Uberørt

Som missionspræsident for Sendai-missionen i Japan, havde jeg i flere måneder undervist missionærerne og medlemmerne om at »vende [sig] til Herren« (Mosi 7:33). Og nu, hvor jeg vendte mig til ham for guddommelig vejledning, kom inspirationen hurtigt: »Åbn døren – skab en flugtrute.« Jeg var klar over, at jeg måtte åbne døren, før loftet faldt sammen og spærrede os inde. Jeg skyndte mig hen til døren og åbnede den. »Skynd jer ud herfra!« råbte jeg.

Missionærerne vaklede over det rykkende, gyngende og hævede gulv mod døren. Så skyndte de sig ned af trappen og ud af kirkebygningen. Da vi endelig var udenfor, følte vi os trygge, selvom vi endnu ikke var i sikkerhed fra elementerne. Vejret havde skiftet til bitter kulde, og sneen væltede ned.

Lige over for kirkebygningen var gravstenene på den buddhistiske kirkegård væltet, og kirkegårdens mur var omdannet til murbrokker. På en 12-etagers bygning bag kirken zigzaggede en stor revne sig gennem alle 12 etager. Store murbrokker fra en betonfacade havde skraldet muren på en tilstødende skolebygning. Vinduerne var blæst ud, og glasskår flød på jorden. På den anden side af vejen lå et blåt tag af teglsten i stumper og stykker. Jeg samlede de 15 missionærer på kirkens parkeringsplads, hvor vi takkede vor himmelske Fader for at have beskyttet os og bad om hans stadige hjælp.

Panikken spredte sig i byen. Folk var bange for at løbe tør for mad og købte derfor alt. Brød og mælk blev udsolgt med det samme, og efter et par timer var der ikke brød at finde i byen. Ved tankstationerne var der køer på flere kilometer.

I kontrast til panikken hos mennesker på gaden, var missionærerne bemærkelsesværdige rolige. Vi bad takkebønner og følte en beroligende forvisning om, at alt nok skulle blive godt igen.

Vi kunne ikke forlade byen – vejene var ødelagte og motorvejene var lukkede, og der kørte ingen tog eller busser. De mennesker, der havde ventet i kø i mange timer ved tankstationerne for at købe benzin, blev sendt væk. Tilsynsførende fra regeringen gik systematisk ind i hver bolig og afviste eller godkendte boligerne til beboelse. Vi overnattede på et evakueringscenter med mange andre, der, som os, ikke kunne vende hjem.

Den følgende dag, lørdag, begyndte vi som sædvanligt med skriftstudium og bøn. Den dag havde vi især brug for vor himmelske Faders hjælp. Efter vores skriftstudium organiserede jeg missionærerne i grupper. En gruppe tog ud til kirkebygningen for at hjælpe med at rydde op og dernæst arbejde sammen med grenspræsidenten om at reparere medlemmernes hjem. En anden gruppe talte med byens tilsynsførende for at finde ud af, om missionærernes lejligheder var sikre nok til beboelse igen. En tredje gruppe tjekkede om tog og busser kørte igen. Flere andre stod i kø for at få vand, mens andre ledte efter mad. Et missionærpar fik en særlig opgave: Find brød til nadveren på søndag. Jeg arbejdede hele dagen med at få kontakt med alle missionærerne i missionen.

Den dag følte vi vor himmelske Faders vejledning i alt, hvad vi foretog os. Missionærerne, der stod i kø efter vand, mødte to mænd, som de fortalte om evangeliet. Missionærerne bar deres vidnesbyrd om Guds kærlighed og tog de to mænd med til vores vidnesbyrdmøde om aftenen og med i kirke den næste dag.

Søstrene, der ledte efter mad til os, lærte snart, at Gud ledte deres færden. De kunne intet finde i butikkerne, men de fandt mad på steder, de ikke engang have overvejet, nemlig i øde gyder og små kiosker. Vi blev givet »vort daglige brød« (Matt 6:11).

Ved slutningen af dagen rapporterede vi tilbage til vor himmelske Fader. Vi havde ikke mistet vores fokus. Vi var stadig »discipl[e] af Jesus Kristus«, som var »kaldet af ham til at kundgøre hans ord blandt hans folk, så de kan få evigtvarende liv« (3 Ne 5:13).

Den aften følte vi et større behov for vor himmelske Faders styrke og kraft. Vi havde brug for at have hans Ånd hos os. Så vi afholdt et vidnesbyrdmøde i kirkebygningen. Missionærerne takkede Herren for at have skænket os vores daglige brød, og de anerkendte, at vi var blevet ledt, vejledt, anvist og beskyttet. De vidste, at mange andre ikke var så heldige og ikke ville se en solopgang igen. Vi havde i sandhed været »trængt, men ikke stængt inde. Vi [havde været] tvivlrådige, men ikke fortvivlede … [slået] til jorden, men ikke [gået] til grunde« (2 Kor 4:8-9).

Alle missionærerne vidnede om den fred, de havde følt. De vidnede om, at Gud havde beskyttet dem og beroliget deres sjæle. De havde stået ansigt til ansigt med døden, men frygtede ikke. De havde hverken vand, mad eller varme, der kunne holde dem kørende længe. Men de blev dog næret af det levende vand; de blev mættet med Guds ord, og de blev holdt varme af Ånden. Ingen i vores lille gruppe af missionærer følte frygt. Den aften følte hver enkelt missionær Guds styrkende kraft og følte sig tættere til Gud end nogensinde før.

Da dagen gik på hæld, var vi taknemlige for at være i live. Vi takkede Herren for den håndgribelige hjælp, han havde skænket os. Vi uddelegerede ansvar for den følgende dags kirkemøder og forlod kirkebygningen for at tilslutte os de mange andre midlertidige hjemløse mennesker i evakueringscenteret.

Men to ældster var især forstemte. De var blevet bedt om at skaffe brød til nadveren den næste dag, men havde ikke haft held med deres opgave.

Da vi lørdag aften vendte tilbage til evakueringscenteret, bød citypersonalet os velkommen tilbage. De undskyldte for den smule mad (20 kiks), de havde givet os dagen før, men de strålede, da de rakte os morgendagens ration: en flaske vand og otte skiver brød.

Mine ældster så på mig med et blik, der sagde: »Hvordan kan Herren velsigne os yderligere?«

Gud, der ved, når en spurv falder til jorden, havde igen rakt ud til os, som om det ikke havde været nok at bevare vores liv. Vor himmelske Fader havde gjort det muligt for os »altid [at] erindre« hans Søn (L&P 20:77). Vi var tættere på vor Frelser, end vi nogensinde før havde været.

Missionærerne bad en særlig bøn den aften. De faldt på knæ og takkede vor himmelske Fader for endnu et mirakel i en lang række af særlige mirakler. De forstod den prioritering, som Gud havde givet vores pagt om altid at erindre Jesus Kristus, og de var taknemlige for en kærlig Guds barmhjertighed og venlighed, der lod os tage nadveren hver uge.

Nu vidnede disse missionærer med større overbevisning end nogensinde før om, at Gud ønsker, at vi altid skal erindre hans Søn, Jesus Kristus.