Kirkens præsidenters lærdomme
Undervisning – et ædelt værk


Kapitel 20

Undervisning – et ædelt værk

Måtte Gud hjælpe vore lærere til at føle det ansvar, som de får overdraget, og til at huske på, at ansvaret ikke alene kan måles ud fra, hvad de siger, men også hvad de gør … Ja, en lærer har et kolossalt ansvar!1

Indledning

Præsident David O. McKay var lærer det meste af livet. Han udfyldte denne rolle som missionær, skolelærer, administrator, apostel, præsident for Kirken og som far.

I en tale, som hovedsagelig var henvendt til præstedømmeledere, fortalte han om en oplevelse, som er relevant for alle, som har mulighed for at undervise:

»Forleden havde jeg lejlighed til at køre gennem markerne i min gamle hjemby. Jeg kørte mellem to ejendomme oppe i nærheden af bjergkanalen. Jeg lagde mærke til, at den ene havde haft et usædvanligt højt udbytte af havre. På trods af tørken og det kolde forår og andre ugunstige forhold havde landmanden haft et fortræffeligt udbytte. På den anden side af hegnet lå en anden havremark, hvor høsten nærmest var slået fejl. Jeg spurgte manden: ›Hvad er der sket? Din såsæd må have været dårlig.‹

›Nej, jeg har sået den samme sæd som min nabo.‹

›Jamen, så har du nok sået for sent, så jorden var for tør til at få den til at spire.‹

›Jeg såede samme eftermiddag som han såede sin.‹

Ved at forhøre mig yderligere erfarede jeg, at den første mand havde pløjet sin mark om efteråret, derefter havde han omhyggeligt harvet den om foråret, sådan at et løst lag muld havde ligget på overfladen og holdt på vinterens væde. Hans nabo derimod havde pløjet sin mark sent på foråret og havde undladt at harve, så fugten var fordampet. Efter såningen havde der været fire uger eller seks ugers [tørke], og der havde ikke været tilstrækkelig med fugt til at sæden kunne spire. Den første mand havde gjort sig forberedelser – de rette forberedelser – og naturen havde sørget for et stort udbytte. Den anden mand havde arbejdet hårdt, men hans forberedelser var små – ja, han havde ikke forberedt sig tilstrækkeligt.«

Præsident McKay anvendte denne historie til at illustrere, hvilken indflydelse en lærer kan øve. Han sagde: »I Guds store have er der blevet sat tilsynsmænd – kaldet lærere – og de er blevet bedt om at nære og inspirere Guds børn. Jeg vover at forestille mig, at den store Gartner, når han ser ud over sine marker, kan se nogle, som nyder fremgang ved retfærdigt arbejde, og andre, som sulter på grund af forsømte pligters tørke, stolthedens kulde eller drukkenskabens fordærv. Hvorfor? Måske fordi gartnerne – tilsynsmændene – ikke havde truffet de nødvendige forberedelser eller udført deres pligter ordentligt.«2

Hvad enten præsident McKay talte om forældre, lærere eller om hjemmelærere og besøgslærerinder viede han meget af sit virke til at hjælpe Kirkens medlemmer til at forstå, hvor vigtig og betydningsfuld effektiv undervisning er.

David O. McKays lærdomme

I Kirken har vi mange muligheder for at undervise andre og udvikle personlig styrke.

Vores kirke består af lærere. I et sidste dages helligt hjem kræves det, at far og mor underviser i ordet. Dette har Herren ved åbenbaring udtrykkeligt forlangt. Enhver hjælpeorganisation og ethvert kvorum består af en gruppe mænd og kvinder … som i ordets egentlige forstand er lærere.3

Jeg er taknemlig for at være medlem af en kirke, hvis religion udruster mennesker til kampen mod verdens kræfter, og som sætter dem i stand til at vinde denne kamp. En del af denne handlekraft er ansvaret for at undervise samt den mulighed, som denne kirke giver så mange for at dele dette ansvar …

Ved at give så mange mulighed for at få den udvikling, som en sand lærer undergår, tænk da på, hvad Kirken gør for at hjælpe denne hær af lærere som enkeltpersoner til at blive stærke i kampen mod verdens kræfter!

For det første pålægger Kirken dem den forpligtelse at undervise deres medmennesker ved eksempel, og ingen ærlig mand eller oprigtig kvinde kan få pålagt en bedre beskyttelse.

