Oplev lykke i ægteskabet

I Jesu Kristi kirkes lærdomme antager familien den største vigtighed i udviklingen af den enkelte og af samfundet. »Lykkelige og endnu lykkeligere er de, som nyder et ubrudt ægteskab, og hvis kærlighed, uberørt af beklagelser, ikke opløses før den sidste dag.« Ægteskabet vil ikke opløses, når det er beseglet ved det hellige præstedømmes myndighed gennem alle evigheder. Ægteskabsceremonien frembringer, når den således er beseglet, lykke og glæde som ikke overgås af nogen anden oplevelse i verden. »Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille« (Mark 10:9).⁵

Ægteskabspagtens evige natur er en herlig åbenbaring, der giver vished i hjerter, der er forbundet af kærlighedens gyldne sammenføjning og beseglet ved det hellige præstedømmes myndighed, om, at deres forening er evig.⁶

Lidt om ægteskabspagtens evige natur … Lad os se på princippet bag det. Vil I i jeres sind tænke over den mest guddommelige egenskab i den menneskelige sjæl? … Kærlighed er den mest guddommelige egenskab i den menneskelige sjæl, og hvis man accepterer sjælens udødelighed, hvis man tror, at personligheden vedvarer efter døden, må man tro, at kærligheden også lever. Er det ikke logisk? Og jeg spørger jer: Hvem skal vi elske, når vi genkender disse personligheder i den næste verden?

Jo, vi bliver formanet om at elske alle. Jo, vi skal elske alle nu, men I og jeg ved, at vi elsker dem, som vi kender bedst … Når vi møder disse personer i den evige verden, vil vi genkende dem, og kende dem på grund af disse oplevelser i dette liv. Og denne forening af elskende hjerter vil fortsætte efter dette liv. Det er derfor, vi bliver gift – beseglet – for tid og evighed. Det er ikke blot en af Kirkens trossætninger – det er en sandhed, der er grundlæggende for hele menneskehedens liv og lykke. Det er vist at vælge Herrens hus, hvori man forpligter sin kærlighed og helliger sine løfter.⁷

Med de høje idealer for ægteskab, som blev åbenbaret til profeten Joseph Smith, bør medlemmer af Kirken kun have ét mål, og det er at huske det faktum, at ægteskab, samfundets grundlag er »indstiftet af Gud« (L&P 49:15) til opbyggelsen af vedvarende hjem, hvor børn på rette vis kan blive opdraget og undervist i evangeliets principper.⁸

Lad os erstatte den nuværende tendens til at se ned på ægteskabet med det ophøjede syn, som Gud giver os. I går stod jeg ved alteret i templet, hvor jeg har stået mange gange, og jeg så to hjerter – to sjæle – blive ét, ligesom to dugperler på en roses stængel, når solen står op om morgenen, samles, og de to bliver ét. Jeg tror, at dette ophøjede syn på ægteskab i den unge brudgoms sind og brudens påskønnelse af ægteskabets hellighed, er noget af det mest ophøjede i hele verden. De havde det ophøjede syn på ægteskab, ikke et nedværdigende, som blot et middel til at tilfredsstille lidenskab. Lad os se på ægteskab som en hellig forpligtelse og en pagt og som noget evigt.⁹

Ægteskabsforbindelsen bør være så evig som kærlighed, den mest guddommelige egenskab i den menneskelige sjæl. Dette bånd bør da i sandhed fortsætte, så længe som kærligheden er en af åndens egenskaber.¹⁰

Tidernes tegn tyder bestemt på, at ægteskabspagtens hellighed bliver alvorligt truet. Der er steder, hvor ægteskabsceremonien bliver udført på ethvert tidspunkt på dagen eller natten, uden nogen forudgående arrangementer. Attesten udstedes og ceremonien udføres, mens parret venter. Mange ægtepar, som er blevet fanget af sådanne fristelser, har afsluttet deres ægteskab i skuffelser og sorg. I nogle tilfælde er disse steder intet andet end muligheder for at legalisere umoral. Åh, hvor er det dog langt fra det sande ideal! Vi bør, så vidt det er i vores magt, advare unge par mod hemmelige og forhastede ægteskaber.

