Profeten Joseph Smiths guddommelige kaldelse

Så langtrækkende og betydningsfuld var de vidunderlige opdagelser og opfindelser i den sidste halvdel af [det 19.] århundrede, at de overvælder os. Men ingen af dem har opfyldt menneskets største behov og menneskets mest længselsfulde ønske. Ikke en af dem har endnu åbenbaret det, som mennesket har søgt efter i årevis. Dette behov – denne altid tilstedeværende længsel i menneskets hjerte – er at kende Gud, og menneskets forhold til ham … Kun én begivenhed i det 19. århundrede påstår at give den menneskelige sjæl dette svar. Hvis mennesket i denne henseende finder den sandhed, som den menneskelige race altid har søgt efter, falder det i sandhed ind under kategorien for den største begivenhed i det 19. århundrede.

Denne begivenhed var tilsynekomsten af to himmelske væsener til drengeprofeten Joseph Smith, da de åbenbarede den personlige identitet for henholdsvis Gud, den evige Fader og for hans Søn Jesus Kristus.⁴

1800 år efter at Jesus døde på korset, erklærede profeten Joseph Smith, at den opstandne Herre havde vist sig for ham. [Han sagde]: … »[Jeg så] to personer, hvis glans og herlighed trodser enhver beskrivelse, stående over mig i luften. Den ene af dem talte til mig, kaldte mig ved navn og sagde, idet han pegede på den anden: Denne er min elskede Søn. Hør ham!« (JS-H 1:17).⁵

Hans erklæring var så enkel, men positiv, og han blev overra-sket, da menneskene betvivlede dens sandhed. For ham var hans udtalelse blot et enkelt faktum, for den kristne verden var den som et lynnedslag, der ramte og svækkede deres religiøse struktur fra top til tå.

To vigtige elementer i hans første budskab var disse: For det første, at Gud er et personligt væsen, som kommunikerer sin vilje til mennesket, og for det andet, at ingen trosbekendelse i kristendommen havde den sande frelsesplan.⁶

Faderens og Sønnens tilsynekomst for Joseph Smith er grundlaget for denne kirke. Deri ligger dens styrke og livskrafts hemmelighed. Det er sandt, og jeg bærer vidnesbyrd om, at én åbenbaring besvarer alle spørgsmål om videnskaben vedrørende Gud og hans guddommelige personlighed. Kan I se, hvad det betyder? Det er svaret på, hvad Gud er. Hans forhold til sine børn er tydelig. Hans interesse for menneskeheden gennem den myndighed, der er delegeret til mennesket, er tydelig. Værkets fremtid er sikret. Disse og andre herlige sandheder bliver forklaret ved dette første herlige besøg.⁷

Verden forstår stadig ikke betydningen af det, men som en bidragende faktor til menneskets kundskab om dets forhold til Guddommen og om dets plads i universet; som middel til at oprette gode forhold mellem mennesker som enkeltpersoner og grupper af mennesker som nationer; som åbenbaring, der viser vej til menneskets lykke og fred på jorden såvel som i evighederne, der kommer, vil tilsynekomsten af Faderen og Sønnen for Joseph Smith og den efterfølgende genoprettelse af præstedømmet og oprettelsen af Jesu Kristi Kirke i sin fylde, stadig blive anerkendt ikke alene som den største begivenhed i det 19. århundrede, men som en af de største i alle tidsaldre.⁸

Det er om Joseph Smith, som ikke alene er en stor mand, men som er Herrens inspirerede tjener, jeg ønsker at tale … Joseph Smiths storhed består i sandhed af guddommelig inspiration …

Ingen kan studere Jesu Kristi gengivne evangelium kritisk og forstandigt uden at blive dybt betaget af harmonien i lærdommene i forhold til dem, der er givet af Herren og Frelseren selv, da han var på jorden sammen med sine disciple. Overvej f.eks. profetens åbenbaring om Skaberen – Gud som et intelligent væsen, en som er, som Jesus lærte os: »Vor Fader i himlene« (se Matt 6:9) …

Joseph Smiths lærdom om, at Jesus Kristus er Faderens Enbårne, verdens Frelser, er identisk med Jesu egne og hans apostles lærdomme.

