Liahona
Uddannelse – et afgørende grundlag for at udføre vores mission
Januar 2024


Kun digitalt

Uddannelse – et afgørende grundlag for at udføre vores mission

Fra »The Education, the Mission, and the World«, et foredrag til studerende på Brigham Young University i Hawaii den 28. februar 2023. Se hele talen på Speeches.byuh.edu.

Verden har brug for at vide, hvad I ved om de vidunderlige velsignelser, som Jesus Kristus tilbyder dem, der følger ham.

Billede
en kollage af mennesker, der studerer og lærer nye færdigheder

Herren elsker jer og regner med, at I bringer hans lys til alle, I omgås. Han ønsker, at jeres liv skal være et fyrtårn for jeres venner og slægtninge. Han forventer, at I bærer vidnesbyrd om vor himmelske Faders eksistens – at vi alle er hans åndelige børn, og derfor er hele menneskeheden vores brødre og søstre. Herren forventer også, at I bærer vidnesbyrd om hans hellige mission på denne jord – at han er den levende Guds Søn, at han var, at han er, og at han skal komme (se L&P 68:6).

Uddannelse som et religiøst ansvar

Præsident Russell M. Nelson, vores profet, sagde til de unge voksne i maj 2022: »Uddannelse er noget meget vigtigt. Jeg anser det for at være et religiøst ansvar.«1 Herren ser ikke uddannelse som noget, der er adskilt og særskilt fra åndelighed.

Faktisk gav han os i Lære og Pagter 88:77-78 en befaling om at »undervise hinanden«, og han lovede os sin nåde til at hjælpe os med at lære »alt det, som vedrører Guds rige«. Og hvad er det, der vedrører hans rige? Listen i vers 79 overrasker jer muligvis, fordi den ikke kun indeholder evangeliske emner som tro og omvendelse. Den omfatter også (med nogle af mine overvejelser om, hvordan de kan relatere til det, vi kan studere): 

  • Ting … »i himlen«: Stjernerne og planeterne? Jordens atmosfære? Luftfart? (Jeg tror, at ældste Uchtdorf er enig med mig!) 

  • Ting … »på jorden«: Bygningskonstruktion? Fabrikation? Industrielle processer? Informationsteknologi? Sundhedsvidenskab og alle dens forgreninger? Zoologi? Biologi? Biokemi? Landbrug? 

  • Ting … »under jorden«: Geologi? Mineralogi? Havforskning? Marinebiologi? 

  • »Det, som har været«: Historie?

  • »Det, som er«: Aktuelle begivenheder? Statskundskab? Sociologi? Erhvervskundskab? International politik?

  • »Det, som snart skal ske«: Vejrprognoser? Økonomiske prognoser? Analyse af mulige pandemier? Teknologisk udvikling? 

  • »Det, som er hjemme«: Hjemlige anliggender som uddannelse, skatter, love, lokale projekter for byudvikling og planlægning af fødevareproduktion? 

  • »Det, som er ude«: Udenrigsanliggender? Internationale forhold? Diplomati?

  • »Folkeslagenes krige og forviklinger og de straffedomme, som er lagt på landet; og også en kundskab om lande og om riger«: Forskellige styreformer, kulturer og sprog? Antropologi? Kunstneriske og litterære traditioner rundt om i verden?

Wauw! Det er meget mere, end vi kan lære på et helt liv (og jeg er sikker på, at Herren også ønsker, at vi lærer mere!).

Og hvorfor ønsker han, at vi skal lære alt dette? 

Det er ikke bare for at få et godt job – selvom det er vigtigt for ham. Men hans vision er bredere end det, og hans formål har flere evige konsekvenser. Det er beskrevet i vers 80: »så I på alle måder kan være forberedt, når jeg igen sender jer ud for at højne det kald, hvortil jeg har kaldet jer, og den mission, hvortil jeg har bemyndiget jer.« 

Uddannelse som forberedelse til vores mission

Det lader til, at det er det store formål med uddannelse – at være forberedt på den mission, som Gud har givet os, og at være klar, når han udsender os igen. 

Nogle af jer siger måske: »Udsender mig igen? Jeg har allerede været på mission. Bliver jeg sendt ud igen?« 

I virkeligheden er der kun en mission. Hvis I tjente som fuldtidsmissionærer, var det en vidunderlig periode med fokuseret tjeneste for Herren. Men det var ikke begyndelsen eller enden på den mission, han sendte jer her for at udføre. Og hvad er det for en mission? Overvej disse beskrivelser fra skrifterne: 

  • »Vi vil danne en jord, hvorpå [Guds børn] kan bo. Og vi vil prøve dem hermed for at se, om de vil gøre alt, hvad Herren deres Gud vil befale dem« (Abr 3:24-25).

