Pionerer i alle lande
Zimbabwe – Et smukt land, et trofast folk
Zimbabwe har et blomstrende fællesskab af sidste dages hellige.
Zimbabwes skønhed
Victoria Falls, der anses for at være et af verdens syv vidundere i naturen, og som ligger ved Zimbabwes grænse, er ikke verdens bredeste eller dybeste vandfald – men mange hævder, at det er det største målt på mængden af vand. Vandfaldet er mere end 1,5 km bredt, og kaskader af vand vælter 110 meter ned på klipperne under det. Det brusende vandfald sprøjter så meget vand op, at man ikke engang kan se bunden på vandfaldet i regntiden.
Victoria Falls er blot et af de mange betagende og smukke seværdigheder i Zimbabwe. Zimbabwe (tidligere Sydrhodesia), der ligger i den sydøstlige del af Afrika, lokker rejsende fra hele verden til at opleve dets nationalparker, dyreliv, skønhed og kultur.
Uanset om man er til safariture eller om man vil prøve at white-water rafte ned af den dundrende Zambezi flod, så byder Zimbabwe på mange ting – heriblandt et blomstrende fællesskab af sidste dages hellige.
Kirken i Zimbabwe
Der er flere end 23.000 medlemmer af Kirken i Zimbabwe. Medlemskabet er vokset hurtigt de sidste 35 år. Før 1980 var der fx kun lidt over 1000 medlemmer.
Præsident Spencer W. Kimballs (1895-1985) profetiske erklæring, der blev udstedt den 8. juni 1978, om, at »alle værdige medlemmer af Kirken [kan] blive ordineret til præstedømmet uden hensyn til race eller hudfarve« (Officiel erklæring – 2) har haft en positiv virkning på Kirkens vækst i Zimbabwe.
Mange sidste dages hellige har været med til at styrke Kirken i Zimbabwe. Her er et kort kig på nogle af disse pionerer.
Nutidige pionerer i Zimbabwe
Hubert Henry Hodgkiss
I en begrænset periode blev der sendt missionærer til Sydrhodesia i starten af 1930’erne. I 1935 blev alle missionærer dog trukket ud af Sydrhodesia (dengang del af den sydafrikanske mission), og området blev lukket på grund af manglen på missionærer og distancen til missionshjemmet i Cape Town i Sydafrika.
I september 1950 blev der sendt otte missionærer ind for at genåbne Sydrhodesia. Fem måneder senere fandt den første dåb for en nyomvendt sted i området.
Hubert Henry Hodgkiss, der blev født i England i 1926, flyttede til Salisbury i Sydrhodesia i 1949. Han fik først kendskab til Kirken gennem en ven, som undersøgte evangeliet. Hugh tvivlede på det gengivne evangelium og satte sig for at overbevise sin ven om, at Kirken ikke var sand. Efter at have undersøgt evangeliet nøje, udviklede Hugh i stedet et vidnesbyrd om dens sandhed og besluttede sig for at blive døbt. »Jeg tog fejl,« fortalte han sin ven. »Jeg tilslutter mig Kirken.«1
Hugh blev døbt den 1. februar 1951 og blev den første nyomvendte, der blev døbt i Sydrhodesia. Han kunne godt lide at være sammen med andre mennesker og fik venner, hvor han end kom. Hans venlige væsen bidrog væsentligt til Kirkens vækst i området.
I 1959 blev Hugh præsident for Salisbury gren. Hans rådgivere var også lokale medlemmer. Det var første gang, at dette grenspræsidentskab bestod af lokale medlemmer. Før i tiden havde fuldtidsmissionærer altid udfyldt grenspræsidentskabet ansvar.
Ernest Sibanda
Ernest Sibanda mødte to sidste dages hellige missionærer på cykler – ældste Black og ældste Kaelin – i december 1978. De efterlod ham med en Mormons Bog. Forud for deres møde havde Ernest allerede i mange år studeret religion. Rent faktisk havde han været underviser i sin kirke i ni år og præst i tre år.
Den aften, hvor Ernest fik Mormons Bog, læste han med så stor begejstring, at han blev oppe til kl. 2 om natten. Han kunne næsten ikke vente til at mødes med missionærerne næste dag. Ernest fortalte dem, at han havde lært mere om Jesus Kristus fra Joseph Smith end fra alle de præster, han nogensinde havde mødt. Kort tid derefter blev Ernest døbt, og hans hustru og børn fulgte et par uger senere.
