Hvorfor jeg blev medlem af kirken

Jeg var ved at bade mit tredje barn, da det ringede på døren. Jeg kunne kun åbne lidt, da der var krog på døren. Der stod to missionærer, som fortalte mig, at de havde et vigtigt budskab, som de gerne ville dele med mig. Til sidst sagde jeg, at de kunne komme tilbage om aftenen, så var jeg på arbejde, men min mand var hjemme og passe børnene. Han havde studeret mange religioner, så jeg troede, at han gerne ville tale med dem. Jeg troede, at de måske ikke kom, men det gjorde de.

Da jeg kom hjem fra arbejde, sagde min mand, at det var meget flinke mænd, men de drak ikke kaffe, som jeg havde forberedt, men de elskede sodavand og wienerbrød. Så det måtte jeg gerne købe til næste gang om et par dage. Fint med mig, for da skulle jeg også på arbejde, og sådan gik der mange uger. Jeg syntes, at det var ved at blive lidt dyrt med alle de sodavand og wienerbrød, indtil Bent sagde, at de ville komme næste tirsdag. »Nej«, sagde jeg, »for da skal jeg ikke arbejde«. »Men de vil så gerne møde dig«. Næste tirsdag lukkede jeg pænt op og bød dem ind i stuen til sodavand og wienerbrød. Jeg lukkede døren ud til køkkenet, for jeg skulle i alt fald ikke høre noget og gik i gang med min kæmpe opvask. Lidt efter bankede det på køkkendøren, og en missionær så ind gennem en lille sprække og sagde: »Fru Andersen, vi ved godt, De er en travl kvinde, men (og nu stod han med en arm på min skulder) hvis vi hjælper med opvasken, tror De så, at De kan få tid til at høre på os lidt?« Hm, det var min opvask, og den skulle de ikke røre, men jeg gik ind i stuen og strikkede på en trøje til min mand – længst væk fra dem. De sad i den ene ende af stuen. Selvom man strikker, kan man ikke undgå at høre, hvad de talte om. Sådan gik der flere uger, sommeren var forbi, også efteråret, og det blev d. 2. december. Missionærerne var gået. Vi gik ud med hunden. Der var faldet nyt sne, og det frøs et par grader, så sneen gav denne specielle lyd, som jeg elsker. Jeg spurgte Bent. »De beder dig hele tiden, om du ikke vil bede og spørge, om det er sandt. Hvorfor gør du det så ikke?«

Da han ikke svarede mig, begyndte jeg at brokke mig hele vejen ned ad Devantiervej, hen ad Lefevrevej, Nymarksvej og til Honorevej, hvor jeg sagde til Bent, mens han begyndte at gå foran: »Det må du selv om, så beder jeg! Kære Gud, vil du virkelig have, at vi skal tro på, hvad missionærerne siger?« Jeg blev lamslået. Der kom en varme til mig fra højt oppe over mit hoved, og den gik langsomt ned gennem min krop og ben mod fortovet. Jeg så op mod himmelen og sagde: »Er du der virkelig?« Da kom der det flotteste stjerneskud oppe fra venstre i en smuk bue hen over himmelen ud til højre, hvor det forsvandt ned over husene. Der stod jeg! Bent kaldte på mig fra det næste hjørne, om jeg kom? Jeg fik travlt med at komme efter ham, mens jeg tænkte, at det her fortæller jeg aldrig til nogen. Det passer overhovedet ikke ind i mit liv. Jeg var servitrice, og jeg kunne lide mit arbejde. Jeg kunne også lide de fester, Bent og jeg havde sammen med naboerne, hvor vi spiste og drak og dansede med hinanden, når børnene sov. Jeg drak også rigtigt meget kaffe, og Bent havde røget, siden han var 13 år.

Der gik et par uger, og så spurgte nabokonen, hvad der var i vejen med mig? »Ingenting«, sagde jeg flere gange, men hun blev ved, og til sidst fortalte jeg hende, hvad jeg havde oplevet. Så talte vi faktisk ikke sammen mere. Sladderen var vist løbet stærkt. Ingen drillede eller sagde noget. Vi var bare ikke med mere.

Missionærerne kom mindst to gange om ugen, og det beklagede jeg mig aldrig over mere, de var jo hyggelige. En dag inviterede de os til kirke en søndag, og det kunne der vel ikke ske noget ved. Medlemmerne var så flinke, da vi kom. Især Irene Andersen, som kom hen og gav mig en krammer og fulgte os alle fem ind og sidde i midten, hvor hun sad. Når den mindste, Anne Grethe, absolut ville ud og gå, tog Irene sig af hende og sad med hende på skødet. De to ældste lærte hurtigt at folde hænder og være stille under møderne.

Da vi var ude og gå med hunden en aften, spurgte jeg Bent, om han havde noget imod, at jeg blev døbt, for jeg havde altså fået et vidnesbyrd. »Så synes jeg, at vi skal døbes alle fire«, svarede han.

Sikke en overraskelse! Det var sjovt at se missionærernes ansigter, da vi bad dem om at undervise vores to ældste børn. Missionærerne fortalte os lidt senere, at de skulle rejse tilbage til USA i marts måned, så vi bestemte, at vi ville døbes d. 2. marts 1974. Det syntes vi, at de havde fortjent, så tålmodige, de havde været. Det viste sig, at vi var de eneste, de førte til dåb på deres to år lange mission.

Vi blev døbt d. 2. marts 1974 – sammen med vores to ældste børn, Vibeke og Stig Eigil – af ældste Miller og ældste Frichnekt. Alle medlemmerne i Fredericia Gren kørte til Odense for at være med. Det var imponerende.