Hjælp Mirta tilbage

Jeg blev kaldet til at tjene som rådgiver i Hjælpeforeningen i min families nye menighed. Under vores præsidentskabsmøde gennemgik vi en liste over søstrene i Hjælpeforeningen i vores menighed og overvejede, hvordan vi kunne hjælpe dem og deres familie.

Jeg følte mig draget mod en søster i menigheden ved navn Mirta. Hun havde været medlem af Kirken i mange år, men af en eller anden årsag var Mirta ikke kommet i adskillige år.

Jeg bemærkede, at hendes mand var ældsternes kvorumspræsident, men at deres børn, som var medlemmer, ikke kom i Kirken. Hver søndag så jeg hendes mand komme alene.

Jeg følte, at vi var nødt til at hjælpe denne familie med at vende tilbage til Kirken sammen, så de kunne nyde de velsignelser, Herren ønskede at give dem. Under de følgende præsidentskabsmøder fortalte jeg om mine forhåbninger for, at Mirta ville vende tilbage til Kirken. Vi planlagde aktiviteter, som vi kunne inkludere hende i på en særlig måde, og vi fandt frem til nogle få opgaver, vi kunne give hende.

Da vi besøgte hende, sagde hun ja til alle opgaverne, og hun udførte dem perfekt. Vi bemærkede, at hun ventede ivrigt på at blive samlet op af en af os til hjælpeforeningsaktiviteterne.

Da vi i præsidentskabet satte besøgsundervisningsparrene sammen, bad jeg de andre om at overveje muligheden for, at Mirta og jeg blev makkere. Og det slog aldrig fejl, hver måned gik Mirta og jeg ud som besøgslærere sammen. Hver gang vi gik ud for at besøge søstrene, var det også en mulighed for at tale sammen og lære hinanden bedre at kende.

Hver gang jeg inviterede hende med i kirke, sagde hun bare: »Jeg kommer, når jeg føler mig klar til det.« Jeg forstod det ikke, men jeg respekterede hendes beslutning. Med tiden ændrede hendes svar sig til: »Jeg kommer måske på søndag.«

Så jeg ventede spændt på hende hver søndag. Hun kom aldrig, men jeg blev ved med at bede for hende. Min familie og jeg blev pludselig nødt til at flytte tilbage, hvor vi tidligere havde boet, og jeg fik ikke mulighed for at sige farvel til Mirta. Da vi flyttede fra menigheden, var hun endnu ikke vendt tilbage til Kirken.

Nogle måneder senere fik jeg at vide, at Mirta var vendt tilbage til Kirken, og at hun var rådgiver i Hjælpeforeningen.

Præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008) sagde: »I ved aldrig, hvor meget godt I gør. Nogle er blevet velsignet på grund af jeres indsats« (»Til Kirkens kvinder«, Liahona, november 2003, s. 115).

Mange gange er resultatet ikke, som vi forventer, og det kommer ikke, når man forventer det. Lad os ikke holde op med at arbejde, dette er Herrens værk, og vi er hans udvalgte redskaber til at ændre livet for mange mennesker.