»Ethvert medlem en missionær«

»Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn,

og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende …« (Matt 28:19-20).

Således var den formaning, der blev givet til de første 12 apostle. Således er den formaning, der er blevet givet til folk i denne tidsalder i Lære og Pagter, og som handler om at være et lys for verden. »Således har jeg sendt min evige pagt til verden, som et lys for verden og et banner for mit folk, for at ikke-jøderne kan søge til den, og for at den kan være et sendebud til at gå foran og berede vejen« (se L&P 45:9).

Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige var næsten et år gammel, da denne deklaration blev givet ved inspiration til profeten Joseph Smith. Han selv var i sit 26. år. Det er storslået at komme med en sådan deklaration, storslået i dens muligheder, omfattende i dens rækkevidde …

… Den såkaldte mormonisme har rejst et banner for nationerne, og med ord så omfattende som disse, som jeg har læst i åbenbaringen, indbyder den verden til fred, til hvile, til tilfredshed.³

Teksten … »gå ud i alverden« er i virkeligheden missionsbefalingen, som blev givet af den opstandne Kristus til hans apostle. I virkeligheden siger han:

Anse hans værk for ufærdigt, indtil alle nationer har accepteret evangeliet og har indskrevet sig selv som mine disciple …

Med den samme direkte formaning fra den opstandne Herre, som viste sig sammen med Faderen i begyndelsen af det 19. århundrede, foretages forkyndelsen af evangeliet af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige til »hver slægt, stamme, tungemål og folk« så hurtigt, som midler og mennesker kan bringe det frem.⁴

Hvis jeg i tydelige vendinger skulle udtrykke de to stærkeste overbevisninger i de sidste dages helliges hjerte, ville jeg for det første nævne en varig forvisning om, at evangeliet, som belært om af Forløseren, da han levede blandt mennesker, og som senere blev ændret og fordærvet af mennesker, er blevet gengivet af Forløseren i sin renhed og fylde; og for det andet, hvilket er en naturlig følge af det første, en overbevisning i hjertet hos hvert medlem af denne kirke om, at ansvaret hviler på medlemskabet af Kirken for at forkynde det gengivne evangelium for hver slægt, stamme, tungemål og folk.⁵

Jeg mindes, at da Kristus var på jorden, sagde han til nogle mænd, som også kendte til hans guddommelighed, at der lå en forpligtelse på alle dem, som havde denne kundskab om Guds eksistens og om sandhederne i Kristi evangelium. »Men den, som ikke kender den, og som har gjort noget, han fortjener straf for, han skal have få prygl. Enhver, som har fået meget, skal der kræves meget af. Og den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af« (Luk 12:48). Med denne kundskab, som de sidste dages hellige har, kommer der en mægtig forpligtelse. Guds folk omtales i skrifterne, de gamle og de nye, som et udvalgt folk, som et kongeligt præsteskab, et ejendomsfolk, som et lys, der sættes på en høj. »I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene« (se Matt 5:14-16).⁶

Sikke et ansvar … for at føre gode mænd og gode kvinder over hele denne verden til kundskab om Gud og til at vide, hvad deres mission på jorden er! Fædre og mødre, medarbejdere, forstår I fuldt ud i dag, hvad det vil sige at påtage sig ansvaret for at bringe budskabet om fred og velvilje til alle mennesker?⁷

Verden hungrer efter at høre sandheden som aldrig før i hi-storien. Vi har den. Lever vi op til opgaven – det ansvar, som Gud har lagt på os?⁸

Ethvert medlem af Kirken bør være omvendt og have kundskab om evangeliet, deriblandt kundskab om skrifterne. Hvor ville det være vidunderligt, hvis ethvert medlem af Kirken, ligesom Peter fordum, kunne »hellige Herren Kristus i jeres hjerte og altid være rede til forsvar over for enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, I har …« (1 Pet 3:15) …

Kirkens ansvar er at forkynde Jesu Kristi evangelium, som det blev gengivet til profeten Joseph Smith, ikke kun at prædike det og forkynde det med ord, uddeling af litteratur, men mere end noget andet ved at efterleve evangeliet i vores hjem og forretningsforetagender, idet vi har tro og vidnesbyrd i vores hjerte og udstråler det, hvorend vi er … Der er intet, der kan standse sandhedens fremgang med undtagelse af vores svagheder, eller hvis vi forsømmer at gøre vores pligt.⁹

