Jeg var den nødlidende

For et par år siden kørte en godt brugt bil ind på parkeringspladsen ved vores kirkebygning. Den tilhørte en enlig far til fire børn. Han var kommet for at bede om hjælp. Vores menighed fandt dem en bolig, og faderen begyndte at tage sin familie med i kirke.

Nogle gange havde børnene rent tøj på, andre gange var det snavset. Men deres hår var altid uglet. Vi vidste aldrig, hvor uglet og filtret det ville være. Hver uge medbragte primarypræsidenten noget cremebalsam og nogle børster. Så sad hun og en lærer og ordnede børnenes hår inden Primary.

Jeg var rådgiver i Primarys præsidentskab, og jeg beundrede disse to søstres evne til at favne disse uvaskede børn. Jeg kunne ikke få mig selv til at røre deres hår, og jeg undrede mig over, hvordan disse to søstre kunne gøre det. Jeg lettede min samvittighed ved at sige til mig selv, at jeg kunne hjælpe ved at holde øje med resten af børnene, mens disse kvinder ordnede hår.

Det yngste barn i denne familie var tre år gammel. Hun havde ikke et stort ordforråd, men når vi sang, prøvede hun at lave høje musikalske lyde. Det irriterede mig.

Eftersom treårige børn ikke kan koncentrere sig så længe, begyndte jeg at sætte denne lille pige på mit skød for at hjælpe hende med at lytte. Hun smilede til mig af påskønnelse, og jeg begyndte at føle den glæde og kærlighed, som vor himmelske Fader havde for dette uvaskede barn – hans barn. Til sidst tog jeg mig selv i at se bort fra snavset og greb en børste og begyndte at rede hendes uglede hårlokker. Jeg besluttede endda, at hendes forsøg på at synge var en lystig lyd.

Et par måneder senere rejste faderen sig under vidnesbyrdmødet og takkede os for at have hjulpet hans børn. Den følgende uge var familien væk.

Jeg er taknemlig for den mulighed, jeg fik for at tjene disse børn. Da de først kom, følte jeg, at de led for stor nød, men jeg opdagede, at jeg var den, der havde brug for dem, for at jeg kunne ændre mig.