Det er også vigtigt at modvirke den lumske påvirkning af litteratur, som taler om »ægteskabets falliterklæring«, som er fortaler for prøveægteskaber, og som ligestiller forhold uden for ægteskab med venskaber.¹¹

Ægteskab er et helligt forhold, som man indgår af anerkendte hensigter – hovedsageligt for at opdrage en familie. Det påstås af opmærksomme iagttagere, at vores nuværende moderne liv har tendens til at ødelægge disse hensigter.¹²

Somme tider tillader mænd og kvinder med lave idealer og svækket vilje at give afløb for deres lidenskaber som utæmmede heste. De tilsidesætter deres dømmekraft og selvbeherskelse ved at begå synd, som fortærer deres samvittighed og efterlader deres hjerte med en evig anger.

I dag, hvor ærbarhed sættes i baggrunden, og kyskhed anses som en forældet dyd, beder jeg jer om at holde jeres sjæl uberørt og rene fra denne synd, hvis konsekvens vil ramme og forfølge jer voldsomt, indtil jeres samvittighed svinder ind og jeres karakter tilsmudses … Husk også, betydningen af Frelserens ord – at hvis nogen begår ægteskabsbrud, selv i sit hjerte, skal han ikke have Ånden, men skal fornægte troen og frygte (se L&P 63:16).¹³

For 24 år siden, da damperen Marama kastede anker uden for det koralrev, der omgiver øen Rarotonga, spurgte en passager, som ønskede at gå i land, kaptajnen, hvorfor han ikke sejlede nærmere kajen. Den erfarne sømand nævnte som svar det lumske vand og pegede på motoren på skibet Maitai, og på boven på et andet skib, som stadig stak op af vandet. Begge var tavse vidnesbyrd om faren ved at kaste anker for tæt på kysten af denne koralø. »Vi kaster anker her,« sagde kaptajnen, »for det er sikrere at undgå at blive slået til pindebrænde, som disse to skibe, hvor skrogene ligger tilbage på de farlige rev.«

En ligegyldig holdning til ægteskabet, det dårlige råd om at indgå »kammeratægteskab«, den nedrige, djævelske teori om »fri sex« og den lette adgang til skilsmisse er farlige rev, som mange familier har lidt skibbrud på.¹⁴

Jo mere samvær I har med jeres hustru, des lykkelige bliver I. Arbejdet fører jer væk fra hjemmet. Hun er alene tilbage. Lad ikke kammeratskab med andre kvinder mindske jeres hengivenhed, og det gælder for kvinden såvel som for manden. Engang troede jeg ikke, at det forholdt sig således, men at manden bar hele skylden for den uro, de uoverensstemmelser og de sorger, som alt for ofte opstod, men jeg har måttet ændre min opfattelse. Kammeratskab er det, som bevarer den kærlighed, som førte jer sammen.¹⁵

En anden trussel mod samfundet er det stadig stigende antal skilsmisser og tendensen til at betragte ægteskabet som blot en aftale, man kan bryde ved den første uoverensstemmelse eller misforståelse, som måtte opstå.

Noget af det dyrebareste, vi ejer, er vores familie. Familiens indbyrdes forhold går forud for alt andet og er i vores nuværende eksistens mere værd end alle andre forhold. Det er det forhold, som først får hjertet til at banke og åbner for dets kærligheds dybe kilder. Hjemmet er den vigtigste skole med hensyn til menneskelige dyder. Dets ansvar, glæder, sorger, smil, tårer, håb og bekymringer udgør den største andel af menneskelivet …

