At tjene en fremmed

Min mor accepterede aldrig evangeliet, mens hun levede, selv om jeg havde bedt for hende og følt, at hun en dag ville tage imod det. Hun var en stærk kvinde, som havde ydet ofre hele sit liv for at forsørge vores familie efter Korea-krigen. På etårsdagen for min mors død tog min hustru og jeg til templet i Los Angeles i Californien for at udføre dåb og bekræftelse for hende. Den stærke ånd, der var til stede i værelset, bekræftede for mig, at min mor med glæde havde taget imod evangeliet og ordinancerne.

Lige inden min mor gik bort, bad hun mig om at tage mig af sin yngre søster, der lå på et hospital i Korea. Min familie og jeg boede i Californien i USA, så det syntes desværre usandsynligt at opfylde min mors medfølende, sidste ønske. Men så blev mit arbejde helt uventet forflyttet til Sydkorea, og jeg skulle være adskilt fra min familie i et år. Selv om jeg var bekymret over at skulle bo så langt fra min familie, så jeg også frem til at besøge min moster og min far, som lå på et koreansk hospital med Alzheimers.

Jeg bad vor himmelske Fader om guddommelig hjælp til at kunne bo så langt væk fra min familie. Når jeg tænkte på den tid, jeg skulle være i Korea, besluttede jeg mig for at besøge min far, min moster og templet hver uge samt at bede for min familie hver dag.

Da jeg var i Korea, kaldte min biskop i min nye menighed mig til at være Unge Mænds præsident og til at undervise i seniorklassen. Min menighed og hospitalerne, hvor min far og moster lå, lå langt fra hinanden, og jeg havde et meget krævende arbejde. Men vor himmelske Fader velsignede mig med styrke og udholdenhed til at højne mine kaldelser og leve op til mine beslutninger.

Kort tid efter, at jeg var begyndt at besøge min moster, fandt jeg ud af, at hun sjældent fik besøg. Jeg besluttede mig for at hente hende i weekenderne og lade hende bo hos mig på mit hotel, hvor der var et ekstra værelse. Men jeg havde et problem: Skulle jeg tage hende med i kirke om søndagen? Jeg tænkte, at hun hverken ville finde det interessant eller forstå møderne, og hun ville være nødt til at vente i et par timer efter kirke på, at jeg blev færdig med møder og andre ansvar. Men af en eller anden grund følte jeg, at jeg skulle tage hende med.

Jeg tog hende med den følgende søndag, og som forventet måtte hun vente på mig bagefter. Efter mine møder tog jeg hende med tilbage til hotellet for at få noget at spise. Jeg lagde mærke til, at hun bar på en pose. Jeg spurgte til den, og hun fortalte mig, at en søster havde givet hende en forfriskning.

Hver gang jeg havde nogle ansvar at se til efter kirke, tilbød denne søster – som ikke kendte min moster – hende en forfriskning. En uge under min søndagsskolelektion meldte en velkendt stemme sig til at læse et skriftsted højt. Jeg havde aldrig forestillet mig, at min moster ville melde sig frivilligt. Men en venlig søster, som sad ved siden af hende, havde opmuntret hende til at læse højt for klassen. Selv om min moster ikke var så god til at være social på grund af sin tid isoleret på hospitalet, tog alle medlemmerne venligt imod hende og talte med hende.

Hver søndag aften bragte jeg hende tilbage til hospitalet med løfte om, at jeg ville hente hende næste weekend, hvilket altid bragte et smil på hendes læber.

En dag udtrykte en af mine venner bekymring for, at min moster nok ville få det svært, når jeg ikke længere kunne besøge hende, når jeg rejste fra Korea. Da min afrejse fra Korea nærmede sig, havde jeg blandede følelser – glæde over snart at skulle genforenes med min familie, men fortvivlelse og sorg over at skulle efterlade min moster alene.

Til sidst måtte jeg forklare min moster, at jeg ikke længere kunne besøge hende så ofte. Hun var tavs et øjeblik, tydeligvis skuffet. Hun forsøgte at fatte sig og spurgte, om jeg kunne besøge hende om et år. Jeg græd og bad desperat min himmelske Fader om at hjælpe denne dame.

På min sidste søndag i Korea spurgte biskoppen menighedens medlemmer, om nogen ville kunne hente min moster om søndagen og tage hende med i kirke. Han fortalte, at der var flere medlemmer, der var villige til at besøge hende regelmæssigt – så mange, at det måtte organiseres, og de måtte besøge på skift. Jeg kunne ikke fatte hans tilbud! Det var et uventet svar på mine desperate bønner.

Eftersom medlemmerne boede langt fra min mosters hospital, tilbød jeg at efterlade nogle penge, der kunne dække transportudgifterne. Men medlemmerne ville ikke tage imod mine penge. De fortalte mig, at de på skift ville aflægge besøg en gang om måneden. Men jeg fandt senere ud af, at de faktisk aflagde besøg hver uge. En trofast søster hentede min moster hver fredag, så de kunne tage til institut og spise frokost sammen. Hun tog hende endda med til en frisør for at blive klippet. En anden søster, en enlig mor til to teenagere, meldte sig til at hente hende hver søndag morgen. Hun laver mad til min moster, tager hende med ud på gåture og lytter til musik med hende. Det vigtigste er, at hun prøver at være en ven, og min moster har endelig åbnet sig og nyder at tale med hende og med andre medlemmer. Hver søndag aften henter biskoppen min moster hos et medlem efter sin lange dag med kirkemøder og andre ansvar og kører hende tilbage på hospitalet. Hver torsdag sender han mig en venlig mail, hvor han fortæller om deres himmelske tjeneste over for min moster.

Jeg tror på, at min mor så, at de trofaste sidste dages hellige ville tjene hendes yngre søster. Og nu forstår jeg bedre end nogensinde før, hvorfor vi kalder hinanden for »brødre« og »søstre« i kirken.