Velsignet af min trofaste søster

Tre af mine otte søskende tilsluttede sig Kirken i El Salvador på samme tid, som jeg gjorde. Thelma var 14 år gammel og den ældste af mine søskende, da vi blev døbt. Jeg var otte år på det tidspunkt og den yngste i familien, så hun var lederen.

Vi var blevet præsenteret for Kirken af vores nabo, som sang sange, som vi senere fandt ud af var salmer. Vores nabo fortalte os om et dejligt sted, der blev kaldt Primary, hvor børn lærte at synge. Missionærerne blev kontaktet, og de begyndte at besøge vores hjem for at undervise os.

Men min far nærede dog stærk modvilje mod Kirken, og at hans børn blev undervist af missionærerne. Som lille dreng forstod jeg aldrig helt, hvad de to ældster gennemgik for at give os evangeliet. Far smed dem ud, hvis han så dem hjemme hos os, og han slukkede helt bevidst lyset, hvis ældsterne kom forbi om aftenen. Lige så utrætteligt som min far prøvede at forhindre missionærerne i at undervise os, lige så opsat var Thelma på at lære om evangeliet og læse Mormons Bog. Thelma og ældsterne gav aldrig op, og det er jeg taknemlig for.

Det var en kamp at komme i kirke, for far prøvede at stoppe os ved brug af forskellige taktikker, det kunne være at kræve, at vi gjorde noget derhjemme, inden vi kunne tage i kirke.

En søndag morgen var særdeles svær. Han ville ikke lade os gå, men vi nægtede at lade os stoppe. Han sparkede til en skraldespand, så alt indholdet faldt ud over det gulv, vi lige havde vasket. Thelma begyndte tavst at samle skraldet op uden at klage. Da hun atter engang havde vasket gulvet, spurgte hun, om vi måtte tage i kirke. Vi havde passet alle vores pligter og mere til, men han ville stadig ikke give sin tilladelse. Til sidst spurgte han: »Hvorfor er det overhovedet, at I insisterer på at tage til denne kirke?« Så bar Thelma et stærkt vidnesbyrd om evangeliets sandhed og om budskabet om gengivelsen af evangeliet. Da hun var færdig, vinkede min far med hånden og gav os lov.

Efter den hændelse forsøgte far aldrig mere at stoppe os, og senere gav han, om end ikke med sin gode vilje, tilladelse til, at vi kunne blive medlemmer af Kirken.

Jeg havde ikke noget problem med at komme i kirke om søndagen, men jeg var ikke begejstret for at skulle i Primary, for dengang lå det lørdag morgen. Da jeg var 10, kom Thelma hjem en lørdag og fortalte mine ældre søskende om en spændende fodboldkamp mellem diakonerne og pionererne (11-årige spejdere). Hun bemærkede, hvor ærgerligt det var, at jeg var gået glip af kampen, fordi jeg ikke kom i Primary. Det er vel unødvendigt at sige, men jeg gik derhen den følgende lørdag (i mit fodboldtøj) og alle de følgende gange.

Da Thelma var 16, blev hun kaldet som primarypræsident. Vores biskop havde prøvet at finde en, der kunne tackle de mange udfordringer, der var med Primary. Menigheden dækkede et stort område, og det var svært og dyrt for mange familier med små børn at tage bussen til kirke både lørdag og søndag. Mange af disse børn kom ikke i Primary, og der var ikke rigtig nogen løsning på det. Biskoppen havde følt sig tilskyndet til at kalde Thelma, men han kunne ikke få sig til det, fordi hun var så ung. Men tilskyndelsen kom igen, og efter han havde fået tilladelse fra stavspræsidenten, kaldte han min søster.

Det viste sig at være en inspireret beslutning, og det velsignede mange børn – også mig. Thelma højnede sin kaldelse ved at følge inspiration, bruge sund fornuft og implementere nye ideer for at udvikle oplæringsprogrammer, der bragte evangeliet til børnene. Hun bad sine rådgivere og lærere om at holde Primary på forskellige steder, der lå tættere på, hvor de boede, og hun sørgede for konstant oplæring af disse lærere. Denne løsning gjorde, at medlemmerne sparede både tid og penge og gjorde, at børn, som ikke tidligere havde været i Primary, kunne nyde velsignelserne ved denne vidunderlige organisation.