Ethvert medlem er en missionær. Han eller hun har ansvar for at bringe nogen: En mor, en far, en nabo, en medarbejder, en bekendt i berøring med evangeliets budbringere. Hvis hvert medlem ville påtage sig dette ansvar, og hvis aftale blev truffet om at denne mor eller denne far eller en anden skulle møde Kirkens bemyndigede repræsentanter, kunne ingen magt på jorden standse denne kirke fra at vokse. Og personlig kontakt er det, der påvirker disse undersøgere. Denne personlige kontakt og fremgangsmåde afhænger af jer. Og det er noget, jeg ønsker at understrege. Der er ét ansvar, intet menneske kan undslippe, det er ansvaret for denne personlige kontakt. Det er det, I er, ikke det, I forestiller at være, der får folk til at undersøge Kirken.¹⁰

Ethvert medlem af Kirken burde være en missionær. Han er måske ikke bemyndiget til at gå fra hus til hus, men han er bemyndiget, på grund af hans medlemskab, til at være et godt eksempel som en god nabo. Naboerne iagttager ham. Naboerne iagttager hans børn. Han er et lys, og det er hans pligt, at dette lys ikke skjules under en skæppe, men sættes på en høj, så alle mennesker kan vejledes deraf …

… Hvis I vil leve i henhold til disse ydmyge principper i de pagter, I har indgået ved vandet, og siden dengang ved nadvermøderne og som mange af jer har indgået i Guds hus, vil I udføre en ædel mission, og Gud vil belønne jer.

Må ethvert medlem af Kirken opleve denne forandring i dette liv, og leve således at andre, der ser jeres gode gerninger, må føres til at herliggøre vor Fader i himlen.¹¹

Evangeliet er vores anker. Vi ved, hvad det står for. Hvis vi efterlever det, føler det og taler godt om det, om præstedømmet, om myndighederne i det, taler godt selv om vore fjender, vil vi selv blive lykkeligere, og vi skal forkynde Jesu Kristi evangelium. Alle kan gøre dette. Det er muligt. Gud har ikke bedt os om det, og derpå taget kraften til at gøre det bort.¹²

I afsnit 4 i Lære og Pagter modtog profeten Joseph Smith en åbenbaring, om at »nu er et vidunderligt værk ved at komme frem blandt menneskenes børn.

Se derfor til, o, I, der indtræder i Guds tjeneste, at I tjener ham af jeres hele hjerte, sjæl, sind og styrke, så I kan stå ulastelige for Gud på den yderste dag« (L&P 4:1-2) …

Et betydningsfuldt punkt i denne åbenbaring og i andre åbenbaringer, givet i samme periode, er betegnelsen af de vigtige kvalifikationer hos dem, som skulle deltage i at udføre dette vidunderlige værk. Disse kvalifikationer var ikke besiddelse af rigdom, ikke social betydning, ikke politisk forfremmelse, ikke militære opnåelser, ikke adel af fødsel, men et ønske om at tjene Gud af hele dit »hjerte, sjæl, sind og styrke« – åndelige kvaliteter, som bidrager til sjælens adel. Jeg gentager: Ikke popularitet, ikke rigdom, ikke teologisk oplæring i ledelse af Kirken – dog var »et vidunderligt værk ved at komme frem blandt menneskenes børn«.¹³

Der er visse standarder, hvorved [biskopper og stavspræsidenter] bør vejledes ved kaldelsen af vore missionærer. For det første, kald ingen [missionærer] med den hensigt at frelse ham eller hende. Den unge mand er ved at falde fra, og du tror, at en mission vil være godt for ham. Det ville den. Men det er ikke derfor, du sender ham ud. Vælg [missionærer], som er værdige til at repræsentere Kirken, sørg for, at de er tilstrækkelig modne, og mere end noget andet, at de har karakter.¹⁴

Det er godt for os, ikke så meget at tænke på den gavn, disse repræsentanter vil få, men deres forberedelse og duelighed til at klare de ansvar, der følger med et kald som missionær. Ved valg af en missionær er det godt at huske følgende spørgsmål:

Er han værdig til at repræsentere Kirken?

Har han tilstrækkelig viljekraft til at modstå fristelser?

Har han holdt sig selv ren, mens han var hjemme og efter denne standard vist sig selv i stand til at modstå mulige fristelser i marken?

Har han taget aktivt del i Kirkens organisationer hjemme?

Har han i det mindste set et glimt af det, som Kirken kan tilbyde verden?

Har han forstået, at Kirken er det største i verden, og at den er den eneste bemyndigede gruppe, der kan repræsentere Herren Jesus Kristus i forbindelse med menneskehedens frelse …

Har han, ved bøn eller erfaring følt Guds nærhed, så han kan gå til Herren, ligesom han ville gå til sin jordiske far?¹⁵

Enhver ældste, som rejser til udlandet for at forkynde dette evangelium, må derfor først efterleve evangeliet efter bedste evne og have en overbevisning i sit hjerte om, at han forkynder sandheden. Sandt nok, i begyndelsen kan et vidnesbyrd være noget vagt, men alle vore børn har det i en vis grad … Ved studium, tjeneste, ydmyghed og bøn vil dette vidnesbyrd øges.