For det andet udvikler Kirken kærlighed – en guddommelig egenskab – til andre. Jesus sagde til en af sine apostle: »Simon, Johannes’ søn, elsker du mig mere end de andre? … Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær … Vogt mine lam!« (Joh 21:15). Kærlighed bør gå forud for ansvaret for at vogte disse lam. Og disse titusinder af lærere må i deres hjerte have en kærlighed til at undervise, kærlighed til deres medmennesker og villighed til at påtage sig dette ansvar med den guddommelige egenskab, kærlighed.

Og så er der en tredje betingelse, nemlig en ren livsførelse. Jeg kan ikke forestille mig, at nogen, som har tilsølet sig selv, kan have held til at forklare drenge om moralsk renhed. Jeg kan ikke forestille mig, at nogen, som tvivler på Guds eksistens, kan forklare unge drenge og piger om Guds eksistens, på en måde så det gør indtryk. Det kan ikke lade sig gøre. Hvis han gør sig til hykler og forsøger at undervise på en sådan måde, kommer det, han er, til at gøre større indtryk end det, han siger, og det er faren ved at lade tvivlende mennesker være lærere for vore børn. Giften trænger ind, og uden at vide af det bliver deres ånd syg, fordi giften fra den, som de har sat deres lid til, ubemærket er sivet ind i deres sjæl. Tanken om at nogen lærer forsøger at undervise de unge i tro på Gud, hvis de ikke selv besidder en sådan, er uforeneligt, ja, nærmest utænkeligt. Så den tredje betingelse er et rent liv og tro på Jesu Kristi evangelium.

Endelig giver det dem mulighed for at tjene deres medmennesker og derved højne den kaldelse, som de har fået, og bevise, at de virkelig er Kristi disciple.4

Hvad angår karakterdannelse og vejledning af barnet har forældrene den største indflydelse, dernæst kommer lærerens … »Ædel er den mand eller kvinde, som inderligt ønsker og stræber efter at føre børn bort fra fordærvende påvirkninger til omgivelser med høje idealer og ophøjet stræben.«5

Effektive lærere forbereder sig ved studium, tro og bøn.

Lærerens store ansvar er at være forberedt til at undervise. En lærer kan ikke undervise andre i det, han ikke selv kender til. Han kan ikke få sine elever til at føle det, han ikke selv føler. En lærer kan ikke hjælpe en und mand eller en ung pige til at få et vidnesbyrd om Guds evangelium, hvis han ikke selv har et vidnesbyrd.

Der er tre principper, som bør være en rettesnor for alle lærere: 1) Sæt jer ind i emnet. 2) Gør emnet til en del af jer selv. 3) Hjælp jeres elever til at gøre emnet til en del af sig selv – ikke ved at hælde det i dem, men ved at få dem til at se det, som I ser, til at erfare det, som I har erfaret, og til at føle det, som I føler.

Enhver lærer må have forberedt sin undervisning, når han møder klassens drenge og piger, for sin fremlæggelse af lektionen – lærerens indstilling over for sandheden i denne lektion – bestemmer i høj grad drengenes og pigernes indstilling over for den og deres indstilling over for kirkelig aktivitet i almindelighed. Hvis I efter undervisningen sender dem bort med en følelse i deres unge hjerte af, at de ikke har fået noget ud af at møde op, får I svært ved at få dem til at komme tilbage den følgende uge. Men hvis I på den anden side har begejstret dem, eller, hvis det ikke var muligt, har givet dem stof til eftertanke, opdager I, at deres hensigt og ønske om at komme tilbage giver sig udtryk ved deres tilstedeværelse ugen efter …

Det er ikke nok blot at læse undervisningsmaterialet før klassen begynder. Hvis I gør det, har I endnu ikke gjort lektionen til jeres, og først når den er jeres, først når I føler, at I har et budskab til jeres elever, er I forberedte på den måde, som Herren har bedt jer om at forberede jer, når han kalder jer til at forkynde sit ord. Lektionen skal være jeres. Det, som I ønsker at give drengene og pigerne, er det, som tæller, når I møder dem. I kan gøre lektionen i hæftet til jeres ved at studere, have tro og bede.6

At give en velforberedt lektion er ligesom barmhjertighed – det velsigner både den, som giver, og den, som modtager. Det gælder inden for undervisning såvel som i livet: »Giv verden det bedste, I har, så bliver I gengældt med det bedste« …

… Lærere, begynd forberedelsen af jeres lektioner med bøn. Giv jeres lektioner med bønligt hjerte. Bed derpå Gud om at berige budskabet i jeres børns sjæl ved hans Helligånds indflydelse.7

Orden og ærbødighed i Kirkens klasseværelser er med til at lære de unge respekt og selvbeherskelse.

