2014
Vær på vagt
Marts 2014


Vær på vagt

Billede
Icon depicting a computer inside of an eye.

Illustration: iStockphoto/Thinkstock

Der er mange ting, jeg fortryder ved de sidste fire år i mit liv. Jeg er vokset op i Kirken, og mange familiemedlemmer og venner har været gode eksempler for mig. Til trods for disse velsignelser har jeg ikke været vagtsom nok, hvilket har forårsaget en række problemer i mit liv.

Det begyndte, da jeg var omkring 13 år og blev afhængig af medierne. Jeg så konstant fjernsyn og opførte mig, som om jeg skulle dø, hvis ikke jeg havde videospil. Min afhængighed af medierne førte til et andet problem: Jeg havde ikke nogle gode venner, fordi jeg ikke bestræbte mig nok på at blive venner med drengene i mit kvorum. I et forsøg på at finde venner, ledte jeg de forkerte steder og blev del af en chatgruppe på nettet. I denne gruppe var der nogle personer, som lagde pornografi op. På grund af den svaghed, der var kommet af mine andre problemer, blev jeg let fanget af pornografi.

Jeg forsøgte at retfærdiggøre min adfærd ved at finde på undskyldninger. Det skader jo ikke nogen; så det kan ikke være så forkert. Fra den første gang jeg så pornografi, hadede jeg at se det. Men jeg blev fanget af det. Jeg ville gerne være et godt medlem af Kirken, men jeg havde begået en række fejltagelser og havde i lang tid ikke rettet op på dem på den rigtige måde.

Det tog mig halvandet år at gå til biskoppen. Han hjalp mig med at overvinde lysten til at se pornografi. Med tiden begyndte jeg også at blive venner med dem i min menighed, stav og seminarklasse. Nu er jeg 17 år, og det er kun for ganske nylig, at jeg har kunnet føle mig fri. Det er kun i de sidste par måneder, at jeg har kunnet overvinde min afhængighed af medierne, bedt oprigtige bønner hver dag og læst regelmæssigt i skriften.

Lad ikke nogle af disse problemer rodfæste sig i dit hjerte. Jeg vidner om, at Herren virkelig tilgiver dem, der har syndet. Men du vil få et langt mindre smertefuldt liv, hvis ikke du behøver at skulle omvende dig, som jeg har skullet gøre. Jeg trygler dig om at skåne dig selv for så meget smerte som muligt ved at lære syndens konsekvenser at kende på en måde, der gør, at du både frygter og undgår den. Dette siger jeg, fordi synd dræber sjælen, og hvis du synder, vil du føle smerte. Djævelen hader os, søger vores elendighed og har kraften til at påvirke os, hvis vi lader ham gøre det. Men jeg bærer vidnesbyrd om, at vi kan finde nåde, næstekærlighed, venlighed og tryghed i Jesus Kristi forsoning.