi forsoning. Overvej at bruge læsematerialet til at undervise jeres unge om den omvendelse, der er nødvendig ved seksuelle synder (se lds.org/youth/learn). I kan også læse og drøfte artiklen »Hvorfor og hvad skal jeg bekende til min biskop?« af ældste C. Scott Grow fra De Halvfjerds, som findes i Liahona, okt. 2013.

  • Hvis templet ligger i nærheden, kan I overveje at besøge templets område som familie og drøfte årsagen til, at vi må holde os rene for at komme ind i templet. I kan fortælle dem om de velsignelser, I har modtaget ved at komme i templet. I kan også afsætte tid til, at jeres familie kan gøre dåb for de døde.

  • I kan sammen med jeres unge læse afsnittet »Seksuel renhed« i Til styrke for de unge (hæfte, 2011, s. 35-37) og fremhæve de velsignelser, vi modtager ved at holde os rene. I kan foreslå dem at skrive mål ned vedrørende seksuel renhed.

Forslag til undervisning af børn

  • I kan holde en familieaften, hvor I bruger billeder af templet til at drøfte templets vigtighed og hellighed. I kan derefter forklare, at vore legemer også er hellige templer.

  • Læs den 13. trosartikel sammen med jeres børn og tal om vigtigheden af at holde vore tanker rene. Lav en liste over nogle bøger, film og sange, som fylder jeres sind med gode tanker. I kan eventuelt læse, se eller synge dem sammen.