Tilbedelsens elementer

Uadskilleligt fra accepten af Gud er en ærbødig indstilling, som jeg nu ønsker at gøre oprigtig opmærksom på over for hele Kirken. Den største tilkendegivelse af åndelighed er ærbødighed, ja, ærbødighed er åndelighed. Ærbødighed er dyb respekt blandet med kærlighed. Det er »en sammensat følelse, som består af sjælens blandede følelser.« [En forfatter] siger, at det er »den højeste af menneskelige følelser«. Jeg har andre steder sagt, at hvis ærbødighed er det højeste, så er uærbødighed det laveste niveau, hvor et menneske kan leve i verden …

Ærbødighed omfatter hensyn, agtelse, ære og værdsættelse. Uden nogen grad af det, er der derfor ingen belevenhed, ingen høflighed, ingen hensyntagen til andres følelser, eller andres rettigheder. Ærbødighed er en grundlæggende dyd i religion. Det er »et af tegnene på styrke, uærbødighed er et af de sikreste tegn på svaghed. Intet menneske vil nå langt«, siger en mand, »som håner det, som er helligt. Loyalitet over for lives finere facetter«, fortsætter han, »skal æres, ellers vil de blive forbandet [eller afvist] i prøvelsens dag.«

Forældre, ærbødighed, ligesom barmhjertighed, begynder i hjemmet. Tidligt i barndommen bør børn oplæres i at være respektfulde, ærbødige – respektfulde over for hinanden, for fremmede og besøgende – ærbødige over for de gamle og syge – ærbødige over for det, som er helligt, for forældre og forældrekærlighed.

Tre påvirkninger i hjemmet vækker ærbødighed i børn og bidrager til udviklingen af den i deres sjæl. Disse er: For det første fast, men blid vejledning, for det andet høflighed vist af forældrene indbyrdes og over for børnene, og for det tredje bøn, hvor børnene deltager. I alle hjem i denne kirke, bør forældrene stræbe efter at handle intelligent med hensyn til at påvirke børnene med disse tre grundlæggende ting.⁶

Ærbødighed leder tankerne mod Gud. Uden den er der ingen religion.⁷

Jeg ser på ærbødighed som en af sjælens højeste kvaliteter. En uærbødig mand er ikke en troende mand …

Ærbødighed antyder høj kultur, og sand tro på guddommen og hans retfærdighed.⁸

Jeg bliver tilskyndet til at sætte ærbødighed ved siden af kærlighed. Jesus nævnte det første gang i Fadervor: »Vor Fader, du som er i himlene! Helliget blive dit navn …« (Matt 6:9). Helliget – at gøre hellig – at holde i ære.⁹

Hvis der var mere ærbødighed i menneskenes hjerte, ville der være mindre plads til synd og sorg og mere plads til glæde og lykke. For at gøre den mere værdsat, mere anvendelig, mere attraktiv er denne juvel blandt strålende dyder et projekt, der fortjener den størst forenede og bønsomme indsats hos hver leder, hver forælder og hvert medlem af Kirken.¹⁰

Vi er for lidt opmærksomme på værdien af meditation, et prin-cip om helligelse. I vores tilbedelse er der to elementer: Det ene er åndelig kommunikation, der opstår fra vores egen meditation, det andet er instruktion fra andre, især fra dem, som har myndighed til at vejlede og belære os. Af disse to er meditation af størst indre værdi. Meditation er sjælens sprog. Det defineres som »en personlig hengivenhed eller åndelig træning, bestående af dyb, fortsat overvejelse af et religiøst tema«. Meditation er en form for bøn …

Meditation er en af de mest personlige og helligste døre, gennem hvilken vi går ind til Herrens nærhed. Jesus var eksemplet for os. Så snart han var døbt og modtog Faderens godkendelse: »Det er min elskede Søn, i ham har jeg fundet velbehag!« (Matt 3:17), [gik] Jesus ud til det, som nu kendes som Fristelsens bjerg. Jeg vil gerne kalde det meditationens bjerg, hvor han i løbet af 40 dages faste talte med sig selv og sin Fader og overvejede sin storslåede missions ansvar. Et resultat af denne åndelige samtale var af en sådan styrke, at det gjorde ham i stand til at sige til fristeren:

»… Vig bort, Satan! For der står skrevet: ›Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‹« (Matt 4:10).