  • Til Adam og Eva sagde en Herrens engel: »Han sendte en engel til at undervise Adam og Eva: »Derfor skal du gøre alt, hvad du gør, i Sønnens navn, og du skal omvende dig og påkalde Gud i Sønnens navn for evigt« (Moses 5:8). Og Adam og Eva »gjorde alt kendt for deres sønner og deres døtre« (Moses 5:12).

  • Efter hans opstandelse sagde Frelseren til Peter: »Vogt mine får« (Joh 21:17) og til hans disciple: »Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende« (Matt 28:19-20).

  • Da Kristus viste sig i Amerika, sagde han, »for de gerninger, som I har set mig gøre, skal I også gøre« (3 Ne 27:21).

  • I Joseph Smiths dage sagde han: »Se nu, et forunderligt værk er ved at opstå blandt menneskenes børn. Se derfor til, o I, der indtræder i Guds tjeneste, at I tjener ham af hele jeres hjerte, kraft, sind og styrke, så I kan stå ulastelige over for Gud på den yderste dag. »Hvis I nærer ønske om at tjene Gud, er I derfor kaldet til arbejdet« (L&P 4:1-3).

  • Og i dag siger Herrens levende profet, præsident Russell M. Nelson: »Israels indsamling er det vigtigste værk, der finder sted på jorden i dag. Et afgørende element i denne indsamling er at forberede et folk, som er i stand til, klar og værdig til at modtage Herren, når han kommer igen, et folk, som allerede har valgt Jesus Kristus frem for denne faldne verden, et folk, som glæder sig over at leve efter Jesu Kristi højere og helligere love. Jeg opfordrer jer, mine kære brødre og søstre, til at blive dette retfærdige folk. Værn om og ær jeres pagter frem for alle andre forpligtelser … Lad Gud råde i jeres liv.«2

Hvis jeg kunne sammenfatte vores mission, så vil jeg sige, at det er: 

  • At holde Guds befalinger, hans højere og helligere lov. 

  • At følge Jesus Kristus af hele vores hjerte og gøre alt i hans navn. 

  • Og at gøre det hele kendt for Guds andre børn og samle dem tilbage til ham som forberedelse til Herrens andet komme. 

Hvordan kan det at få en uddannelse hjælpe jer til at forberede jer til denne mission? Der er mange mulige svar på dette spørgsmål, men her er nogle få tanker:

  • At lære om himlen og jorden kan øge vores ærbødighed for Jesus Kristus, som skabte himlen og jorden.

  • Når vi lærer om fortiden, nutiden og fremtiden, kan det åbne vores øjne for konsekvenserne gennem hele menneskehedens historie ved at adlyde – og afstå fra at adlyde – Guds befalinger.

  • At lære om »folkeslagenes forviklinger … lande og riger« kan gøre os mere opmærksomme på kulturelle forskelle. Jo bedre vi kender hjertet hos verdens folk – deres behov, deres værdier og det, der betyder noget for dem – jo bedre forberedt er vi på at fortælle dem om evangeliet på en måde, som de forstår, tager til sig og værdsætter. 

Jeg har fuld tillid til, at I og jeg kan udføre denne mission, fordi Jesus Kristus har fuldført sin mission. Vores succes afhænger af ham, og han var tro mod den mission, som hans Fader gav ham – en mission, som kun han kunne udføre. 

Jeg vidner om, at Jesus Kristus udførte sin mission, så I kan udføre jeres. »Han viste vej og gik den selv.«3 Nu er jeres mission at følge hans sti – pagtsstien – og gøre den kendt for alle. Som Lehi sagde: »Af hvor stor vigtighed er det derfor ikke at gøre dette kendt for jordens indbyggere« (2 Ne 2:8). Gør det kendt for jeres børn, for jeres brødre og søstre, for Herrens får, for alle folkeslag – helt til verdens ende. Gør det kendt i ord og ved jeres eksempel, og fortæl om og efterlev det, I ved om Frelseren. Gør det kendt ved at tjene Gud og hans børn af hele jeres hjerte, kraft, sind og styrke i dette vidunderlige arbejde med israelitternes indsamling, med at forberede et folk, der er i stand til, rede til og værdige til at modtage Herren, når han vender tilbage. 

