Indbyd til succes

Da Nick Barton og hans hustru Morgan flyttede til Arizona i USA, hvor Nick skulle læse jura, begyndte de at bede om muligheder for at missionere. »Vi bad vor himmelske Fader om at hjælpe os, så vi blev mere opmærksomme på Helligåndens tilskyndelser og modige nok til at handle,« fortalte Nick.

En lørdag havde Morgan brug for bilen til at komme på arbejde, så Nick cyklede til universitetet. Da det blev tid til at vende hjem, var cyklen væk.

»Stjålne cykler var så almindeligt, at politiet spurgte, om der var noget særligt, der kunne identificere den. Jeg huskede, at Morgan havde sat et klistermærke på styret, hvor der stod: ›Jeg elsker dig.‹«

Igen bad Nick. »Jeg spurgte, om jeg kunne lære noget af situationen,« sagde han. Så tog han toget for at komme så tæt som muligt på sit hjem, før han ringede og bad sin hustru om at hente ham.

»På den næste station så jeg en stor fyr med hatten omvendt på gå ind i toget med min cykel! Jeg så mærket ›Jeg elsker dig‹ på styret, så jeg vidste, at det var min,« sagde Nick. Han prikkede manden på skulderen.

»Jeg sagde: ›Jeg vil gerne spørge, hvor du har fået den cykel?‹ Han svarede: ›På et loppemarked i nærheden.‹« Nick forklarede, at han cykel var blevet stjålet. Den unge mand svarede, at han ikke var en tyv, og at Nick kunne få cyklen tilbage.

»Jeg takkede ham og sagde, at jeg ville få politiet til at ringe til ham, så ›loppemarkedet‹ kunne blive undersøgt,« fortalte Nick. »Han fortalte, at han hed Harley og gav mig sit telefonnummer. Jeg tilbød ham at betale ham det, som han havde betalt, siden vi begge var ofre, og jeg forlod glad toget, for jeg havde fået min cykel tilbage.«

Men det var kun begyndelsen.

»Af nysgerrighed ringede jeg til Harley næste formiddag.« Han fortalte, at politiet fulgte op på sagen. Så spurgte han, om min hustru og jeg havde lyst til at gøre noget senere på dagen. Det gik op for mig, at han gerne ville være vores ven.

»Det var søndag, så jeg fortalte ham, at vi skulle i kirke, men at vi meget gerne ville være sammen med ham på et andet tidspunkt.« Da jeg lagde på, slog det mig, at det var en åbenlys mulighed for at missionere. Jeg ringede tilbage og spurgte, om han ville være interesseret i at komme med os i kirke. Han sagde: Ja! Han overværede alle møderne og fortalte mig bagefter, at han følte, at talerne og lærerne talte direkte til ham.

»Harley havde familie i udlandet og flyttede kort tid efter, at vi mødtes,« fortæller Nick. »Men han blev vores ven, fik respekt for Kirken og blev overbevist om, at hans himmelske Fader kender ham.«

»En dag, hvor jeg havde lyttet til en konferencetale, fik jeg en tilskyndelse om, at jeg skulle tale med farmaceuten på apoteket,« fortæller Hannah Rawhouser, der også er fra Arizona. »Stemmen i mit indre sagde: ›Han er en god person. Du må invitere ham til en kirkeaktivitet.‹«

Næste gang Hannah kørte hen til drive-in-kassen, så hun efter ham, men han var der ikke. Men tilskyndelsen var der stadig.

»Et par uger senere kørte jeg igen forbi, og der var han. Da jeg ikke havde meget tid, gik jeg direkte til sagen. ›Går du i kirke?‹ spurgte jeg. Han tøvede lidt overrasket og sagde så: Ja. Jeg gav ham mit visitkort. »›Ring til mig,‹ sagde jeg og kørte væk. ›Ja, nu har jeg gjorte min del,‹ tænkte jeg. ›Nu behøver jeg ikke at blive plaget af de følelser‹«

Til hendes overraskelse ringede han næste dag og præsenterede sig som Greg Eiselin. »Han fortalte mig senere, at han troede, fordi vi begge var unge og ugifte, at jeg ville invitere ham ud,« fortæller hun. »Men det endte med, at vi talte om religion i tre timer, og han begyndte at lære noget om Kirken.« I dag tjenere ældste Eiselin på en fuldtidsmission i Montana i USA.

Den 26-årige Robert G. Ellis jun. arbejdede som politimand i Senatets kontorbygning i Washington D.C. i USA.

»Jeg tilbragte meget tid med at tænke over, hvad jeg havde lært om Jesus,« mindes han. »Min far og mor gik ikke i kirke, men de tillod mig at gøre det, og jeg havde nydt at besøge mindst et dusin forskellige trosretninger.« Som nygift i tyverne følte han, at han burde blive døbt – men i hvilken kirke?

»Jeg var meget urolig i sindet. Jeg ønskede at finde en kirke, der fulgte Kristi lærdomme. Mange sagde, at alle kirker var Herrens kirke, men de tøvede ikke med at sige, at en anden trosretning var forkert. Jeg bad: ›Jeg vil gerne døbes, men jeg ved ikke, hvilken kirke jeg skal tilslutte mig.‹«

Jeg erindrede, hvad Jesus sagde: »Bed, så skal der gives jer« (Matt 7:7), og Robert blev ved med at bede. En dag på arbejdet følte Robert sig igen urolig, og tårer fyldte hans øjne.

»Jeg følte mig bange og vidste ikke, om mine tanker var rigtige eller forkerte. Så kom der en fredfuld følelse over mig. Uden helt at forstå, hvorfor jeg gjorde det, gik jeg hen til en elevatorfører og spurgte: ›Hvilken kirke tilhører du?‹«

Elevatorføreren var Norman Maxfield, en tidligere missionær, som gik på Georgetown University.

»Han kiggede op fra nogle bøger. Jeg kunne se, at han var overrasket. Han sagde: ›Jeg er mormon. Hvorfor?‹

Jeg sagde: ›Jeg vil gerne døbes, men jeg ved ikke, hvilken kirke jeg skal tilslutte mig.‹

Han spurgte: ›Hvad tror du på?‹

›Jesus Kristus,‹ var det svar, som jeg med stolthed kom med.

Han spurgte: ›Må jeg fortælle dig om min kirke, Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige?‹ Da han fortalte mig, at Kristi kirke var blevet genoprettet på jorden, vidste jeg, at mine bønner var blevet besvaret. Følelsen i mit mindre var vidunderlig.«

Det skete i 1977. Bror og søster Ellis er medlemmer af Kirken i Virginia i USA.

Ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt, at »når vi står som ›Guds vidner til alle tider, i alle ting‹ (Mosi 18:9), åbner Herren udveje for, at vi kan finde og på passende vis tale med dem, som søger. Dette vil komme, når vi søger vejledning, og når vi handler med oprigtig kristuslignende kærlighed til andre.«²

Nick, Hannah, Greg, Robert og Norman vil alle være enige i, at det, han siger, er sandt.