Er der nogen, der kan høre mig?

Jeg var bekymret. Min primarylærer havde bedt mig holde tale den næste uge i fællestiden. »Du kan bære dit vidnesbyrd om bøn,« havde hun sagt. Vi havde lige talt om bøn i vores klasse.

Jeg havde bedt mange gange. Jeg bad altid mine egne bønner og bad ofte, når vi skulle bede familiebøn. Jeg havde også mange gange velsignet maden, og jeg havde også bedt i Primary før. Men nu var jeg ikke sikker på, om jeg havde et vidnesbyrd om bøn, eller om jeg forstod, hvordan bøn kunne hjælpe mig. »Er der virkelig nogen, der hører mig, når jeg beder?« tænkte jeg.

Jeg gik ud i køkkenet, hvor min mor var ved at lave aftensmad.

»Mor,« sagde jeg, »hvordan kan jeg bære mit vidnesbyrd om bøn, når jeg ikke er sikker på, om jeg har et vidnesbyrd om det?«

Mor lagde armen om mig. »Hvorfor holder du ikke en lektion om bøn til familieaften i morgen aften, så kan vi tale sammen om det der?« sagde hun.

Min mor hjalp mig med at finde historier og konferencetaler om bøn. Så gik jeg i gang med at forberede mig på familieaftenen og på min tale i Primary.

Da jeg gav lektionen om mandagen, fortalte min mor og far mig om, hvordan bøn havde hjulpet dem. Jeg holdt også min tale den næste søndag, men jeg havde det stadig på samme måde. Jeg undrede mig stadig over, om jeg havde et vidnesbyrd om bøn. Jeg bad inderligt omkring mit tvivlsspørgsmål, men svaret kom ikke lige med det samme.

En dag kom min far hjem efter at have ledt efter arbejde hele dagen, men uden held. Han var meget ked af det. Han havde ikke haft noget arbejde i mange uger. Jeg løb hen til ham og gav ham et kram, som jeg altid gjorde.

»Du skal ikke være ked af det, far,« sagde jeg. Pludselig kunne jeg mærke noget i mit hjerte. »Vi har brug for at bede en bøn,« sagde jeg.

»Lige nu?« spurgte min far.

»Ja, lige nu,« sagde jeg. »Jeg tror på, at vor himmelske Fader vil høre os.«

Vi knælede ned og bad sammen vor himmelske Fader om at trøste os.

Efter bønnen læste vi i skrifterne, som vi gjorde hver aften. Så sad vi sammen og talte. Jeg lagde mærke til, at vores nedtrykthed lidt efter lidt blev erstattet med den glæde, vi altid havde i vores hjem. Nu havde jeg det på en anden måde – som om vi var trygge og beskyttede, og jeg vidste, at alt nok skulle blive godt. Det var en vidunderlig følelse.

Mor lagde også mærke til det. »Kan du mærke det, Lucas?« spurgte hun stille. »Det er Helligånden, der trøster os og hjælper os med at vide, at vi ikke er alene.«

»Ja, jeg kan godt mærke det,« sagde jeg. Jeg vidste, at min himmelske Fader hørte vores bøn.

Det var en aften, som jeg aldrig glemmer. Nu har jeg mit eget vidnesbyrd om bønnens kraft.