Før han holdt … sin smukke bjergprædikenen var han alene i samtale. Han gjorde det samme efter den travle sabbatsdag, da han stod tidligt op om morgenen efter at have været Peters gæst. Peter fandt utvivlsom gæstens værelse tomt, og da de søgte [Jesus], fandt de ham alene. Det var den morgen, Peter sagde:

»… Alle leder efter dig« (Mark 1:37).

Igen, efter at Jesus havde givet de fem tusind mad, bad han de tolv om at lade folkemængden gå, men Jesus gik ud i bjergene for at søge ensomhed. Historikere fortæller: »Og da det var blevet aften, var han alene dér« (Matt 14:23). Meditation! Bøn!¹¹

Lad os gøre Gud til centrum for vores tilværelse … At samtale med Herren gennem Helligånden er noget af den ædleste stræben i livet. Det er når Guds fred og kærlighed er kommet ind i sjælen, når det at tjene ham bliver den motiverende faktor i ens liv og eksistens.¹²

Vi går ind i en kirkebygning for at tilbede Herren. Vi ønsker at få del i hans Ånd, og ved at få del i hans Ånd opbygger vi vores egen åndelige styrke.¹³

Kirker er indviet og bestemt som tilbedelseshuse. Dette betyder selvfølgelig, at alle, som kommer for at tilbede, eller i det mindste lader som om de gør det, i den hensigt at komme nærmere Herren, end de ville være kommet på gaden eller blandt bekymringerne i hverdagen. Med andre ord, vi går til Herrens hus for at møde ham og samtale med ham i ånden. Sådan et mødested skal derfor som det vigtigste være passende og på alle måder skikket til det, uanset om Gud anses som den inviterede gæst eller tilbederne er hans gæster.

Uanset om mødestedet er et ydmygt kapel eller et »mesterværk i arkitektur«, bygget af hvidt marmor og indlagt med kostbare sten, gør kun lidt eller ingen forskel i vores adgang og indstilling mod den uendelige tilstedeværelse. For at kende Gud bør der være tilstrækkeligt til at tilskynde os til at opføre os ordentligt og ærbødigt.

Med hensyn til dette har vi som medlemmer af Kirken i vore forsamlinger masser af muligheder for at forbedre os. Præsiderende myndigheder i stav, ward og kvorumsmøder og især lærere i klasser bør gøre en særlig indsats for at holde bedre orden og mere ærbødighed i de timer, vi tilbeder og studerer. Mindre snak bag talerstolen vil have en gavnlig effekt på forsamlingen. Ved eksempel og forskrift bør børnene præges med, hvor upassende det er med forvirring og uorden i en tilbedende forsamling. De bør præges i barndommen, og det skal understreges i ungdommen, at det er tegn på manglende respekt at tale eller endog at hviske under en tale, og at det er meget uforskammet at forlade en tilbedende forsamling før mødet er færdigt, medmindre det er en nødsituation.¹⁴

En kirkebygning bliver opført af to årsager: For det første, at den kan være et sted, hvor alle kan oplæres i Guds anliggender, og for de andet, at det hele kan herliggøre vor himmelske Fader, som ikke beder om noget andet af sine børn, end at de vil være mænd og kvinder med så nobel en karakter, så de kan komme tilbage til hans nærhed.¹⁵

Når I træder indenfor i en kirkebygning, kommer I ind i vor himmelske Faders nærhed, og denne tanke bør i tilstrækkelig grad tilskynde jer til at berede jeres hjerte, jeres sind og endog jeres påklædning, så I på passende og sømmelig vis kan sidde i hans nærhed.¹⁶

Lad os ikke gøre søndag til en fridag. Det er en hellig dag, og på den dag bør vi gå til tilbedelseshuset og søge vor Gud. Hvis vi søger ham på sabbatsdagen og kommer i nærheden af ham på den dag, vil vi finde det mindre vanskeligt at være i hans nærhed de følgende dage i ugen.¹⁷

Den største trøst i dette liv er forvisningen om at have et nært forhold til Gud … Nadvertiden bør være en faktor i opvækkelsen af denne følelse af forbindelse.

»… Herren Jesus i den nat, da han blev forrådt, tog et brød,

takkede, brød det og sagde: ›Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig!‹

Ligeså tog han også bægeret efter måltidet og sagde: ›Dette bæger er den nye pagt ved mit blod; gør dette, hver gang I drikker det, til ihukommelse af mig!‹

For hver gang I spiser dette brød og drikker bægeret, forkynder I Herrens død, indtil han kommer.