Således er også hans lærdomme om personlighedens evighed efter døden …

Den samme harmoni findes i lærdommene om andre evangeliske principper, som tro, omvendelse, dåb, håndspålæggelse for Helligåndens gave, ordination til præstedømmet, hans lærdomme om »kundskab, mådehold, tålmodighed, broderlig kærlighed, gudsfrygt, gavmildhed, ydmyghed osv.« (se 2 Peter 1:5-7; L&P 4:6) …

… Fortalerne for barnedåb underviste i dette om små børn: »Små børn, som kommer til verden er ikke alene blottet for kundskab, retfærdighed og hellighed, men har en naturlig tendens til ondt og kun ondt.«

… Frimodigt og frygtløst og talende som en, som vidste, at han havde ret, sagde profeten Joseph: »Små børn er hellige, idet de er helliget ved Jesu Kristi forsoning« (se L&P 74:7).⁹

Guddommelig inspiration tilkendegives … i [Joseph Smiths] herlige bekendtgørelse om pagters og ceremoniers evige natur, og om muligheden for frelse for alle menneskelige væsener. Kirken er ikke eksklusiv, men omfatter alle sjæle, som vil acceptere dens principper … Hele menneskeheden vil blive frelst ved lydighed mod evangeliets love og ordinancer. Selv de, som døde uden loven, skal dømmes uden loven. Derfor er frelsens ordinancer for de døde blevet åbenbaret.

Evigheden af ægteskabspagten er en herlig åbenbaring, der giver forvisning til hjerter, der er forbundet af kærlighedens gyldne greb og beseglet ved det hellige præstedømmes myndighed, så deres forening er evig.

Andre pagter fortsætter også med evig fremgang i al evighed.

Joseph Smith kunne ikke have opnået alt dette ved sin egen visdom, intellekt og indflydelse. Han kunne ikke have gjort det.¹⁰

Herren har i denne tid åbenbaret frelsesplanen, som hverken mere eller mindre er vejen til de åndelige sfærer ved at opbygge karakter, der gør en person værdig til at træde ind i hans rige. Frelsesplanen er Jesu Kristi evangelium som gengivet til profeten Joseph Smith, og den er ideel og omfattende.¹¹

Omkring 1820 ledte religiøse spændinger Joseph Smith til at søge efter den rigtige kirke, den rigtige form for tilbedelse, den rigtige måde at leve på. Ønsket om at vide det, tilskyndede den unge mand til at søge Herren i oprigtig bøn. Et af resultaterne af svaret på hans bøn var organisationen af Kirken i Peter Whitmers hjem den 6. apr. 1830. I denne organisation findes forståelse af hele planen for menneskets frelse.

Nu ønsker jeg at tage denne organisation i betragtning som et af beviserne på hans inspiration … [Den] har overlevet økonomisk panik, sociale omvæltninger og religiøs virvar, og står i dag som den, der sørger for menneskehedens største behov …

… »Jesu Kristi kirke blev organiseret i overensstemmelse med den orden, som Kirken har beskrevet i Det Nye Testamente«, sagde Joseph Smith (se History of the Church, 1:79). Denne organisations praktiske og godgørende arbejde beviser dens guddommelige ægthed.¹²

For mange år siden erklærede Joseph Smith, blot en dreng på 14-15 år, at som svar på bøn, havde han modtaget åbenbaring fra Gud … Resultatet af denne erklæring var hans umiddelbare udelukkelse fra den religiøse verden. Efter meget kort tid opdagede han, at han stod alene.

Alene – og ubekendt med tidens lærdom og filosofi!

Alene – og uuddannet i ånds- og naturvidenskabens kunst!