En anden kvalifikation er denne: Enhver ældste bør altid være en kristen gentleman. En gentleman – hvad er det? »Den, som er åben« – intet at skjule, ingen nedslåede øjne på grund af en samvittighed tynget af skyld; »den, som er loyal« – loyal over for sandheden, dyden, visdomsordet – »sandfærdig, menneskekærlig og venlig i adfærd, ærbar selv og i sin bedømmelse af andre, trofast mod sit ord som mod loven og lige trofast over for Gud og mennesker – en sådan mand er en sand gentleman,« og en sådan mand, bør denne kirkes ældster være, dem, som går ud for at gøre verden kristen.¹⁶

Enhver diakon, lærer og præst, enhver ældste i Kirken forstår, at for at være værdig til at være Kristi kirkes repræsentant, må man være behersket i sine vaner og moralsk ren. Han bliver belært om, at der ikke er nogen dobbeltstandarder for kyskhed, at enhver ung mand, såvel som enhver ung pige skal holde sig selv fri fra seksuel urenhed …

Disse unge mænd bliver belært om, at de går ud som repræsentanter for Kirken, og at en repræsentant for enhver organisation – økonomisk eller religiøs – skal besidde mindst én enestående kvalitet, og det er: Pålidelighed. Han havde ret, som sagde: »At være pålidelig er en større kompliment end at være elsket.« Og hvem repræsenterer disse missionærer? For det første repræsenterer de deres forældre, de har ansvar for at holde deres gode navn ubesmittet. For det andet repræsenterer de Kirken, især det ward, de bor i. Og for det tredje repræsenterer de Herren Jesus Kristus, hvis bemyndigede tjenere de er.

Disse ambassadører, for det er de, repræsenterer disse tre grupper og har i denne opgave et af de største ansvar i deres liv.¹⁷

Hvis du ønsker at styrke dit vidnesbyrd, at få det åbenbaret for dig nu personligt, at Kristus hjælper dig i dit arbejde, vejleder sin kirke, så er den bedste måde at gøre det på … at gøre din pligt … at tage sig af missioneringen.¹⁸

At gøre tjeneste … i missionsmarken er en velsignelse for enhver. Det anerkendes som værende således af tusinder af forældre i hele Kirken, forældre som værdsætter værdien af et sådant arbejde for deres sønner og døtre, i hvem denne oplevelse vækker en påskønnelse for hjemmet og evangeliet. Forældre ved også, at missionering bringer en bevidst kundskab om evangeliets sandhed, hvilket unge mænd måske har følt, men ikke udtrykt.¹⁹

Mange af os forstår ikke værdien og de store muligheder i denne gren af Kirkens aktiviteter [missionering].

1. – Som et eksempel på frivillig tjeneste i Mesterens sag er den uovertruffen.

2. – Som en opmuntring til at leve rent blandt unge, som en bidragende faktor til karakteropbygning er dens betydning umådelig.

3. – Som en uddannende kraft og opløftende indflydelse på vore samfund bliver dens betydning klart tilkendegivet.

4. – Som en bidragende faktor til bedre forståelse blandt nationer og til grundlæggelsen af internationale venskaber, øver den en betydningsfuld indflydelse.

5. – Da det er den Almægtiges hensigt at frelse den enkelte … virker missioneringen bedst i fuldendelsen af denne evige plan!

»Kom i hu, at sjæle er af stor værdi i Guds øjne …

Og om det skulle ske, at I måtte arbejde hele jeres liv med at råbe omvendelse til dette folk og kun førte én sjæl til mig, hvor stor skal da ikke jeres glæde være med ham i min Faders rige!

Og dersom jeres glæde kan være så stor over en eneste sjæl, som I har ført til mig i min Faders rige, hvor meget større glæde ville I da ikke have, om I kan føre mange sjæle til mig!« (L&P 18:10, 15-16).²⁰

Menneskets hjerte skal ændres. Kristus kom til verden med selve denne hensigt. Hovedårsagen for at forkynde evangeliet er at ændre menneskets hjerte og tilværelse, og I brødre, som rejser fra stav til stav, hører beviset og vidnesbyrdet fra dem, som nylig er blevet omvendt … og kan vidne om, hvordan omvendelsen har ændret deres liv, når de bærer deres vidnesbyrd. Ved en sådan omvendelse bringer de fred og velvilje til verden i stedet for strid [og] lidelse.²¹

Vore missionærer … erklærer nu for en problemfyldt verden, at det budskab, der forkyndtes med Jesu fødsel – »fred til mennesker med Guds velbehag« (se Luk 2:14) – kan blive virkeligt her og nu ved lydighed mod evangeliets principper.²²