Generalkonference
Templet og jeres åndelige fundament
Oktoberkonferencen 2021


Templet og jeres åndelige fundament

Hver gang nogen form for omvæltning sker i jeres liv, er det sikreste sted at være åndeligt indenfor jeres tempelpagter!

Mine kære brødre og søstre, jeg er taknemmelig for at være sammen med jer denne morgen og dele det, jeg har på hjerte.

Som I ved, udfører vi store renovationer på templet i Salt Lake City. Dette komplekse projekt omfatter en større styrkelse af dets originale fundament, der har tjent godt i mere end et århundrede. Men dette tempel må bestå meget længere. Sidst i maj inspicerede jeg fremgangen på dette omfattende projekt. Jeg tænkte, at I vil værdsætte at se det, som min hustru, Wendy, og jeg så. Jeg tror, I vil se, hvorfor salmen »Så sikker en grundvold«1 har fået en ny betydning for os.

Video fra byggepladsen for renoveringen af templet i Salt Lake City: »Vi ser på det oprindelige fundament for templet i Salt Lake City. Jeg står på et område under det, der var haveværelset. Når jeg undersøger den håndværksmæssige udførelse af hele denne bygning, forundres jeg over det, pionererne opnåede. Jeg er helt overvældet, når jeg tager i betragtning, at de byggede dette prægtige tempel udelukkende med værktøj og teknikker, der var tilgængelig for mere end 100 år siden.

Men disse mange årtier senere, kan vi, hvis vi undersøger fundamentet nøje, se virkningen af erosion, huller i det oprindelige stenarbejde og forskellige grader af stabilitet i murværket.

Når jeg nu ser, hvad nutidige ingeniører, arkitekter og bygningseksperter kan gøre for at styrke det oprindelige fundament, er jeg fuldstændig forundret. Deres arbejde er forbløffende!

Fundamentet for enhver bygning, og særligt en så stor som denne, skal være stærkt og modstandsdygtigt nok til at modstå jordskælv, korrosion, stærke vinde og den uundgåelige sætning, der påvirker alle bygninger. Den komplekse opgave med at forstærke, der er i gang nu, vil styrke dette hellige tempel med et fundament, der kan og vil bestå.«

Vi sparer os ingen anstrengelser for at give dette ærværdige tempel, der er blevet mere og mere udsat, et fundament, der vil modstå naturens kræfter ind i tusindårsriget. På tilsvarende vis er det nu tid til, at vi alle implementerer ekstraordinære tiltag – måske tiltag, vi aldrig har taget før – for at styrke vores personlige åndelige fundament. Hidtil usete tider kalder på hidtil usete tiltag.

Mine kære brødre og søstre, dette er de sidste dage. Hvis I og jeg skal modstå de kommende farer og pres, er det bydende nødvendigt, at vi hver især har et sikkert åndeligt fundament, der er bygget på vor Forløsers klippe, Jesus Kristus.2

Så jeg spørger jer hver især, hvor sikker er jeres grundvold? Og hvilke forstærkninger af jeres vidnesbyrd og forståelse af evangeliet er der brug for?«

Templet er centralt for at styrke vores tro og åndelige styrke, fordi Frelseren og hans lære er selve kernen i templet. Alt, der undervises om i templet gennem belæringer og Ånden, øger vores forståelse af Jesus Kristus. Hans afgørende ordinancer binder os til ham gennem hellige præstedømmepagter. Derpå skænker han os, når vi holder vores pagter, hans helende, styrkende kraft.3 Og hvor vi dog har brug for hans kraft i de kommende tider.

Vi er blevet lovet, at »hvis [vi] er beredte, skal [vi] ikke frygte.«4 Denne forsikring har omfattende betydning i dag. Herren har erklæret, at på trods af denne tids hidtil usete udfordringer, behøver de, der bygger deres fundament på Jesus Kristus og har lært, hvordan man trækker på hans kraft, ikke at bukke under for denne æras unikke bekymringer.

Tempelordinancer og -pagter er ældgamle. Herren lærte Adam og Eva at bede, indgå pagter og bringe ofre.5 »Når som helst Herren har et folk på jorden, der vil adlyde hans ord, har de fået bud om at bygge templer.«6 Standardværkerne er fulde af henvisninger til templets lærdomme, påklædning, sprog og mere.7 Alt vi tror på og alle løfter, Gud har givet til sit pagtsfolk, bliver samlet i templet. I alle tidsaldre har templet understreget den dyrebare sandhed, at de, der indgår pagter med Gud og holder dem, er pagtens børn.

