Bønnens kraft

Jeg har lige fra barndommen glædet mig over den sandhed, at Gud er et personligt væsen og i sandhed vor Fader, som vi kan nærme os i bøn og modtage svar dertil. Bevidstheden om, at Gud hører troens bøn, regner jeg som en af de bedste oplevelser i livet. Det er sandt, at svarene på vore bønner ikke altid kommer så direkte og på det tidspunkt, ej heller på den måde, vi forventer, men de kommer, og på et tidspunkt og en måde, som er i bedste interesse for den, som bad bønnen.

Der har dog været lejligheder, hvor jeg har modtaget direkte og umiddelbar forvisning om, at min begæring var blevet givet mig. På et bestemt tidspunkt kom svaret så klart, som om vor himmelske Fader stod ved min side og udtalte ordene. Disse oplevelser er en del af selve mit væsen og vil være det, så længe som min hukommelse og intelligens varer. Lige så virkelig og lige så nær synes verdens Frelser at være mig.

Jeg føler, som jeg aldrig har følt det tidligere, at Gud er min Fader. Han er ikke blot en urørlig magt, en moralsk kraft i verden, men en personlig Gud med skabende kraft, verdens regent, vores sjæls leder. Jeg vil gerne have, at alle mennesker, og især Kirkens unge mennesker, føler sig så nær vor himmelske Fader, at de vil gå til ham dagligt – ikke kun sammen med andre, men personligt. Hvis vores folk vil have denne tro, vil store velsignelser komme til dem. Deres sjæl vil blive fyldt med taknemmelighed for det, som Gud har gjort for dem, de vil forstå, at de er rige i de velsignelser, de får. Det er ikke fantasi, at vi kan nærme os Gud og modtage lys og vejledning fra ham, og at vores sind vil blive oplyst, og vores sjæl glæde sig over hans Ånd.³

Når I knæler ned for at bede om aftenen, føler I så hans nærhed, at han personligt hører jer, føler I en kraft, som virker noget i retning af radioen eller en større kraft, så I føler, at I samtaler med ham?⁴

Jeg vil gerne have, at de unge mænd i Israel føler sig så nær [Gud], at de vil gå til ham dagligt, ikke kun sammen med andre, men personligt. Jeg vil gerne have, at de har den tillid til ham, som den lille blinde pige havde til sin far. Hun sad på hans skød i toget, og en ven, som sad ved siden af sagde: »Lad mig aflaste dig«, og rakte over og tog det lille barn på sit skød. Faren sagde til hende: »Ved du hvem, du sidder hos?« »Nej,« svarede hun »men det gør du.« Åh, denne tillid dette barn havde til sin far … Så virkelig burde den tillid være den, som sidste dages hellige drenge og piger bør nære til vor himmelske Fader.

Det er godt for drenge og piger at lære, at de kan gå til Gud i bøn. I, som studerer på universitetet, vil, ligesom studerende på enhver skole, lære, at når I har vanskeligheder, kan I modtage hjælp og vejledning, hvis I søger i oprigtighed. Måske vil I rejse jer, som nogle af os gjorde, da vi var unge, og føle, at jeres bønner ikke bliver besvaret, men en dag vil I forstå, at Gud besvarede jeres bønner, ligesom en vis forælder ville have gjort. Dette er noget af det bedste for ungdommen at føle, at I kan gå til vor Fader og udgyde jeres hjerte for ham.⁶

Bøn er længslens hjerteslag, et kærligt hjerte i harmoni med det uendelige. Det er sjælens budskab, sendt direkte til en kærlig Fader. Sproget er ikke blot ord …

Den første og mest grundlæggende dyd i effektiv bøn er tro. Tro på at Gud bringer fred til sjælen. En forvisning om, at Gud er vor Fader, i hvis nærhed vi kan komme for at få trøst og vejledning, er en altid sikker kilde til trøst.

En anden nødvendig dyd er ærbødighed. Denne dyd vises i det eksempel på bøn, hvor Frelseren bad »Helliget blive dit navn« (Matt 6:9). Dette princip bør vises i klasseværelser og især i vore kirkebygninger.

Det tredje nødvendige element er oprigtighed. Bøn er åndens længsel. Oprigtig bøn indebærer, at når vi beder om en dyd eller velsignelse, skal vi arbejde for den velsignelse og øve os i dyden.