Jeg tror, at disciplin i klasseværelset, hvilket omfatter selvbeherskelse, og som betyder hensynsfuldhed over for andre, udgør den vigtigste del af undervisningen …

Det bedste, et barn kan lære, er selvbeherskelse og at fornemme sit forhold til andre i en sådan grad, at det har respekt for deres følelser …

Urolige omgivelser, hvor eleverne viser manglende respekt for læreren og for de andre elever, er noget af det, som kvæler de vigtigste egenskaber i ens personlighed.8

Der er til tider megen larm i vore klasseværelser. Her er der brug for gode lærere. En lærer, som kan præsentere lektionen på en interessant måde, skaber god orden. Hvis han eller hun lægger mærke til elever, som er genstridige, kaster med papirkugler, er uopmærksomme, klovner eller sparker hinanden, så ved han eller hun, at lektionen ikke bliver præsenteret på den rette måde. Måske er den ikke engang blevet forberedt på den rette måde …

I klasseværelset bør børnene blive undervist, være frie til at drøfte, frie til at tale, frie til at deltage i klassens arbejde, men ingen elev har ret til at distrahere en anden elev ved at skubbe eller komme med vittige eller fjollede bemærkninger. Og jeg mener ikke, at lærere og [ledere] i denne kirke, i præstedømmekvorummer og i hjælpeorganisationer bør tillade det. Uro er til skade for det barn, som skaber den. Barnet bør lære, at når det er sammen med andre, er der visse ting, som det ikke kan gøre, uden at det får konsekvenser. Det kan ikke overtræde sine medelevers rettigheder.

Børn må lære dette i ungdommen, for når de kommer ud i samfundet og dér forsøger at overtræde loven, falder lovens hammer, og de bliver sandsynligvis hjemfalden til straf.

God orden i klasseværelset er afgørende for, at kunne indpode princippet om selvbehelskelse i de unge mænds og de unge pigers hjerte og liv. De vil så gerne snakke og hviske, men det må de ikke, for det forstyrrer de andre. Lær den kraft og lektion, der ligger i selvbeherskelse.9

Søndagsskolen ser frem til, at hver eneste klasse i Søndagsskolen er gennemsyret af principper som punktlighed, høflighed, selvbeherskelse, respekt for myndighed, flid, lydhørhed og især ærbødighed og tilbedelse.10

I vores indsats for at undervise i sandheden er Jesus Kristus vores store forbillede.

På personlighedens område, på karakterens felt, var Kristus den største. Med personlighed mener jeg alt det, som kan omfattes i individualitet. Personlighed er en gave fra Gud. Det er virkelig en kostbar perle, en evig velsignelse.

Kære lærere, I og jeg kan end ikke håbe på selv i allermindste grad at kunne udstråle den personlighed, som vor store lærer, Jesus Kristus, besad. Sammenlignet med Frelserens personlighed er hver enkelt lærers kun som en lille solstråle i forhold til den vældige sol, og dog bør hver enkelt lærers personlighed, om end den er uendelig mindre, være af samme slags. På karakterens felt må hver eneste lærer være ulastelig og være en magnet, som på en uforklarlig måde tiltrækker dem, som han skal undervise.

Men uanset hvor dragende en sådan lærers personlighed end måtte være for eleverne, udfører han ikke sin opgave, hvis han alene får barnet til at fatte kærlighed til sin personlighed. Det er lærerens pligt at lære barnet at holde af – ikke kun at holde af læreren, men også at holde af sandheden. Altid og overalt ser vi Kristus ofre sig for sin Faders vilje, og på samme måde må læreren, hvad hans personlighed angår, tilsidesætte sig selv for den sandhed, han ønsker at undervise i.11