Dermed kan vi i Herrens hus indgå samme pagt med Gud, som Abraham, Isak og Jakob indgik. Og vi kan modtage de samme velsignelser!

Billede
Templerne i Kirtland og i Nauvoo

Templer har været en del af denne uddeling helt fra begyndelsen.8 Profeten Elias overdrog nøglerne til den beseglende myndighed til Joseph Smith i templet i Kirtland. Præstedømmets fylde blev gengivet i templet i Nauvoo.9

Frem til sin martyrdød fortsatte Joseph Smith med at modtage åbenbaringer, der fremmede gengivelsen af begavelses- og beseglingsordinancer.10 Men han indså, at der var brug for yderligere forfinelse. Da Joseph Smith havde administreret begavelsen til Brigham Young i maj 1842, sagde han til Brigham: »Det er ikke rigtigt arrangeret, men vi har gjort vores bedste under de omstændigheder, vi står i, og jeg ønsker, at I tager denne sag og organiserer og systematiserer alle disse ceremonier.«11

Efter profetens død førte præsident Young tilsyn med færdiggørelsen af templet i Nauvoo12 og byggede sidenhen templer i Utah-territoriet. Under indvielsen af de nederste etager af templet i St. George talte Brigham Young energisk om vigtigheden af stedfortrædende tempeltjeneste, da han sagde: »Når jeg tænker på dette emne, ønsker jeg, at jeg med syv tordenskralds røst kunne vække folk.«13

Fra den tid af blev tempelordinancer gradvist forbedret. Præsident Harold B. Lee forklarede, hvorfor procedurer, retningslinjer og tilmed administrationen af tempelordinancer fortsætter med at ændre sig i Frelserens genoprettede kirke. Præsident Lee sagde: »Husk, at Jesu Kristi evangeliums principper er guddommelige. Ingen ændrer Kirkens principper og [lære] undtagen Herren ved åbenbaring. Men fremgangsmåder ændrer sig, efterhånden som inspireret vejledning kommer til dem, som præsiderer på et givent tidspunkt.«14

Overvej hvordan omdeling af nadveren har ændret sig gennem årene. I den første tid blev vandet til nadveren givet til forsamlingen i et stort bæger. Alle drak af det. Nu bruger vi individuelle engangsbægere. Proceduren har ændret sig, men pagterne forbliver de samme.

Tænk over disse tre sandheder:

  1. Genoprettelsen er en proces, ikke en begivenhed, og vil fortsætte, indtil Herren kommer igen.

  2. Det endelige formål med Israels indsamling15 er at give alle Guds trofaste børn templets velsignelser.

  3. Når vi søger, hvordan vi kan opnå det mål mere effektivt, åbenbarer Herren mere indsigt. Den vedvarende genoprettelse kræver vedvarende åbenbaring.

Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum har ofte spurgt Herren, om der er bedre måder at bringe templets velsignelser til hans trofaste børn på. Vi søger regelmæssigt vejledning om, hvordan vi sikrer verdensomspændende nøjagtighed og overensstemmelse i tempelinstruktioner, -pagter og -ordinancer på trods af forskelle i sprog og kultur.

Under Herrens vejledning og i svar på vores bønner er der foretaget nylige proceduremæssige tilpasninger. Han er den, der ønsker, at I med stor klarhed forstår præcist, hvad I indgår pagter om at gøre. Han er den, der ønsker, at I fuldt ud oplever hans hellige ordinancer. Han ønsker, at I forstår jeres privilegier, løfter og ansvar. Han ønsker, at I får åndelige indblik og erkendelser, I aldrig før har fået. Dette ønsker han for alle tempelbesøgende, uanset hvor I bor.

Nuværende tilpasninger til tempelprocedurer og andre, der vil komme, er fortsat bevis på, at Herren aktivt leder sin kirke. Han giver os alle muligheder for at styrke vores åndelige fundament mere effektivt ved at centrere vores liv omkring ham og hans tempels ordinancer og pagter. Når I tager jeres tempelanbefaling, et angerfuldt hjerte og et søgende sind til Herrens hus og lærdommens hus, vil han undervise jer.

Skulle afstand, helbredsmæssige udfordringer eller andre begrænsninger forhindre jeres tempelbesøg i en periode, opfordrer jeg jer til regelmæssigt at afsætte tid til i sindet at gennemgå de pagter, I har indgået.