Når et menneske lader forretninger eller fornøjelser blive vigtigere end sit hjem, begynder det i samme øjeblik at nedbryde sin sjæl. Hvis en mand finder klubben mere tillokkende end hjemmet, er tiden inde til med bitter skam at erkende, at han ikke har levet op til sit livs største mulighed og er dumpet i den endelige prøve på ægte mandighed … Den fattigste rønne, hvor der hersker kærlighed i en forenet familie, er mere værd for Gud og for den fremtidige menneskehed end nogen anden rigdom. I et sådant hjem både kan og vil Gud udvirke mirakler.¹⁶

Jeg vil gerne opfordre til vedvarende forelskelse og lade dette gælde for voksne mennesker. Alt for mange ægtepar er kommet til ægteskabsalteret og har betragtet ægteskabsceremonien som afslutningen på forlovelsestiden i stedet for begyndelsen til en evigt forlovelsestid. Lad os ikke glemme, at i hjemmelivets hårde tider – og de skal nok komme – påskønnes rosende ord og hensynsfylde gerninger mere end i forlovelsestidens skønne dage og måneder. Det er efter ceremonien og i de prøvelser, som dagligt opstår i hjemmet, at ord som »tak«, »undskyld«, »om forladelse« og »vær så venlig« fra ægtemanden eller hustruen øger den kærlighed, som førte jer til alteret. Det er godt at huske på, at kærligheden kan sultes ihjel lige så bogstaveligt som det legeme, der ikke får nogen næring. Det er venlighed og hensynsfuldhed, som holder kærligheden i live. Det er bemærkelsesværdigt, at de første ord i det, som i den kristne verden nu kendes som kærlighedens salme, lyder: »Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild« (se 1 Kor 13:4). Vielsesringen giver ingen mand ret til at være ondskabsfuld eller ubetænksom, og ingen kvinde ret til at være sjusket, tvær eller ubehagelig.

Den næste væsentlige forudsætning for et lykkeligt ægteskab vil jeg mene er selvbeherskelse. En bagatel kan virke irriterende, og så taler man hurtigt, skarpt, højt og sårer den anden. Jeg kender ingen dyd, som bidrager mere til hjemmets lykke og fred end den prægtige egenskab det er at kunne styre sin tunge. Undlad at sige skarpe ord, som straks falder jer ind, hvis I bliver såret, eller hvis I ser noget i den anden, som støder jer. Det siges, at vi i forlovelsestiden skal holde øjnene vidt åbne, men efter vielsen holde dem halvt lukkede …

»Ægteskabet er et forhold, som ikke kan overleve på selviskhed, utålmodighed, tyranni, ulighed og respektløshed. Ægteskabet er et forhold, som trives ved accept, lighed, gavmildhed, hjælpsomhed, at man gør sin del, lærer sammen og ler sammen.«¹⁷

Mindsk fejltagelserne, og ros den anden for vedkommendes dyder. Efter at det første sus efter bryllupsrejsen har lagt sig, begynder nogle ægtepar at se svagheder og særheder, som de ikke før havde lagt mærke til. Kvinden oplever ansvaret som mor. Vanskelighederne ved at betale gælden indfinder sig. Og således bliver vi tilbøjelige til at finde fejl. Lad os lære at beherske os i denne henseende …

Jeg anser det for en uomtvistelig kendsgerning, at der ikke kan findes ægte fred, kærlighed, renhed, kyskhed og lykke i noget ægteskab, hvis ikke Kristi ånd hersker, og man hver dag og hver time stræber efter kærlig lydighed mod hans bud og især i aftenbønnen siger tak for de velsignelser, man har modtaget.

Gud hjælp os til at kunne bygge et hjem, hvor vi kan opleve himlens ånd på jorden. I og jeg ved, at det er muligt. Det er ikke en drøm. Det er ikke en teori. Da kan vi føle den smukke samhørighed mellem mand og hustru, som bliver stadig mere kærlig, mens livets problemer fortsætter. Vi kan have et hjem, hvor børnene aldrig hører far og mor mundhugges eller skændes. Gud hjælpe os … til at opbygge et sådan hjem og til at lære vore unge mænd og unge piger, som ser frem til hjemmelivet, at stræbe efter et sådant ideal.¹⁸