Beskyttelsesforanstaltninger mod verden

Det er jeres mission, og det er i sandhed en vidunderlig mission. Verden har brug for det, I kan tilbyde som følgere af Kristi pagt. Den udfordring, I vil møde, er, at I bliver nødt til at leve i den verden, samtidig med at I opfylder jeres vigtige mission. Og det er en kompliceret verden, hvor modstanderen bruger subtile våben, forsøger at bedrage jer, få det forkerte til at synes rigtigt eller langsomt fordreje det, der oprindeligt var rigtigt, indtil det bliver forkert. 

Ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum sagde ved oktoberkonferencen 2022: »I hverdagens travlhed og postyret i den moderne verden, vi lever i, kan vi blive distraheret fra de evige ting, der betyder mest, ved at gøre nydelse, fremgang, popularitet og fremstående stillinger til vores primære prioriteter.«4

Hvordan sker det i vores liv? Nogenlunde i denne retning: 

  • Vi køber et par sorte sko til arbejde. Med tiden har vi brug for et brunt par til weekenden. Så har vi brug for et blåt par, der passer til det nye tøj, vi lige har købt, men de passer ikke til vores yndlingstøj – hvide sko ville se bedre ud med det. Snart har vi 10 eller 15 par sko. Men vi har stadig kun et par fødder! 

  • Sammen med vores ægtefælle fastslår vi, at det at tilbringe tid sammen som familie er en vigtig prioritet. Når alt kommer til alt, lyder det i »Familien: En proklamation til verden«, at »vellykkede ægteskaber og familier opbygges og bevares ved [bl.a.] sunde fritidsbeskæftigelser.« Så vi beslutter os for, at vores familie hvert år tager på en spændende ny udflugt. Med tiden bliver turene længere. De strækker sig over søndage på steder, hvor der ikke er nogen kirkebygning til at deltage i søndagens møder. De bliver også dyrere, og vi ender med at bruge alt, hvad vi har – og nogle ting, vi ikke har! Jeg tror, at I har hørt denne sætning: »Vi køber ting, vi ikke har brug for, med penge, vi ikke har, for at imponere folk, vi ikke kan lide!« Men vi lægger alle billederne på vores sociale medier, og vi håber på en masse »synes godt om«-tilkendegivelser! 

Præsident Nelson henviste til denne udfordring, da han sagde: »Hvad vil det sige at overvinde verden? Det betyder at overvinde fristelsen til at bekymre sig mere om denne verdens ting end om det, der vedrører Gud. Det betyder at stole mere på Kristi lære end på menneskers filosofier. Det betyder at glæde sig over sandheden, fordømme bedrag og at blive »Kristi ydmyge tilhængere«. Det betyder, at vi vælger at afholde os fra alt det, der driver Ånden væk. Det betyder at være villige til at ›aflægge‹ selv vores yndlingssynder.«5

Husk disse lærdomme fra vores profet. Skriv dem ned, og læs dem igen, når I bliver fristet af denne verdens bekymringer: 

  • Vær mere optaget af det, der hører Gud til, end det, der hører denne verden til 

  • Stol mere på Kristi lære end på menneskers filosofier 

  • Søg og fryd jer over evig sandhed, som den findes i skrifterne og i de levende profeters og apostles ord 

  • Vær Kristi ydmyge tilhængere 

  • Hold jer fra alt, der driver Ånden væk. Helligånden er virkelig, og det er en vidunderlig gave i jeres liv. I kan og bør altid søge Åndens tilskyndelser 

  • Afstå fra jeres yndlingssynder! 

Præsident Nelson citerede også dette løfte fra præsident Ezra Taft Benson (1899-1994): 

»Mænd og kvinder, der vier deres liv til at gøre Guds vilje, vil opdage, at Gud kan få meget mere ud af deres liv, end de selv kan. Han vil

  • gøre deres glæde dybere

  • udvide deres syn

  • gøre deres sind levende

  • opløfte deres ånd

  • mangedoble deres velsignelser

  • øge deres muligheder

  • trøste deres sjæl

  • opfostre venner og

  • udøse fred.«6.

Har verden helt ærligt noget, der kan sammenlignes med det, Herren tilbyder jer? 

Verden har brug for at vide, hvad I ved om de vidunderlige velsignelser, som Jesus Kristus tilbyder dem, der følger ham. 

Herren regner med jer

Jeg afslutter med det, jeg skrev i begyndelsen: Herren elsker jer og regner med, at I bringer hans lys til alle, I omgås. Han ønsker, at jeres liv skal være et fyrtårn for jeres venner og slægtninge. Han forventer, at I bærer vidnesbyrd om, at vor himmelske Fader lever og om Herrens hellige mission på denne jord.

Jeres uddannelse er afgørende for jeres gudgivne mission. Og der er et afgørende og desperat behov for jeres mission i verden i dag.