Hun har brug for kærlighed

Jeg var ikke en særlig imponerende teenager, og jeg brugte meget lidt tid på at tjene andre. Det var dette tidspunkt, at min mor opfordrede mig til at tage med hende hen for at besøge min grandtante på plejehjemmet.

Min kusine og hendes datter Stephanie tog med os. Stephanie var syv eller otte år gammel. Idet vi trådte ind på plejehjemmet, vinkede hun til alle, hun fik øje på. De lyste op, som om hun uddelte solskin og regnbuer. Jeg undgik derimod øjenkontakt.

Da vi kom ind på værelset, som min grandtante delte med en anden ældre kvinde, gjorde jeg mit bedste for at gemme mig i baggrunden. Stephanie sprang derimod op på min tantes seng og begyndte at fortælle historier.

Jeg lagde mærke til noget ved værelset. På min tantes side var der tegn på kærlighed og familie. Der hang billeder og tegninger på væggen, og på natbordet stod der blomster. Den anden halvdel af værelset var sterilt og bart. Der var ingen tegn på gæster: Der hang ingen kort eller billeder på væggen.

Min tantes bofælle sad alene i en kørestol og lod som om, vi ikke var der. Hun nynnede en melodi og bankede let på kørestolens armlæn, hvilket gjorde mig ubehagelig til mode.

Stephanie hev lidt i sin mors arm og spurgte: »Mor, hvad er der galt med damen?« Stephanies mor lænede sig ned og hviskede: »Hun har brug for kærlighed.« Jeg var ikke forberedt på det, der fulgte.

Uden tøven løb Stephanie over og sprang op på kvindens skød. Hun begyndte at fortælle hende historier og stille alle mulige slags spørgsmål. Kvinden svarede ikke. I stedet løb tårerne ned ad hendes kinder, mens hun omfavnede Stephanie. I de næste par minutter sad Stephanie på hendes skød, aede hende på håret og kyssede hende på kinden.

Jeg havde aldrig før set sådan en uselvisk kærlighed, og jeg prøvede at skjule mine tårer. Da vi senere kørte fra plejehjemmet, var jeg forundret over, at unge Stephanie kunne være så uselvisk og så fyldt med kærlighed og medfølelse over for en helt fremmed.

Med tiden fik jeg rettet op på mit liv og tjente som fuldtidsmissionær. Mens jeg tjente, skrev Stephanie søde breve til mig, der også indeholdt tegninger som dem på min tantes værelse på plejehjemmet.

Før jeg vendte hjem, modtog jeg den frygtelige nyhed om, at Stephanie havde tabt kampen til en sygdom. Jeg græder stadig over, at hendes lys gik ud så tidligt. Men jeg er fortsat taknemlig for hendes eksempel. Hun lærte mig, hvad sand tjeneste er.

Vi bør aldrig tænker over, hvordan eller om vi bør tjene andre. Hvis vi har hjertet på rette sted, vil tjeneste blive en del af os, og ikke noget, vi blot udfører.