Fødselsdagsgaven fra min biskop

På min fødselsdag en søndag morgen var min mand og jeg i gang med at gøre os klar til kirke, da telefonen ringede. Jeg svarede, og biskoppen sagde: »Jeg ved, at det er din fødselsdag i dag. Men har du mulighed for at møde mig på mit kontor om en halv time? Jeg vil gerne tale med dig.«

Jeg var nysgerrig, så jeg skyndte mig i kirke.

På sit kontor sagde biskoppen til mig: »Søster Cruz, jeg har en fødselsdagsgave til dig. Herren vil gerne kalde dig som Unge Pigers præsident. Vil du tage imod kaldelsen?« Jeg var overvældet, men tog imod kaldelsen. Jeg blev opretholdt og indsat samme dag.

Da jeg kom hjem efter kirke, satte jeg mig på sengen. Det gik op for mig, hvor stort et ansvar, det var. Jeg græd og følte mig utilstrækkelig til opgaven. Sikke et ansvar at skulle vejlede disse unge piger! Jeg blev døbt som 22-årig og havde derfor aldrig taget del i Unge Pigers aktiviteter før. Hvordan kunne jeg være Unge Pigers præsident?

Jeg gjorde det eneste, jeg kunne – jeg knælede og bad vor himmelske Fader om vejledning i denne nye kaldelse. I det øjeblik oplevede jeg noget, jeg aldrig vil glemme. Mens jeg dannede mig et klart billede af hver enkelte unge pige, så forstod jeg, at hver eneste af dem var en datter af vor himmelske Fader. Hver eneste unge pige havde brug for en præsident, der elskede hende og kunne hjælpe hende til at forstå, at Gud elskede hende. I mit sind så jeg navnene på alle de mindre aktive unge piger (som jeg aldrig før havde mødt), og jeg forstod, at de også var døtre af vor himmelske Fader og havde brug for min opmærksomhed. Jeg fornemmede potentialet hos dem hver især.

De følgende måneder var ikke lette. Jeg arbejdede hårdt på at lære hver enkelt unge pige at kende og forstå hendes behov. Sammen med de aktive unge piger hjalp vores præsidentskab de mindre aktive piger tilbage til aktivitet i kirken. Jeg så Herrens hånd virke på mange måder.

Da jeg blev afløst fra min kaldelse, var jeg bekymret for, om jeg måske kunne have gjort mere. Da jeg kom hjem, knælede jeg og spurgte vor himmelske Fader, om min tjeneste havde været acceptabel. Jeg modtog en kærlig bekræftelse af, at han var tilfreds.

Jeg tænkte tilbage på den fødselsdag, hvor jeg kunne have sagt nej til kaldelsen på grund af mine mange andre ansvar. Men jeg ville have mistet så meget ved ikke at tage imod kaldelsen. Jeg ville være gået glip af muligheden for at lære ydmyghed, opnå forståelse, udvikle tålmodighed og af at være et redskab i Herrens hænder. Men mest af alt ville jeg have fejlet Herren i den tillid, han havde vist mig, og jeg ville have fejlet i at lære, at muligheden for at tjene er en gave.