Læreren må vide, hvem han eller hun underviser, må kunne bedømme – i det mindste til en vis grad – elevernes mentalitet og evner. Han bør kunne aflæse ansigtsudtryk og være opmærksom på elevernes mentale og åndelige indstilling. Den store lærer besad til fuldkommenhed denne evne til at bedømme. Han kunne læse sine tilhøreres tanker og tolke deres følelser. I sin stræben efter at tilegne sig denne evne kan den oprigtige lærer kun delvis nå samme niveau som han. Alt for få lærere udvikler denne gave – selv i nødvendig grad – på trods af, at alle lærere har et ansvar for at finde ud af, hvordan de bedst kan undervise eleverne, således at det gør et varigt indtryk.12

Brug tingene omkring jer. Brug eksemplet med den store Lærer, som satte sig med sine disciple og betragtede sædemanden lægge sine sædekorn i jorden. Han sagde: »Noget faldt i god jord, og noget faldt på klippegrund« (se Mark 4:3-8). Det var et billede på livet. Kvinden fra Samaria, som kom for at slukke tørsten ved brønden er et andet eksempel. Jesus fortalte, at det vand, som han ville give hende, ville blive en kilde, som vældede med vand til evigt liv (Joh 4:14). Indsaml oplevelser, og illustrer derpå hver enkelt princip. Jeg mener, at det er en opfordring til alle lærere – I som skal forberede en lektion – ikke en tale, men et budskab.13

I er Kristi værdige tjenere! Lærere! Mennesker, som følger den sande Lærer, vor store Forbillede! Fortsæt jeres ædle arbejde! Der findes intet større, intet mere retfærdigt! Den glæde, som Frelseren har forjættet, er jeres.14

Forslag til studium og samtale

  • Hvilke ansvar har en lærer? (Se s. 188-191). Hvorfor er det vigtigt, at en lærer, som underviser i evangeliet, har et personligt vidnesbyrd?

  • Hvilke velsignelser har du modtaget, når du har undervist i evangeliet? På hvilken måde er du blevet velsignet, eller hvordan har dit liv ændret sig som følge af trofaste, effektive lærere?

  • På hvilke måder påvirker en velforberedt lektion både lærer og elev? (Se s. 190-191). På hvilke måder kan en lærer forberede sig? (Se s. 190-191). Hvilken hjælp kan Kirken yde for at forbedre undervisningen?

  • Hvad kan vi gøre for at fremme orden og respekt i Kirkens klasseværelser? (Se s. 191-192). Hvilke fordele er der for de unge ved, at der er ro og orden i klasseværelset? Hvordan kan forældrene støtte lærerne i deres anstrengelser for at holde ro og orden i klasseværelset?

  • Hvilken forskel er der på at »give en lektion« og at undervise mennesker? På hvilken måde var Frelseren et eksempel på denne færdighed? Hvilke andre erfaringer kan vi drage af Jesu Kristi eksempel som Mesterlæreren? (Se s. 192-193).

  • Hvad kan en lærer gøre for at sikre, at eleverne ikke kun holder af læreren, men også af sandheden?

  • Hvordan kan vi ved at anvende præsident McKays råd forbed-re undervisningen i vores hjem? Hvilke måder har du fundet effektive til at undervise dine børn?

Beslægtede skriftsteder: Joh 21:15-17; 3 Nephi 27:21; L&P 11:21; 42:14; 88:77-80, 118; 132:8

Noter

  1. »The Teacher«, Improvement Era, september 1951, s. 622.

  2. Conference Report, oktober 1916, s. 58-59; afsnitsinddeling ændret.

  3. »That You May Instruct More Perfectly«, Improvement Era, august 1956, s. 557.

  4. »The Teacher«, s. 621-622.

  5. Gospel Ideals, 1953, s. 214.

  6. »That You May Instruct More Perfectly«, s. 557.

  7. Gospel Ideals, s. 222-223.

  8. Man May Know for Himself: Teachings of President David O. McKay, saml. Clare Middlemiss, 1967, s. 337-338.

  9. Conference Report, oktober 1950, s. 164-166.

  10. Gospel Ideals, s. 221.

  11. »The Teacher«, Improvement Era, september 1955, s. 557.

  12. True to the Faith: From the Sermons and Discourses of David O. McKay, saml. Llewelyn R. McKay, 1966, s. 251.

  13. »We Believe in Being True … «, Improvement Era, september 1959, s. 647.

  14. Gospel Ideals, s. 135.