Den næste nødvendige dyd er loyalitet. Hvorfor bede om at Guds rige må komme, medmindre du i dit hjerte har et ønske om og villighed til at hjælpe i dets oprettelse? At bede for, at hans vilje må ske, og derpå ikke forsøge at efterleve den, giver jer straks et negativt svar. Man skal ikke give noget til et barn, som viser en fjendtlig holdning, når det beder om noget. Hvis vi beder om en sags eller et foretagendes succes, går vi tydeligvis ind for denne sag. Det er højden af manglende loyalitet at bede om, at Guds vilje må ske, og så lade være med at tilpasse sig denne vilje.

En sidste nødvendig dyd er ydmyghed … Ydmyghedens og bønnens principper medfører, at man føler et behov for guddommelig vejledning. Selvstændighed er en dyd, men sammen med den burde være en bevidsthed om behovet for hjælp fra det høje – en bevidsthed om, at når man vandrer sikkert på pligtens sti, er der mulighed for at træde forkert, og med denne bevidst-hed er der en bøn, en bøn om, at Gud vil inspirere os til at undgå dette forkerte skridt.⁷

Hvis man spørger mig om, hvor jeg i begyndelsen modtog min urokkelige tro på Guds eksistens, ville jeg svare: I mit barndoms hjem – når far og mor kaldte deres børn sammen omkring sig om morgenen og om aftenen og nedkaldte Guds velsignelser på husstanden og på menneskeheden. Der var en oprigtighed i denne gode patriarks røst, som efterlod et evigt indryk i hans børns sjæle, og mors bønner var lige så betagende. Jeg beder i aften om, at enhver far i Kirken sørger for, at han i al oprigtighed indprenter i sine børn virkeligheden af Guds eksistens og virkeligheden af, at Gud vil vejlede og beskytte sine børn. I har dette ansvar. Hjemmet er en af samfundets enheder – den grundlæggende enhed. Før jeg hørte min far bære vidnesbyrd om, at han havde hørt en guddommelig røst, vidste jeg, at han levede nær sin Skaber.⁸

Sidste dages hellige børn er blevet undervist i at anerkende [Gud], og at bede til ham som en, der kan lytte og høre og føle ligesom en jordisk far kan lytte, høre og føle, og de har i deres inderste væsen fra deres mødre og fædre opsuget det virkelige vidnesbyrd, som denne personlige Gud har udtalt i denne uddeling. Det er virkeligt.⁹

Jeg erkender, at hvor børn bliver opdraget i tæt fællesskab med vor Evige Fader, kan der ikke være meget synd eller meget ondt i hjemmet. Når et lille lidende barn, som brænder af feber, ser på sin far og i enkel tro siger: »Far, velsign mig,« ønsker jeg at fortælle jer, at fra sådanne hjem kommer enhver nations styrke og herlighed. Sådan er de sidste dages helliges hjem.¹⁰

»Herre, lær os at bede« var Mesterens disciples ærbødige bøn (se Luk 11:1). Ydmyge som børn søgte de den rette vejledning, og deres bøn var ikke forgæves.

Lige så intens som disciplene følte det, kan også børn til tider føle behovet for guddommelig vejledning og trøst, og dog ikke udtrykke deres længsel med ord. Derfor lagde Herren den pligt på forældre, at »lære deres børn at bede« (L&P 68:28).

Bekymringer, forvirring og sorg er lige så virkeligt i livet for et lille barn, som i den voksne verden, og børn har krav på den tryghed, trøst og vejledning, der fås fra Gud ved bøn.

Ikke alene det, men fra et standpunkt af tro, oprigtighed og varig tillid, vil et uskyldigt barns bøn med sikkerhed modtage klare svar fra en kærlig Fader.¹¹

Guds inspiration ses i kravet til de sidste dages hellige om at holde deres hjem intakt og undervise deres børn i Jesu Kristi evangeliums principper. Med det mener jeg ikke, at vi skal gøre en sådan undervisning formel eller på anden måde usmagelig. Jeg mener, at Jesu Kristi evangelium bør udstråle fra hvert eneste hjem, at bønnen om aftenen og morgenen bør bedes i oprigtighed, at børnene dagligt, hver dag må forstå, at vi ønsker Guds tilstedeværelse i vores hjem. Hvis vi kan indbyde Frelseren der, kan vi vide, at englene ikke alene vil være villige, men ivrige efter at beskytte vore drenge og piger. Jeg tror, at i de fleste hjem bliver drenge og piger undervist i at bede, før de går i seng om aftenen. Jeg tror dog også, at morgenbønnerne i almindelighed bliver forsømt. Når vi tænker over det, er det dog i de vågne timer, vore drenge og piger har brug for Guds beskyttelse og hans Helligånds vejledning i højere grad, end når de sover.¹²