Alene – uden filosoffer til at belære ham, uden præst til at vejlede ham! I enkelthed og venlighed havde han skyndt sig til dem med sit herlige budskab; i foragt og spot havde de vendt sig fra ham og sagt, at det hele var af djævelen; at der ikke var noget, der hed syner og åbenbaringer i disse dage; at alle sådanne ting var ophørt med apostlene; og at der aldrig ville komme noget sådant (se JS-H 1:21).

På denne måde blev han ladt alene på det religiøse tankehav, idet han havde afvist alle kendte fartøjer, som han kunne sejle med, og uden at have bygget et eller endog have set et blive bygget. Hvis han var en bedrager, ville det fartøj [eller skib], han kunne bygge, i sandhed være et primitivt et.

På den anden side, hvis det, som han byggede besad fortrin og overlegenhed over det, som de lærde professorer og filosoffer havde givet til verden i løbet af de forudgående hundreder af år, ville mennesker blive tvunget til i det mindste at sige i overra-skelse: Hvorfra har denne mand sin visdom!

Det ser ud til, at selv om han syntes alene, var han kun alene som Moses på Sinaj, som Jesus på Oliebjerget. Som med Mesteren var det også med profeten. Hans belæringer kom ikke gennem menneskeskabte kanaler, men direkte fra Gud, kilden til al intelligens. Han siger: »Jeg er en rå sten. Lyden af hammeren og mejslen hørtes aldrig på mig, før Herren tog mig ved hånden. Jeg ønsker kun himlens lærdom og visdom« (History of the Church, 5:423) …

Hans påstand om åbenbaring fra Gud efterlader, hvis den anerkendes, ingen tvivl om hans myndighed til at organisere Jesu Kristi kirke på jorden og tilmed myndighed til at tjene i dens principper og ordinancer. Således blev ved selve begyndelsen af dette sidste dages værk den urokkelige hjørnesten af Kristi kirke lagt i denne uddeling, [nemlig] myndigheden til at fungere i Jesu Kristi navn i det, der har med denne kirke at gøre.¹³

Når vi overvejer [Joseph Smiths] enestående bedrift i det korte tidsrum af 14 år mellem Kirkens organisering og hans martyrium; når vi betragter det gengivne evangeliums fuldkomne harmoni sammen med den primitive kirke, der blev grundlagt af Jesus og hans apostle; når vi bemærker hans gennemtrængende indsigt i principper og ordinancer; og når vi ser den usammenlignelige plan og Kirkens effektivitet, som blev oprettet ved inspiration af Kristus, hvis navn vi bærer – bliver svaret på spørgsmålet om: Hvorfra kommer denne mands visdom, givet i det gribende vers:

Store mænd har evnen til at se klart ind i sagens hjerte. De skelner sandheden. De tænker uafhængigt. De handler ædelt. De påvirker stærke mænd til at følge sig. Små mænd rynker på næsen af dem, latterliggør dem, forfølger dem, men kritikken dør hen og bliver glemt, og den store mand lever for evigt.

Nogle af Joseph Smiths samtidige hånede ham, andre beundrede ham, hans tilhængere ærede ham …

Ingen, som er saglig og fordomsfri i sin dom, kan studere denne religiøse leders liv uden at blive påvirket af det faktum, at han i rigt mål besad sand storheds kvaliteter, kilden til hvilket findes i et ønske om at kende Guds vilje, og med en beslutsomhed til at følge den, når den er fundet.¹⁵

Gennem alle tidsaldre er sandheden først erkendt af nogle få heltemodige ledere, som i forsvar for den ofte ofrede deres liv. Disse frygtløse lederes klare forståelse og mod skyldes menne-skehedens fremgang. På et eller andet tidspunkt har de skullet træffe et valg om at skulle benægte, ændre eller forsvare sandheden – et valg mellem personlig bekvemmelighed og særlige privilegier, eller udstødelse af samfundet, straf eller selv døden. Et sådant valg måtte Peter og Johannes træffe, da de stod som fanger foran ypperstepræsten Annas. Det krævede virkelig mod af dem at bære vidnesbyrd om Kristus i tilstedeværelsen af selve den mand, som havde dømt dem til døden (se ApG 4).

