Præstedømmet – ansvaret for at repræsentere Gud

Uanset hvornår præstedømmet overdrages til mennesket, bliver det givet til ham ikke som en personlig ære, selv om det bliver en sådan, når han ærer det, men som myndighed til at repræsentere guddommen og en forpligtelse til at hjælpe Herren med at tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket (se Moses 1:39).⁴

I er mænd, som har Guds præstedømme, som bærer guddommelig myndighed til at repræsentere Guddommen, uanset hvilken stilling I har fået til opgave at virke i. Når en mand, en almindelig mand, indsættes i sit samfund som sherif, får han tillagt noget. Når en politibetjent på disse gader hæver sin hånd ved fodgængerovergangen, så stopper I. Der er noget mere ved ham end blot en person – der er givet ham magt. Sådan er det i hele livet. Intet menneske kan få en stilling uden at få noget. Sådan er det. Således er det også med magten i præstedømmet.⁵

Præstedømmet er en del af guddommen. Det er myndighed og magt, som udelukkende har sin kilde i den Evige Fader og hans Søn, Jesus Kristus …

I en søgen efter præstedømmets kilde … kan vi ikke forestille os nogen tilstand ud over Gud selv. Det centreres i ham. Det udstråler fra ham. Præstedømmet, som er så stor en del af Faderen, kan selvfølgelig kun gives af ham til andre. Præstedømmet, som mennesket har, skal altid overdrages med myndighed. Der har aldrig været noget menneske i verden, som havde ret til at [påtage] sig præstedømmets magt og myndighed. Der har været nogle, som [ønskede] at påtage sig denne ret, men Herren har aldrig anerkendt det. Ligesom en ambassadør fra enhver regering kun udøver den myndighed, som han har fået af sin regering, således udøver en mand, som er bemyndiget til at repræsentere Guddommen, det kun i kraft af den magt og de rettigheder, der er overdraget ham. Når en sådan myndighed er givet, indeholder den dog, inden for visse begrænsninger, alle de privilegier ved en fuldmagt, som man har fået af en anden til at handle i en andens sted. Alle officielle handlinger, der er udført i henhold til en sådan fuldmagt, er lige så bindende, som hvis personen selv havde udført det …

I anerkendelse af, at Skaberen er den evige og vedvarende kilde til denne kraft, at han alene kan styre den, og at besiddelsen af den er at have retten, som bemyndigede repræsentanter, til direkte samtale med Gud, hvor rimelige og dog mageløst er da ikke de privilegier og velsignelser, der er gjort mulige ved besiddelsen af magten og myndigheden i Det Melkisedekske Præstedømme – de er de herligste, som det menneskelige sind kan begribe.

Et menneske, som er i forbindelse med Gud, vil se sit liv blive smukkere, sin skelnen skærpet til hurtigt at kende forskel mellem ret og uret, sine følelser mildere og mere omsorgsfulde, dog er hans ånd stærk og tapper i forsvaret af det rette; han ser præstedømmet som en aldrig udtømt kilde til lykke – en brønd med levende vand, der løber ud i evigt liv.⁶

Strengt taget er præstedømmet som uddelegeret magt en personlig erhvervelse. Ved guddommelig bestemmelse forenes i kvorummer mænd, som er udpeget til at tjene i særlige embeder i præstedømmet. På denne måde bliver denne kraft udtrykt i grupper såvel som hos enkeltpersoner. Kvorummet giver ligestillede mænd mulighed for at kende, elske og hjælpe hinanden.⁷

Hvis præstedømmet kun betød personlig ære, velsignelse eller personlig ophøjelse, ville der ikke være brug for grupper eller kvorummer. Selve eksistensen af sådanne grupper, der er oprettet ved guddommelig myndighed, forkynder vores afhængighed af hinanden, det uundværlige behov for gensidig hjælp og bistand. Vi er i virkeligheden sociale væsener.⁸

[Herren] erkendte, at disse [præstedømmebærerne] havde brug for partnerskab, fællesskab, gruppens styrke, så han organiserede kvorummer og udpegede antallet i hver gruppe, lige fra diakoner til halvfjerdser.