Følger I Kristi formaning om at bede til Faderen og lære jeres børn at bede, så guddommelighed, ærbødighed for Gud og hans værk hver dag må indprentes i jeres børns hjerte? Sådan skulle det være i ethvert hjem. Bed ikke alene for jer selv, men bed endog for jeres fjender.¹³

Forældre, selv om I ikke gør andet, så knæl ned sammen med jeres børn om morgenen. Jeg ved, at jeres morgener sædvanligvis er travle … men tag noget tid, hvor I kan knæle og indbyde Gud i jeres hjem. Bøn er en mægtig kraft.¹⁴

Ved familiebøn kommer forældre og børn ind i Guds nærhed.¹⁵

Styrken af disse bønner fra hele Kirken gik op for mig, da jeg fik et brev fra en nabo i min hjemby. Han malkede sine køer, da nyheden kom over radioen i hans stald, at præsident [George Albert] Smith var død. Han fornemmede, hvad det ville betyde for hans tidligere nabo, og han forlod stalden og gik ind i huset og fortalte det til sin kone. Straks kaldte de på deres små børn, og i det lille hjem standsede de alle aktiviteter, hele familien knælede ned og bad en bøn. Betydningen af denne bøn overlader jeg til jer at forstå. Øg det med 100.000, 200.000 eller en halv million hjem, og se så styrken i enhed og bøn og den støtte, der kommer fra Kirkens medlemmer.¹⁶

Hvis vi kan få vore unge til at have … tro og derfor gå til deres Gud i løndom, er der mindst fire store velsignelser, som kommer til dem her og nu. Den første er taknemmelighed – taknemmelighed for velsignelser, som de ikke vidste, de var taknemmelige for. Deres sjæl vil blive fyldt med taksigelse for det, Gud havde gjort for dem. De vil føle sig rige over de gaver, de har fået. Den unge mand, som lukker sin dør bag sig, som trækker gardinerne for og der i stilheden forbereder sig til at bede Gud om hjælp, bør først udgyde sin sjæl i taknemmelighed for helbred, for venner, for kære, for evangeliet, for tilkendegivelsen af Guds eksistens, som det ses i klipperne og træerne og stenene og blomsterne og i alt det, som er omkring ham. Han bør først tælle sine mange velsignelser, nævne dem en efter en, og det vil overraske ham, hvad Herren har gjort (se »Kastes du på bølgen om«, Salmer og sange, nr. 161).

Den anden velsignelse ved bønnen er vejledning. Jeg kan ikke forestille mig, at en ung mand farer vild, hvis han knæler ned ved sin sengekant om morgenen og beder Gud om at hjælpe ham med at holde sig uplettet af verdens synder. Jeg tror ikke, at en ung pige vil gå vild, hvis hun knæler ned om morgenen og beder om, at hun må holde sig ren og pletfri den kommende dag. Jeg kan ikke tro, at en sidste dages hellig vil have fjendskab i sit hjerte, hvis han oprigtigt i løndom beder Gud om at fjerne alle følelser af misundelse og ondskab mod sin næste fra sit hjerte. Vejledning? Ja, Gud vil være der for at vejlede og lede ham, som »søger ham i tro med al sin styrke og med hele sin sjæl.«

Det tredje velsignelse er tillid. Overalt i dette land er der tusinder og titusinder af studerende, som kæmper med at få en uddannelse. Lad os lære disse studerende, at hvis de ønsker succes med deres lektier, skal de søge deres Gud, at den største lærer, som verden kender, er nær dem for at vejlede dem. Når først den studerende føler, at han kan nærme sig Herren i bøn, vil han få tillid til, at han kan klare sine lektier, at han kan skrive sin tale, at han kan stå op foran sine medstuderende og aflevere sit budskab uden frygt for fiasko. Tillid kommer ved oprigtig bøn.

Til sidst vil han få inspiration. Det er ikke indbildning, at vi kan gå til Gud og modtage lys og vejledning fra ham, og at vores sind vil blive oplyst, og vores sjæl glæde sig over hans Ånd … Profeten Joseph Smith vidste det, og Josephs vidnesbyrd og bevis på hans inspiration er tydelig for alle, som blot vil åbne deres øjne for at se og deres hjerte for at forstå.¹⁷