Hvis I endnu ikke elsker templet, så tag derhen oftere – ikke mindre hyppigt. Lad Herren gennem sin Ånd undervise og inspirere jer. Jeg lover jer at med tiden, vil templet blive et sted I finder sikkerhed, trøst og får åbenbaring.

Hvis det var muligt for mig at tale en til en med alle unge voksne, ville jeg bønfalde jer om at søge en partner, I kan blive beseglet til i templet. I kan spekulere på, hvilken forskel det vil gøre i jeres liv. Jeg lover jer, at det vil gøre hele forskellen! Når I gifter jer i templet og bliver ved med at vende tilbage, vil I blive styrket og ledt i jeres beslutninger.

Hvis jeg kunne tale med alle mænd og hustruer, der stadig ikke er blevet beseglet i templet, ville jeg bønfalde jer om at tage de nødvendige skridt for at modtage den kronende, livsændrende ordinance.16 Vil det gøre en forskel? Kun hvis I ønsker at udvikle jer for evigt og være sammen for evigt. Et ønske om at være sammen for evigt får det ikke til at ske. Ingen anden ceremoni eller kontrakt vil få det til at ske.17

Hvis jeg kunne tale med hver mand eller kvinde, der længes efter ægteskab, men endnu ikke har fundet sin evige partner, ville jeg opfordre jer til ikke at vente indtil ægteskabet med at modtage begavelsen i Herrens hus. Begynd nu at lære og erfare, hvad det vil sige at være udrustet med præstedømmets kraft.

Og til alle jer, der har indgået tempelpagter, bønfalder jeg jer om at søge – i bøn og vedvarende – at forstå tempelpagter og -ordinancer.18 Åndelige døre vil åbnes. I vil lære, hvordan man åbner for sløret mellem himlen og jorden, hvordan man beder om, at Guds engle vil passe på jer, og hvordan I bedre modtager vejledning fra himlen. Jeres flittige indsats for at gøre det, vil forstærke og styrke jeres åndelige fundament.

Mine kære brødre og søstre, når renoveringen af templet i Salt Lake City er færdig, vil der ikke være noget sikrere sted under et jordskælv i Salt Lake-dalen, end inde i det tempel.

På samme måde er det sikreste sted at være åndeligt, når der er nogen form for omvæltning i jeres liv, inde i jeres tempelpagter!

Tro mig når jeg siger, at når jeres åndelige fundament er bygget solidt på Jesus Kristus, har I ingen grund til at frygte. Når I er tro mod jeres tempelpagter, vil I blive styrket af hans kraft. Så vil I, når åndelige jordskælv kommer, være i stand til at være stærke, fordi jeres åndelige fundament er solidt og urokkeligt.

Jeg elsker jer, kære brødre og søstre. Disse sandheder ved jeg: Gud, vor himmelske Fader, ønsker, at I vælger at komme hjem til ham. Hans plan om evig udvikling er ikke kompliceret og ærer jeres handlefrihed. I er frie til at vælge, hvem I vil være – og hvem I vil være sammen med – i den kommende verden!

Gud lever! Jesus er Kristus! Dette er hans kirke, der blev genoprettet for hjælpe jer til at opfylde jeres guddommelige skæbne. Det vidner jeg om i Jesu Kristi hellige navn. Amen.

Noter

  1. Se »Så sikker en grundvold«, Salmer og sange, nr. 38.

  2. »Så når Djævelen udsender sine mægtige vinde … [skal] det ingen magt … få over [os] … på grund af den klippe, som [vi] er bygget på, som er en sikker grundvold, en grundvold, hvorpå menneskene, hvis de bygger derpå, ikke kan falde« (Hel 5:12; fremhævelse tilføjet).

  3. Se L&P 109:15, 22.

  4. L&P 38:30; se også L&P 10:55.

  5. Se Moses 5:5-6.

  6. Bible Dictionary, »Temple«.

  7. Se for eksempel 2 Mos 28; 29; 3 Mos 8. Moses’ åbenbaringstelt var kendt som »Vidnesbyrdets telt« (4 Mos 9:15) og en »Vidnesbyrdets bolig« (2 Mos 38:21). Salomos tempel blev ødelagt i 587 f.Kr., nogle få år efter Lehis familie forlod Jerusalem. Genopførslen af dette tempel af Zerubbabel fandt sted omkring 70 år forinden. Det blev derefter beskadiget af en brand i 37 f.Kr. Herodes udvidede templet i omkring 16 f.Kr. Derefter blev det tempel, der var kendt af Jesus, ødelagt i 70 e.Kr. Nefi havde tempellignende oplevelser ved at gå »op på bjerget ofte« for at bede (1 Ne 18:3) og senere bygge de i Amerika et tempel »på samme måde som Salomos tempel«, selvom det var mindre udsmykket (se 2 Ne 5:16).