Disse grupper mødes, for det første for at belære og opbygge, forbedre sig i kundskab i almindelighed og især for at belære om moralsk og religiøs kundskab, i tro, i hellighed, men også for at få gensidig styrke til at handle retskaffent. Disse grupper opfylder et behov, som findes blandt mennesker i almindelighed. Præstedømmekvorummer … opfylder enhver længsel efter fællesskab, broderskab og tjeneste, hvis mænd vil gøre deres pligt.⁹

Medlemmer i Det Aronske Præstedømme og medlemmer af kvorummer i Det Melkisedekske Præstedømme, vi har pligt til at opbygge vore kvorummer, lad os ikke nedbryde dem ved at være fraværende fra vore præstedømmemøder, eller ved manglende forberedelse eller forsømmelse af pligt. Lad os hver især føle … at det er vores pligt at gøre noget for at opbygge Kirken, ligesom det er Kirkens pligt at bygge på sandhed og forløse menneskeheden fra synd. Mænd i præstedømmet, lad os være ét i denne opbygning, lad os blive talt som velgørere, og lad ingen, lige fra højpræsten til diakonen i dette storslåede præstedømme … blive talt som forbrydere eller dem, der beklager sig.¹⁰

Præstedømmet er myndighed til at repræsentere Gud. Et menneske, som har fået præstedømmet er en bemyndiget repræsentant for Herren på ethvert område, som han har fået til opgave. Det er pligten hos en repræsentant for enhver gruppe eller organisation at stræbe efter at repræsentere denne gruppe eller organisation med ære. Den bedste måde at være værdige repræsentanter på er at leve således, at man er modtagelig for tilskyndelser fra Herren, som han repræsenterer. Tænk over, hvad det vil sige i henhold til et dydigt liv.

»… min Ånd skal ikke for evigt trættes med menneskene« (L&P 1:33), siger Herren. Alle, som har dette præstedømme, bør derfor leve et sådant liv, som vil gøre ham skikket til at modtage Herrens inspiration. Og lad mig med hensyn til dette sige, at fællesskab med Helligånden er lige så virkeligt som jeres forbindelse over radioen med stemmer og musik, som fylder luften. Vibrationerne er der.

Sådan er det med Guds Ånd. Han er altid rede til at vejlede og belære dem, som stiller ind ved at levet retskaffent, og som oprigtigt søger ham. Jeg gentager, det er pligten hos enhver mand, som er bemyndiget til at repræsentere ham, at leve således, at han er modtagelig over for denne Ånd.¹¹

At have Guds præstedømme ved guddommelig myndighed er en af de største gaver, som kan komme til en mand, og værdighed er af yderste vigtighed. Selve præstedømmets væsen er evig. Han, der føler ansvaret for at repræsentere Guddommen, er i høj grad velsignet. Han bør føle det i en sådan udstrækning, at han er bevidst med hensyn til sine handlinger og ord i alle situationer. Ingen mand, som har det hellige præstedømmet, bør behandle sin hustru med manglende respekt. Ingen mand, som har dette præstedømme, bør undlade at nedbede velsignelser over sin mad eller at knæle ned sammen med sin hustru og sine børn og bede om Guds vejledning. Hjemmet forandres, fordi en mand har og ærer præstedømmet. Vi må ikke bruge det diktatorisk, for Herren har sagt, at »om vi forsøger at skjule vore synder eller tilfredsstille vort hovmod og vor forfængelige ærgerrighed eller øve kontrol, herredømme eller tvang over menneskenes sjæle i nogen som helst grad af uretfærdighed, se, da unddrager himlene sig os, Herrens Ånd bedrøves, og når den er veget bort, da er den mands præstedømme og myndighed borte« (L&P 121:37).