Den, der spiser Herrens brød eller drikker hans bæger på en uværdig måde, forsynder sig derfor imod Herrens legeme og blod.

Enhver skal prøve sig selv, og så spise af brødet og drikke af bægeret« (1 Kor 11:23-28).

Der administreres ikke nogle mere hellige ordinancer i Kristi kirke end administrationen af nadveren …

Der er tre ting, som er fundamentale i forbindelse med administrationen af nadveren. Den første er selverkendelse. Det er at se ind i sig selv. »Gør dette til ihukommelse af mig,« men vi bør deltage værdigt, og hver især undersøge os selv med hensyn til vores værdighed.

For det andet indgås der en pagt, en pagt, som er mere end et løfte … Der er intet, der er vigtigere i livet end det … En pagt, et løfte, der bør være så helligt som livet. Dette princip har betydning hver søndag, når vi deltager i nadveren.

For det tredje, der er en anden velsignelse, og det er en følelse af et nært forhold til Herren. Der er mulighed for at samtale med sig selv og samtale med Herren. Vi mødes i det hus, der er indviet til ham, vi har overgivet det til ham, vi kalder det hans hus. I kan være sikre på, at han vil være der for at inspirere os, hvis vi kommer med den rette indstilling for at møde ham. Vi er ikke beredt til at møde ham, hvis vi ind i dette rum medbringer vore tanker vedrørende vores forretningsanliggender, og især hvis vi medbringer til tilbedelseshuset følelser af had mod vores næste eller fjendskab og jalousi mod Kirkens myndigheder. Det er helt sikkert, at ingen person kan forvente at komme i samtale med Faderen, hvis han eller hun har nogle af disse følelser. De er så fremmede for tilbedelse, og så fremmede især for deltagelse af nadveren …

Jeg tror, at den korte periode med administration af nadveren er en af de bedste muligheder vi har for … meditation, og der bør ikke være noget i denne hellige stund, der afleder vores opmærksomhed fra hensigten med denne ordinance …

… Vi [skal] omgive denne hellige ordinance med større ærbødighed, med fuldkommen orden, at alle dem, som kommer til Guds hus kan meditere over hans godhed og stille og bønsomt udtrykke påskønnelse for Guds godhed. Lad nadvertimen være en oplevelse på dagen, hvor tilbederen i det mindste forsøger at erkende i sig selv, at det er muligt for ham at samtale med sin Gud.

Der er sket store begivenheder i denne kirke på grund af en sådan samtale, på grund af sjælens modtagelighed for den Almægtiges inspiration. Jeg ved, at det er virkeligt. Præsident Wilford Woodruff havde denne gave i stor udstrækning. Han kunne reagere på det, han kendte den »lille, stille stemme« som stadig er fremmed for nogen. I vil opdage, at når disse meget inspirerende øjeblikke kommer til jer, at I er alene med jer selv og jeres Gud. De kommer sandsynligvis til jer, når I står over for en stor prøvelse, når I ikke kan komme videre, og det ser ud til, at I står over for en ubestigelig hindring, eller når jeres hjerte er tungt på grund af en eller anden tragedie i jeres liv. Jeg gentager, den største trøst, der kommer til os i dette liv, er at føle virkeligheden af samtale med Gud. Der er kommet store vidnesbyrd i sådanne øjeblikke …

… Når I standser op og overvejer sagen, forstår I, at der er intet under administrationen af nadveren af en uvedkommende art, der er så vigtigt som at erindre vor Herre og Frelser, intet så værdigt for vores opmærksomhed som at overveje værdien af det løfte vi giver. Hvorfor skulle noget distrahere os? Er der noget mere ophøjet? Vi vidner her i hinandens tilstedeværelse og for ham, vor Fader, at vi er villige til at påtage os Kristi navn, at vi altid vil erindre ham, altid, at vi vil holde hans befalinger, som han har givet os. Kan I, kan noget levende væsen, som tænker et øjeblik, fortælle os om noget, som er helligere eller mere vidtrækkende i vores liv? Hvis vi deltager mekanisk, er vi ikke ærlige, eller lad os sige vi tillader vore tanker at blive distraheret fra en meget hellig ordinance …

… Lad os gøre denne nadvertid til et af de mest imponerende midler til at komme i kontakt med Guds Ånd. Lad Helligånden, som vi har ret til, føre os ind i hans nærhed, og må vi føle denne nærhed, og bede en bøn i vores hjerte, som han vil høre.¹⁸