Mit budskab fra Herren

I 1993, tre dage efter jeg var flyttet til Polokwane i det nordlige Sydafrika, bankede det på min dør. Da jeg åbnede, stod der to missionærer fra Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.

Jeg havde en meget religiøs opvækst, og min familie havde altid advaret mig mod missionærerne. Men de virkede flinke, og jeg kan godt lide at tale om religion, så jeg inviterede dem indenfor.

Efter et dejligt besøg sagde de til mig: »Kan vi give dig Mormons Bog?«

»Vent lige et øjeblik«, svarede jeg. »Jeg tror, at jeg har en.«

Da jeg viste dem mit eksemplar, blev de forbløffede. Jeg forklarede, at missionærerne i min hjemby Cape Town nogle år forinden havde givet mig Mormons Bog ved en udstilling. Jeg havde beholdt den, og nu og da bladrede jeg gennem den.

Efter vores besøg inviterede jeg missionærerne tilbage. Jeg var dog vokset op i en anden kirke, hvor min stedfar var præst. Tanken om at skulle døbes igen blev en af forhindringerne for min omvendelse. Alligevel begyndte jeg at komme i Kirkens lille gren. Efter halvandet år kaldte grenspræsidenten mig ind på sit kontor.

»David, jeg vil gerne give dig en udfordring,« sagde grenspræsidenten. »Vi ønsker virkelig, at du får et vidnesbyrd om Mormons Bog. Jeg føler, at du kan gøre det, hvis jeg kalder dig til at undervise i seniorklassen. Du underviser allerede på et universitet, og du er ikke bange for at stille dig op foran folk.«

I dag skal lærere være medlemmer af Kirken.¹ Men dengang følte grenspræsidenten sig inspireret til at bede mig om at undervise. Det er jeg taknemlig for.

»Okay,« sagde jeg.

Hver lørdag aften studerede jeg lektionen helt ned i de små detaljer, så jeg kunne forstå den, kende den og relatere til Mormons Bogs historier og karakterer. For mig var at undervise i bogen virkelig en god måde at finde mit vidnesbyrd om den på.

En søndag, efter jeg havde undervist i omkring et år, kom missionspræsidenten fra Pretoria til en konference og deltog i min søndagsskoleklasse.

»Tak, bror Baxter,« sagde han bagefter. »Det var en god lektion. Hvor kommer du fra?«

Da jeg svarede Cape Town, spurgte han om, hvilken menighed jeg kom i.

»Jeg kommer ikke i nogen menighed.«

»Hvad mener du?« spurgte han.

»Jeg er det, I kalder ikke-jøde?« sagde jeg. »Jeg er ikke medlem af Kirken.«

Han blev hvid i ansigtet og skyndte sig hen til grenspræsidenten.

»Har du et ikke-medlem til at undervise i skrifterne?« spurgte missionspræsidenten ham.

»Ja, men gjorde han det dårligt?«

»Nej.«

»Var han inspirerende?«

»Ja.«

»Underviste han i den sande lære?«

»Ja.«

De lod mig fortsætte med at undervise. Nogle måneder senere tog jeg hen for at besøge min familie i Cape Town i juleferien. Mens jeg var der, fortalte min mor mig, at hun ville forlade sin kirke, når min stedfar døde. I det øjeblik hjalp Herren mig til at føle mig fri for de skyldfølelser, jeg havde på grund af loyalitet over for min mor og den kirke, jeg voksede op i.

Da jeg kom hjem igen, ringede jeg til grenspræsidenten.

»Jeg vil gerne døbes i morgen,« sagde jeg til ham.

»Er du sikker, David?«

»Fuldstændig,« sagde jeg. »Jeg fik et budskab fra Herren.«

Billede

hænder, der holder en bog

»Jeg har noget at give dig«

Da jeg fortalte min biologiske far, at jeg var blevet medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, forstod jeg ikke, hvorfor han var så rolig.

»Lad mig fortælle dig lidt om mig,« sagde han.

Min far, der aldrig havde talt med mig om religion, fortalte mig, at han som ung mand var kommet i Kirkens Cumora-menighed i Cape Town. Han havde spillet på menighedens basketballhold. Han havde fået flere nære venner, der var sidste dages hellige. En af hans bedste venner var en missionær, der efter sin mission blev dræbt i Vietnam.

Hvis min far ikke havde mistet den ven, tror jeg, at han ville være blevet medlem af Kirken. Hans liv ville have set helt anderledes ud. Flere år senere havde han stadig stor respekt for sidste dages hellige. Han praktiserede ikke selv nogen religion, men han støttede fuldstændigt min beslutning om at tilslutte mig Kirken.

Nogle måneder efter min stedfar var gået bort, fortalte jeg min mor om min dåb. Det gik ikke lige så godt. Men da jeg tog til Holland for at besøge hollandske familiemedlemmer på min mors side, fortalte jeg dem alligevel om min omvendelse. Det var der, jeg hørte om en anden forbindelse i familien til Kirken.

Under mit besøg kom min onkel hen til mig. »Jeg har noget til dig,« sagde han. Så gav han mig et eksemplar af førsteudgaven af Mormons Bog på hollandsk, som var blevet udgivet i 1890.

»Den tilhørte vores familie for længe siden,« sagde han. »Jeg vil gerne give den til dig.«

Disse to familieforbindelser til Kirken var meget betryggende for mig. I dag værdsætter jeg den Mormons Bog på hollandsk. Den minder mig om de første missionærer, der besøgte mig. Den minder mig om, hvor vigtigt det var for min omvendelse at undervise i Mormons Bog. Den minder mig om min afdøde fars respekt for Kirken, og at nogle af mine forfædre havde accepteret det gengivne evangelium.

Den minder mig også om, at Mormons Bog virkelig har kraft til at overbevise både »jøde og ikke-jøde om, at Jesus er Kristus, den evige Gud, som giver sig til kende for alle folkeslag.«²