Det krævede mod af Paulus, der stod som lænket fange for kong Agrippa i hans kongelige selskab, at bære vidnesbyrd om, at Kristus led, og at han ville være den første, der skulle opstå fra døden, og ville vise lyset for folket og for hedningene (se ApG 26).

Det krævede mod af Joseph Smith at bære vidnesbyrd til en ikke-troende og bitter verden om den sandhed, at Gud og hans elskede Søn havde vist sig i et syn for ham.¹⁶

Alle mænd, som har ændret noget i verden, har været mænd, som ville være sande over for deres overbevisning – som f.eks. Peter, Jakob og Paulus og deres brødre blandt de fordums apostle, samt andre. Da de religiøse ledere i Palmyra i New York vendte sig mod den unge Joseph Smith på grund af det, han havde set og hørt i den hellige lund, sagde han, fordi han havde et vidnesbyrd om Herren i sit hjerte: »Jeg havde set et syn; jeg vidste det, og jeg vidste, at Gud vidste det, og jeg kunne ikke fornægte det, og jeg vovede heller ikke at gøre det …« (JS-H 1:25).

Joseph Smith var tro over for sit vidnesbyrd til det sidste.¹⁷

Resultatet af [Joseph Smiths] guddommelige vejledning var en forvisning om retfærdigheden i det, han underviste i, og en frygtløshed med hensyn til at forkynde det. Når Joseph Smith underviste i en lærdom, underviste han med myndighed. Han stillede ikke spørgsmål ved om den passede med menneskenes tanker eller ej, om den var i harmoni med de ortodokse kirkers lærdomme, eller om det var i direkte modstrid med dem. Det, som blev givet til ham, gav han til verden uanset om den var enig eller uenig, uanset dets overensstemmelse eller uoverensstemmelse med kirkerne eller menneskehedens fremherskende standarder; og i dag har vi, med over hundred års perspektiv, god mulighed for at bedømme dyden i hans lærdomme og forstå kilderne til hans belæring …

Han modtog ikke alene vejledning og instruktion fra det guddommelige overhoved, men når han havde modtaget den, forsvarede han den med uovervindelig fasthed.¹⁸

Gennem alle forhånelser, bespottelser, vold, arrestationer, fængslinger, forfølgelser, som førte til martyriet, stræbte Joseph Smith, ligesom Peter og Paulus før ham, hele tiden af hele sin evne at følge lyset, hvorved han havde fået »del i guddommelig natur« (2 Pet 1:4).¹⁹

Det bedste blod i dette land blev udgydt i uskyldighed. [Profeten Joseph] vidste, at han var uskyldig. Han kendte sine rettigheder. Det gjorde hans bror Hyrum, John Taylor og Willard Richards, som var med ham, også. Men på grund af sorte og fordømmelige løgne, led profeten Joseph og hans bror Hyrum martyrdøden.

… Hvad var profetens indstilling midt i alt dette? En rolig kristuslignende indstilling. Da han gik til Carthage den aften, sagde han:

»Jeg går som et lam til slagtebænken, men jeg er rolig som en sommermorgen, min samvittighed er uplettet for Gud og alle mennesker. Jeg skal dø uskyldig, og det skal siges om mig: Han blev myrdet med koldt blod« (se L&P 135:4).²⁰

Profetens liv samt hans brors, Hyrum, patriarkens og hundredtusinder af andre, som har accepteret sandheden af [det første syn] bærer vidnesbyrd om, at frelsesplanen, som den hævdes at være åbenbaret af Jesus Kristus, med sikkerhed fører til en kristuslignende karakter. Så virkelig var åbenbaringen til profeten og hans bror Hyrum, at de uforfærdet beseglede deres vidnesbyrd med deres blod.²¹