Denne åbenbaring, givet af Herren til profeten Joseph Smith, er en af de smukkeste lektioner i pædagogik eller psykologi og ledelse, som nogen sinde er givet, og vi bør læse den igen og igen i afsnit 121 i Lære og Pagter.¹²

Intet medlem af denne kirke, ingen ægtemand eller far har ret til at komme med en ed i sit hjem eller nogen sinde at udtrykke et vredt ord til sin hustru eller til sine børn. På grund af jeres ordination og jeres ansvar kan I ikke gøre det som en mand, der har præstedømmet og samtidig være trofast mod den ånd, der er i jer. I bidrager til et ideelt hjem med jeres karakter, ved at kontrollere jeres lidenskaber, jeres temperament, ved at vogte jeres tale, fordi dette vil gøre jeres hjem til det, det er, og det, som det udstråler til omgivelserne. I skal gøre, hvad I kan for at frembringe fred og harmoni, uanset hvad I måtte lide.¹³

Jeg beder til, at vi må … føle værdien af præstedømmet, og at hver eneste diakon i denne kirke forstår, at når han modtager Det Aronske Præstedømme, bliver han indsat blandt sine kammerater, men at han er anderledes end andre. Han kan ikke ustraffet bande, som andre drenge bander, han kan ikke deltage i gavtyvestreger i nabolaget, som andre drenge deltager i, han er anderledes. Det er det, det betyder for en 12-årig dreng, og, bi-skopper, det er netop det, I bør forklare dem, når I udvælger dem til at være diakoner. Kald dem ikke blot op og ordinér dem, men tal med dem og lad dem forstå, hvad det betyder at få Det Aronske Præstedømme. Med hensyn til drengene skal de drenge, der således udvælges og belæres, altid være en god indflydelse.

… Det er vores forpligtelse, når vi accepterer præstedømmet, at være et eksempel, der er værd at følge, for vores medmenne-sker. Det er ikke det, vi siger, der vil påvirke dem. Det er det, vi gør. Det er det, vi er.¹⁴

Så længe bærerne af præstedømmet fortjener Kristi vejledning ved ærlig og samvittighedsfuld behandling af deres næste, ved at modstå ondt i enhver form, ved trofast at udføre deres pligt, er der ingen modstand i denne verden, som kan hindre Jesu Kristi kirkes fremgang.¹⁵

Vi kan forestille os præstedømmets magt som værende et opdæmmet vandreservoir. En sådan magt bliver kun dynamisk og produktiv i det godes sag, når den frigivne kraft bliver aktiv i dalene, markerne, haverne og lykkelige hjem. Så kraftprincippet bliver kun tilkendegivet, når det bliver aktivt i menneskenes liv, idet de vender deres hjerte og ønsker mod Gud og tilskynder til tjeneste af deres medmennesker.¹⁶

Vores liv påvirkes af andres liv. Vi er lykkeligst, når vi bidrager til andres liv. Jeg siger det, fordi det præstedømme, I bærer, betyder, at I skal tjene andre. I repræsenterer Gud i den opgave, I har fået. »Den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det« (Matt 16:25).¹⁷

I ældster har måske en blandt jer, som er syg, og hans afgrøde står for at skulle høstes. Gå sammen og høst den. Måske har et af jeres medlemmer en søn på mission, og hans midler er små. Spørg blot, om I kan være ham til hjælp. Han vil aldrig glemme jeres betænksomhed. Sådanne handlinger som disse er det, Frelseren tænkte på, da han sagde: »Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig« (se Matt 25:40). Der er ingen andre måder, hvorpå I kan tjene Kristus. I kan knæle ned og bede til ham, det er godt. I kan trygle ham om at give jer hans vejledning ved Helligånden – ja, det gør vi, og det skal vi gøre. Vi må gøre det. Men det er disse praktiske, daglige ting i livet, det er ved at kontrollere vores tunge, ved ikke at tale ondt om en bror, men tale godt om ham, som Frelseren anser for sand tjeneste.¹⁸

»Det, som du er, vær fuldt og helt.« Hvis du er diakon, så gør en diakons pligter godt. Hvis du er lærer, så gør dit arbejde godt. En præst våger over Kirken, besøger medlemmerne – unge mænd i denne Kirke, hvis vi blot kunne udføre lærerens og præstens pligter, undervise folk i deres pligt, ville det være en stor styrke for unge mænd på 18 og 19 år. Ingen uforbederlig [uvillig til at blive rettet], ingen frafaldne [illoyale krystere], men ledere. Brødre, der er intet i verden så vigtigt i vejledningen af unge, som at få dem til at klare sig godt i præstedømmet.¹⁹

