Nu ved jeg, at der findes en Gud

For en del år siden tjente jeg som tempeltjener i templet i Santiago i Chile. Under en aftenvagt begyndte jeg at få besvær med vejrtrækningen, så jeg bad tøvende om at måtte gå tidligere.

Idet jeg gik ned mod togstationen, bad jeg om, at mit tog måtte være der, så jeg kunne nå tidligt hjem. Jeg troede, at min bøn var blevet besvaret, da jeg så toget holde på perronen. Men da jeg kom nærmere, så jeg togpersonalet, der løb hen for at hjælpe en passager, der så ud til at have fået et hjerteanfald. Ordene fra min yndlingssalme jog gennem mine tanker: »Har jeg gjort noget godt for en sjæl i dag?«¹ Jeg følte med det samme en tilskyndelse til at hjælpe.

Jeg skyndte mig hen til stedet, hvor personalet ventede på ambulancen med den unge mand, og de lod mig blive. Jeg bad om at vide, hvad jeg skulle gøre og tryglede vor himmelske Fader om at skåne den unge mands liv. Jeg ville ikke lade ham være alene og bange, så jeg holdt hans hånd og forsøgte at få ham til at forblive rolig. Jeg forsikrede ham om, at han havde et langt liv foran sig, og at Gud havde en hensigt med hans liv. Jeg fandt frem til telefonnummeret til hans familie og ringede til dem med besked om, at deres søn var på vej til hospitalet og ikke var alene.

Da redderne kom, fulgte jeg med dem hen til ambulancen. Jeg følte, at jeg skulle blive sammen med den unge mand, indtil hans familie nåede frem. Til min overraskelse besluttede redderne sig for, at jeg skulle tage med dem. Jeg holdt den unge mands hånd hele vejen til hospitalet.

Kort tid efter vi ankom, tog de ham med ind på skadestuen, og jeg gik udenfor for at holde udkig efter hans familie. Da de nåede frem, brast moderen i gråd, faldt mig om halsen og sagde, at hun var så glad for, at der stadig fandtes gode mennesker.

En uge senere modtog jeg et opkald fra den unge mand. Han fortalte mig, at lægerne havde sagt, at det havde været helt afgørende, at han havde forholdt sig roligt, indtil han nåede hospitalet.

Før denne dag havde han ikke troet på Gud. Jeg var mundlam, da han udbrød: »Du reddede mit liv, og jeg er dig evigt taknemlig! Nu ved jeg, at der findes en Gud.«

Da jeg forlod templet den dag, ledte Ånden mig til at være på rette sted på det rette tidspunkt. Jeg føler mig taknemlig over for vor himmelske Fader, fordi han vejledte mig og gav mig modet til at gøre, som salmen lyder og ikke lod muligheden gå forbi, selv om det eneste, jeg kunne gøre var at holde en fremmeds hånd.