7 ting, som vi frygter ved omvendelse
Og hvorfor vi ikke burde
Vi er ofte bange for at omvende os. Men vi kan finde mod i sandheden.
Vi ved, at alle mennesker har brug for at omvende sig (se Rom 3:23). Vi ved, at vi må omvende os for at finde sand glæde gennem Jesu Kristi sonoffer (se Alma 36:24). Vi ved også, at det er en dårlig idé at udsætte vores omvendelse (se Alma 34:32-34). Og alligevel gør mange af os lige præcis det. Hvorfor? Vi ved jo bedre, ikke?
En mulig forklaring på det er frygt. Uanset om vi har begået en alvorlig synd, som er vi er nødt til at bekende for vores biskop, eller vi har nogle små vaner, indstillinger eller adfærd, der afholder os fra at være helt dedikerede til Herrens evangelium og dets standarder, kan frygt afholde os fra at gøre det, vi er nødt til for at ændre vores liv.
Her nævner jeg syv former for frygt, der kan gøre, at vi udskyder omvendelsen, og nogle idéer og lærdomme, der kan hjælpe os til at fatte mod og gøre det, vi ved vil give os fred og glæde.
1. Frygten for skammen
Hvis jeg fortæller min biskop, hvad jeg har gjort, bliver han skuffet – og jeg bliver så forlegen. Hvad nu hvis jeg bliver nødt til at sige det til mine forældre? Hvad hvis andre finder ud af det?
Der er værre ting end forlegenhed, såsom den åndelige byrde ved ubekendt synd og tabet af Helligåndens følgeskab. Den følelse af skam, I oplever ved at bekende for jeres biskop, vil kun vare et kort øjeblik og derefter fejes den helt væk af en følelse af lettelse og glæde. Det kan enhver, der har prøvet at bekende noget for sin biskop, bevidne.
2. Frygten for konsekvenserne
Hvis jeg fortæller biskoppen om mine synder, kan der være konsekvenser – ikke at måtte tage nadveren, ikke at kunne velsigne eller omdele nadveren, ikke at komme på mission, når jeg gerne vil. Det vil bare være noget rod.
Husk, at de positive følger ved omvendelse i høj grad overgår det, der kan ses som negative konsekvenser. Fokuser på det gode, som Herren lover dem, der bekender deres synd og omvender sig.
3. Frygten for, at det kræver en indsats
De ændringer, jeg er nødt til at foretage, virker så svære. Det kan også tage lang tid.
Alt, der er noget værd, kræver en indsats. Tilgivelse, fred og åndelig udvikling hører til det mest værdifulde, man kan forestille sig.
4. Frygt for en falmet selvopfattelse
Jeg er en af de gode. Hvis jeg indrømmer, at jeg har begået fejl, så er jeg ikke en af de gode mere. Hvad er jeg så? Hvad skal der blive af mig? Jeg vil hellere prøve at glemme det og fortsætte som om, alt er ved det gamle.
Vi må ydmygt bekende vores synd for Gud, så han kan »gøre det svage stærkt for« os (Eter 12:27). Og det selvbillede, I bør stræbe efter at få, er det, som vor himmelske Fader og Jesus Kristus har af jer: Et Guds barn der, trods sin ufuldkommenhed, har et uendeligt og guddommeligt potentiale ved deres hjælp.
5. Frygt for at miste sin personlighed
Hvis jeg tilpasser mig Kirkens standarder, opgiver jeg noget af det, der gør mig til mig, det kan være min yndlingsfilm, serier, musik og måder at udtrykke mig på. Så bliver jeg bare en kedelig standard-mormon. Så vil jeg hellere være mig.
Gennem omvendelse kan I have Helligånden i jeres liv. Og gennem Ånden kan I opdage en dybere, mere ægte og bedre personlig identitet. Den vil være baseret på hvem, I kan blive i Guds øjne, frem for en sandet konstruktion af smag, tilbøjeligheder, vaner og særheder.
6. Frygten for fiasko
Jeg har prøvet at ændre mig så mange gange, men jeg bliver ved med at begå de samme fejl. Jeg har opbrugt alle mine chancer. Måske kan jeg slet ikke ændre mig. Hvis jeg prøver igen uden, at det lykkes, beviser det det så ikke bare?
Omvendelse er ikke let. Det er heller ikke meningen. Men det er jeres vej til glæde, så hæng i. Der er ingen grænse for oprigtig omvendelse (se Mosi 26:30). Guds Søn gav sig selv som et uendeligt og evigt offer for at sone for vores synder, så vi kan blive tilgivet, hvis vi har tro og omvender os (se Alma 34:9-16). Fik I fat i det? Uendeligt og evigt. I er ikke uden for hans forsonings rækkevidder, for den er ubegrænset. Bliv ved med at prøve.
Hvad nu hvis jeg virkelig er i stand til at ændre mit liv? Så forventes der måske meget mere af mig. Måske er det bare bedre at være middelmådig og skæmmet af fejl, så det ikke forventes, at jeg påtager mig mere ansvar.
At være bange for højere forventninger eller mere ansvar kan komme af, at man er doven eller usikker. Men vor himmelske Faders plan handler om forbedring og fremgang. I godtog den plan inden dette liv, omfavn den nu ved at være flittige og udvise tro. Prøv at se, hvem vor himmelske Fader ønsker, I skal være, og hvilket liv han ønsker for jer. Hvis I rent faktisk kan se den person, I har potentiale til at blive, så vil det være svært for jer at tro på det. Med vor himmelske Faders og Frelserens hjælp er det dog inden for jeres rækkevidde.