Venteværelset

En aften tog jeg mine tre yngre søskende med til templet for at udføre dåb. Da tempeltjeneren tjekkede vore anbefalinger, opdagede han, at biskoppens underskrift manglede på min søsters anbefaling. Jeg begyndte at udfylde et skema til tempelskriveren, som skulle ringe til biskoppen. Så tjekkede tempeltjeneren min brors anbefaling og opdagede, at den ikke var blevet aktiveret. Jeg havde stadig kuglepennen i hånden og begyndte derfor også at udfylde det skema, de gav os.

Jeg vidste, at mine søskende ikke kunne komme ind på grund af fejlene på deres anbefalinger. Men jeg følte mig ansvarlig for dem, så jeg kunne heller ikke komme ind, før jeg havde taget mig af fejlene. Jeg var frustreret over at blive holdt ude af templet. Vi forlod dåbsværelset og gik ovenpå til tempelindgangen for at forklare situationen ved skranken. Tempelskriveren sagde, at han kunne få styr på det på et par minutter, så vi tog plads i venteværelset.

Mens jeg sad der, blev min frustration til modløshed. Vi blev holdt ude på grund af så små fejl. Men de udgjorde forskellen på at sidde i venteværelset og komme ind i Herrens hus. Det havde været en hård dag, og jeg havde regnet med at turen til templet ville hjælpe mig til at føle fred. Det var ikke min skyld, at der var fejl, men efterhånden som det trak ud, var jeg ved at tude. Jeg prøvede at være god ved at komme til templet og derved være et godt eksempel for mine søskende. Hvorfor blev vi så holdt ude, når jeg så gerne ville ind?

Så indså jeg noget: Hvis jeg kunne blive så modløs over at blive holdt ude af templet på grund af så få tekniske fejl, hvor skuffet ville jeg så ikke blive over at skulle holdes ude på grund af mine egne fejl – ikke at være værdig til at komme i templet? Mens jeg overvejede dette, blev jeg pludselig rolig. Jeg følte, at jeg havde lært den lektie, som Gud ønskede, at jeg skulle lære. Jeg lovede ham, at jeg altid ville prøve at være værdig til at komme ind i templet. Jeg lovede, at jeg aldrig ville blive holdt ude af Herrens hus på grund af mine egne fejl; mine handlinger skulle aldrig begrænse mig til venteværelset.

Senere den aften havde jeg en aftale med biskoppen for at forny min tempelanbefaling. Inden jeg tog af sted, evaluerede jeg mig selv for fejl, der kunne holde mig ude af templet. Da biskoppen spurgte, om jeg var værdig til at komme i Herrens hus, var jeg så taknemlig for at kunne svare ja.