Der står i Efeserbrevet, det fjerde kapitel, at Kristus gav nogle som apostle, andre som profeter, nogle som evangelister og nogle som hyrder og lærere, »for at udruste de hellige til at gøre tjeneste, så Kristi legeme bygges op« (Ef 4:12). [Hjemme]lærerne i Kirken, som har det hellige præstedømme, har fået overdraget det store ansvar for at fuldkommengøre de hellige og opbygge Kristi legeme, derfor tror jeg ikke, at det er for meget at sige, at det er deres pligt, deres pligt, at medbringe til hvert hjem netop sådan en guddommelig ånd, som vi har oplevet her ved disse konferencemøder. Intet større ansvar kan hvile på noget menneske end det at være lærer for Guds børn.

… Nogle af [hjemmelærerne] føler, at deres kaldelse kun har lille betydning, at der ikke er så meget værdighed forbundet med den, når virkeligheden er, at der ikke findes noget vigtigere arbejde i Kirken. Vi kan ikke sige om nogen kaldelse i Kirken, at den er vigtigere end en anden, fordi alle er helliget til udviklingen, til belæringen og til frelsen af Guds børn. Sådan er det med kaldelsen som lærer, men hvis der skal gives nogen begunstigelse på grund af store fordele med hensyn til at vinde disse mennesker for frelse, går den til de mænd, der har Guds præstedømme, og som kommer i direkte kontakt med det personlige medlem af Kirken …

Det første, I skal gøre, mine brødre, er at se på jer selv, at se om I er forberedt til at undervise eller ej. Intet menneske kan undervise i det, han ikke selv kender til. Det er jeres pligt at undervise i, at Jesus Kristus er verdens Forløser, at Joseph Smith var Guds profet, og at Gud Faderen og hans Søn viste sig personligt for ham her i den sidste uddeling. Tror I på det? Føler I det? Udstråler dette vidnesbyrd fra jeres væsen, når I går ind i hjemmet? Hvis det er tilfældet, vil denne udstråling give liv til de mennesker, I går ud for at undervise. Hvis det ikke er tilfældet, vil der være mangel, tørke, trang efter dette åndelige miljø, hvori de hellige udvikler sig …

… Brødre, budskabet og især måden budskabet bliver præsenteret på, er måske ikke det samme, når det gives til en, som har tilbragt sit liv i trofast arbejde i Kirken, som når det gives til dem, som er nyomvendte. Ligesom hver familie er forskellig … så kan vores budskab og vores metoder, især vores måde at præsentere det på, variere. Jeg siger dette blot for at understrege denne tanke, at det er vores pligt at kende dem, som vi skal undervise.²⁰

[Hjemme]lærerens pligt bliver ikke udført, når han kun går ud en gang om måneden til hvert hjem. Jeg husker, da en biskop gjorde det til en pligt for [hjemme]læreren straks at gå hjem til en sørgende familie, der havde mistet en af deres kære, for at se, hvad der kunne gøres for at bringe trøst til dem, som sørgede og hjælpe med at sørge for begravelsen. Det er [hjemme]lærerens pligt at sørge for, at der ikke mangler noget; hvis der er sygdom, da at salve – våge over familien altid.²¹

Jeg tror, at ved [hjemme]undervisning findes en af de største muligheder i hele verden for at vække de mennesker, som er forsømte, mismodige, tungsindige og bedrøvede, og give dem nyt liv og et ønske om at komme tilbage til aktivitet i Jesu Kristi kirke. Ved en sådan aktivitet vil de blive ført tilbage ind i den åndelige atmosfære, som vil opløfte deres sjæl og give dem kraft til at overvinde svagheder, som nu lænker dem.

At hjælpe, opmuntre og inspirere alle personer er [hjemme]læreres store ansvar og privilegium.²²