Billede

Thelma and Rafael

Mine søskende og jeg fortsatte med at følge Thelma, som tiden gik. Vi holdt familieaften og kom til alle Kirkens møder. Kort tid efter jeg var blevet ordineret til diakon, vendte Thelma sig mod mig under en familieaften og anerkendte mig som familiens præstedømmebærer. Det lærte mig noget værdifuldt om respekt for præstedømmet.

Hun sikrede sig også, at jeg aldrig manglede opmuntring eller motivation til at deltage i mine præstedømmemøder eller passe mine ansvar. Thelma benyttede sig for eksempel af enhver støjende og energisk metode til at få mig ud af sengen søndag morgen, så jeg kunne komme til præstedømmemøde. Hun lærte mig også at se frem til mine oprykninger i Det Aronske Præstedømme.

Til GUF og seminar gjorde det ikke noget, at jeg altid var Thelmas bror. Nogle af mine venner havde deres forældres støtte i Kirken, men jeg havde min biskop, lederne i Unge Mænd og Thelma.

Thelma fortsatte med at være et eksempel for mig i sine forskellige kaldelser, indtil hun tog på mission. Hun tjente med ære i Quetzaltenango-missionen i Guatemala, og resultatet af hendes indsats omfattede blandt andet, at vores mor blev døbt to dage efter, at hun vendte hjem. Vores lykke var fuldendt, da jeg som præst kunne udføre denne hellige ordinance. Jeg fulgte Thelmas eksempel og begyndte at forberede mig på at tjene på mission.

Efter sin mission flyttede Thelma til USA og gik trods vores svære økonomiske situation på Brigham Young University. Hun forblev en stærk indflydelse for mig på trods af afstanden.

Da jeg vendte hjem efter at have tjent som missionær i Guatemala City-missionen i Guatemala, rejste jeg også til Provo i Utah for at gå på BYU. Jeg var taknemlig for den venlighed og støtte fra de mange mennesker, som hjalp mig dertil. Men pengene var stadig knappe.

Kort tid efter jeg var ankommet til Provo, gennemgik Thelma og jeg vores økonomiske situation. Vi konkluderede begge, at selv med mit deltidsjob havde vi ikke penge nok til både at betale for hendes og min husleje hele skoleåret. Thelma var aldrig i tvivl om, at vi nok skulle klare skærene. Hun stolede på, at Herren ville åbne en udvej. Mindre end en uge senere modtog Thelma et brev fra den spanske afdeling på BYU. Hun åbnede det og vendte sig om mod mig og sagde: »Sådan! Nu kan vi betale din husleje!« I brevet stod der, at hun havde fået job som undervisningsassistent, hvilket øgede hendes indkomst.

Som årene går, er Thelma stadig en kilde til inspiration. Hun håndterer udfordringer bedre end nogen andre, jeg kender. Hun tager sig af sin skønne søn med Downs syndrom, vores ældre mor og sin mand, der har alvorlige helbredsproblemer. Og som om det ikke var nok, har hun også selv helbredsmæssige udfordringer.

For nogle få år siden var Thelma igennem en hjerneoperation for at lettet trykket fra en cyste i hjernen. Med tanke på hendes næres behov var udsigten til komplikationer ubærlig. Hun bad om hjælp og inspiration og tog i templet. Hendes tro vaklede ikke på noget tidspunkt i alt dette, men hun var lidt betænkelig ved at lægge sit liv i hænderne på den læge, der skulle udføre den komplicerede operation. I den periode besøgte Thelma en nær ven og betroede hende sine betænkeligheder omkring operationen. Thelmas ven spurgte, hvad lægen hed, og da hun hørte det, fortalte hun, at lægen var medlem af hendes menighed. Hun fortalte Thelma, at han var et trofast medlem af Kirken og en værdig præstedømmebærer. Han spillede ofte kirkesalmer, når han udførte operationer. Selvom det var en ganske enkel information, blev det et svar på Thelmas bønner. Thelmas liv og åndelige erfaringer er en stadig kilde til styrke og vidnesbyrd for mig.

Jeg tænker på unge drenge, som måske har en opvækst, der minder om min. Jeg tænker på dem, som ikke har en mandlig rollemodel derhjemme, som kun kan finde fred i Kirken, og som vokser op i lande med store problemer. Til dem siger jeg: Giv aldrig op og hold jer nær til Herren og hans tjenere. Jeg er taknemlig for, at Herren sørgede for den støtte, jeg havde brug for til at nå mine mål og blive det menneske, jeg er i dag.