  8. Se L&P 88:119; 124:31.

  9. Se L&P 110:13-16; 124:28. Hjørnestenen til templet i Nauvoo blev lagt den 6. april 1841, bare nogle få måneder efter Joseph Smith fik åbenbaring om at bygge det. Templet i Nauvoo havde flere funktioner. Herren havde for eksempel forklaret, at et dåbsbassin var nødvendigt, så de hellige kunne blive døbt for dem, der var døde (se L&P 124:29-30).

  10. Se L&P 131; 132. 128 indeholder et brev, Joseph Smith skrev til de hellige angående dåb for de døde. Han forklarede, at de dødes frelse »er nødvendig og afgørende for vor frelse … [for] de [kan] ikke … blive gjort fuldkomne uden os – ej heller kan vi blive gjort fuldkomne uden vore døde« (v. 15).

  11. Joseph Smith, i Saints: The Story of the Church of Jesus Christ in the Latter Days, bind 1, The Standard of Truth, 1815-1846, 2018, s. 454.

  12. »Kirkehistoriker George A. Smith konkluderede, at 5.634 brødre og søstre modtog deres begavelse i det delvist færdige tempel i Nauvoo i december 1845 og januar 1846. Beseglingerne af par fortsatte indtil den 7. februar [1846], hvor mere end 2.000 par var blevet forenet ved præstedømmet for tid og evighed« (Bruce A. Van Orden, »Temple Finished before Exodus«, Deseret News, 9. december 1995, deseret.com; se også Richard O. Cowan, »Endowments Bless the Living and Dead«, Church News, 27. august 1988, thechurchnews.com).

  13. »Hvad tror I, vore forfædre ville sige, hvis de kunne tale fra de døde? Ville de ikke sige: ›Vi har ligget her tusinder af år, her i dette fængsel og ventet på, at denne uddeling skulle komme?‹ … Hvis de havde kraften, ville selve himlens torden lyde i vores ører, hvis vi blot kunne indse vigtigheden af det værk, vi er engageret i. Alle himlens engle ser på denne lille håndfuld mennesker, og ansporer dem til at frelse den menneskelige familie … Når jeg tænker på dette emne, ønsker jeg, at syv tordenskralds røst kunne vække folk« (Discourses of Brigham Young, udv. John A. Widtsoe, 1954, s. 403-404).

  14. Harold B. Lee, »God’s Kingdom—A Kingdom of Order«, Ensign, jan. 1971, s. 10. Se også en udtalelse af præsident Wilford Woodruff i 1896, hvor han sagde: »Som præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige ønsker jeg at sige, at vi bør fortsætte og gå fremad. Vi er ikke færdige med åbenbaring … Præsident Brigham Young, der fulgte præsident Joseph Smith, førte os hertil. Han organiserede disse templer og udførte formålene med sin kaldelse og sit embede … Han modtog ikke alle de åbenbaringer, der hører til dette værk; ej heller gjorde præsident Taylor eller Wilford Woodruff. Der vil ikke være nogen ende på dette værk, før det er fuldendt« (The Discourses of Wilford Woodruff, red. G. Homer Durham, 1946, s. 153-154).

  15. Se 3 Ne 29:8-9.

  16. Se L&P 131:2, 4.

  17. Se L&P 132:7.

  18. Ældste John A. Widtsoe skrev: »Til den mand eller kvinde, som tager til templet med åbne øjne, der giver agt på symbolerne og pagterne, og der gør en konstant, fortsat indsats for at forstå den fulde betydning, taler Gud sine ord, og åbenbaring kommer. Begavelsen er så rigt symbolsk, at kun et fjols ville forsøge at beskrive den; den er så fuld af åbenbaring, at dem, der udøver deres styrke til at søge og se, at ingen menneskelige ord kan forklare eller tydeliggøre de muligheder, der findes i templets tjeneste. Begavelsen, der blev givet ved åbenbaring, kan bedst forstås ved åbenbaring« (i Archibald F. Bennett, Saviors on Mount Zion, søndagsskolehæfte, 1950, s. 168).