Om sin dåbsdag skrev han: »Jeg følte mig meget fri. Jeg følte mig fri fra enhver ondskab. Jeg fandt kærligheden i mig til min familie. Jeg fandt kærligheden i mig til Kirken.«2
Ernest Sibanda viste sig at være en stor styrke for Kirken. Han tjente som præsident for Søndagsskolen, som sekretær i grenen og andenrådgiver i grenspræsidentskabet. Han udførte også en opgave for missionspræsidenten i Sydafrika med at oversætte salmerne fra engelsk til shona.
Edward Dube
Ved aprilkonferencen 2013 blev Edward Dube kaldet som medlem af De Halvfjerds Første Kvorum, hvilket gjorde ham til den første generalautoritet for Kirken fra Zimbabwe. Det er blot den seneste af mange førstegangs-oplevelser for ældste Dube. Han var også den første lokale stavspræsident, den første lokale missionspræsident og første lokale områdehalvfjerdser fra Zimbabwe. Ældste Dube har været en sand pioner inden for retskaffent lederskab.
Men før alt dette var der dog en anden førstegangsoplevelse for ældste Dube; den første gang han var i kirke. To år før han var i kirke for første gang, modtog han en Mormons Bog af en sidste dages hellig mand, som han arbejdede for. Ældste Dube læste Mormons Bog og følte dets virkning og kraft.
I februar 1984 tog ældste Dube imod invitationen om at være med til et faste- og vidnesbyrdsmøde i den lokale gren. Han var så nervøs, da han trådte ind i kirkebygningen, at han var lige ved at vende om med det samme og gå igen.
Ældste Dubes følelser begyndte dog at forandre sig, da grenspræsidenten rejste sig og bar sit vidnesbyrd om Mormons Bog. Et vidnesbyrd om Mormons Bog var et punkt, hvor ældste Dube følte fælles fodslag. Efter at flere medlemmer havde båret vidnesbyrd, rejste han sig og delte sine egne tanker og følelser omkring Mormons Bog.
Kort tid efter dette første nadvermøde begyndte ældste Dube at undersøge Kirken mere oprigtigt. Han blev døbt et par måneder senere. Han tjente derefter som fuldtidsmissionær i Zimbabwe Harare Missionen. Ældste Dube giftede sig med Naume Keresia Salizani den 9. december 1989. De har fire børn.
Som følge af politisk uro, har ældste Dube set mange op- og nedture for de hellige i Zimbabwe. Gennem det hele har han sat sin lid til Herrens styrke og vejledning. »Når jeg ser tilbage på mit liv, føler jeg stor taknemlighed,« siger han. »Evangeliet har været alt i mit liv.«3
»Ældste Dube er for mig Zimbabwes svar på Brigham Young eller Wilford Woodruff,« fortæller præsident Keith R. Edwards, tidligere medlem af De Halvfjerds, som på nuværende tidspunkt tjener som præsident for Englands missionærskole. Præsident Edwards var missionspræsident for Zimbabwe Harare Missionen fra 2000 til 2003, og arbejdede tæt sammen med ældste Dube, der på det tidspunkt tjente som stavspræsident. »Ældste Dube har en vision om, hvad evangeliet bør gøre, og hvordan det bør fungere.«4
Missioneringsindsatsen i Zimbabwe
Under sin tid i Zimbabwe så præsident Edwards på førstehånd Kirkens vækst i et land, der favnede evangeliet mere og mere. »Folket i Zimbabwe nyder livet,« siger præsident Edwards. »De er glade og er meget åndelige af natur. De er meget lette at undervise.«
Præsident Edwards forklarer, at missionærnavneskiltet – fordi det bærer Frelserens navn – er en af de nemmeste måder for missionærerne at komme i kontakt med det zimbabwiske folk på. De lokale læser ofte Kirkens navn og bliver interesserede. »De siger: ›Vi er også venner med Jesus Kristus.‹ Det knytter øjeblikkeligt et bånd,« fortæller præsident Edwards.
Flere fremtidige ledere og pionerer tilslutter sig hele tiden Kirken i Zimbabwe. »Missionærerne har altid travlt,« siger præsident Edwards.