Opstandelsens betydning

For omkring to tusind år siden … var der nogle ret nedtrykte apostle. Peter var tung om hjertet, Johannes sørgede ligesom Maria, Kristi mor. De andre apostle var flygtet. Judas havde forstået, hvilke forbrydelse, han havde begået. Sikke en sørgmodig nat!

Næste morgen opstod Kristus … Dette er sandt, og denne begivenhed grundlægger sjælens udødelighed, eksistensen af vore kære, som er på den anden side, deres personlighed varer ved. De er lige så virkelige i denne åndelige sfære, som Kristi ånd var, da han forkyndte for ånderne i fængsel.³

Apostlenes tilstedeværelse ved begivenheden [Jesu opstandelse] øger værdien af deres beviser. Deres vidnesbyrd bliver af større værdi på grund af det faktum, at med Jesu død blev apostlene ramt af mismod og tungsindighed. I to og et halvt år var de blevet opbygget og inspireret af Kristi nærhed. Men nu var han væk. De var ladt alene, og de syntes forvirrede og hjælpeløse …

»Hvad var det, der pludselig ændrede disse disciple til sikre, frygtløse, heltemodige forkyndere af Jesu Kristi evangelium? Det var den åbenbaring, at Kristus var opstået fra graven. Hans løfter var blevet holdt, hans messianske mission opfyldt« …

Markus fortæller ikke selv om nogen tilsynekomst af den opstandne Herre, men han bærer vidnesbyrd om, at engelen ved graven bekendtgjorde opstandelsen og lovede, at Herren ville møde sine disciple. Fra Markus hører vi den herlige erklæring om den første tomme grav i hele verden. For første gange i menneskehedens historie blev ordene: »Her ligger«, fortrængt af det guddommelige budskab: »Han er opstanden«. Ingen kan tvivle på, at Markus var overbevist i sin sjæl om virkeligheden af den tomme grav. For ham var der ikke spørgsmål ved opstandelsen – den var virkelig, og tilsynekomsten af hans Herre og Mester blandt mennesker var et faktum, der var grundfæstet i hans sind uden skygge af tvivl. Han hengav sit liv til forkyndelsen af denne sandhed, og hvis man kan stole på historien, beseglede han sit vidnesbyrd med blod.

En anden, som nedskrev øjenvidners vidnesbyrd var Lukas, en ikke-jøde eller, som nogen mener, en omvendt fra Antiokia i Syrien, hvor han var læge (Kol 4:14). Selv nogle af hans mest alvorlige, nutidige kritikere har anset ham for at være en førende historiker og hans personlige kontakt med tidlige apostle gør hans udtalelser til noget uvurderligt.

Det, han skrev, var resultatet af personlige forespørgsler og undersøgelser og kom fra alle tilgængelige kilder. Han interview-ede og optegnede især erklæringerne fra dem, »der fra begyndelsen var øjenvidner og ordets tjenere«. Han erklærede, at han »nøje [gennemgik] alt forfra« så han kunne »nedskrive det … i rækkefølge« (se Luk 1:1-4). Dette betyder, at Lukas fik vidnesbyrd fra disse »øjenvidner« direkte fra dem selv og ikke fra tidligere fortællere.

I henhold til alle pålidelige vidnesbyrd, har vi Lukasevangeliet som det kom fra hans hånd. I kapitel 24 vidner Lukas om det guddommelige budskab: »Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde? Han er ikke her, han er opstået« (Luk 24:5-6).

Med samme forvisning om nøjagtighed kan vi acceptere hans udtalelser og vidnesbyrd med hensyn til Peters og Paulus’ og andre apostles vidnesbyrd med hensyn til opstandelsen. »Efter sin lidelse og død trådte Jesus frem for dem med mange beviser på, at han levede, idet han i fyrre dage viste sig for dem og talte om Guds rige« (se ApG 1:3). Hvem kan tvivle på Lukas’ absolutte tillid til opstandelsens virkelighed?

Det er sandt, at hverken Markus eller Lukas bærer vidnesbyrd om personligt at have set den opstandne Herre, og derfor hævder nogle, at deres optegnede vidnesbyrd ikke kan betegnes som førstehåndsbeviser. At de ikke vidner om det og dog var overbeviste om, at andre så ham, viser hvor ubestridelige beviserne var blandt apostlene og andre disciple om, at opstandelsen var en realitet.

Heldigvis er der dog et dokument, som giver et øjenvidnes personlige vidnesbyrd om Jesu tilsynekomst efter hans død og begravelse. Dette personlige vidne bekræfter også vidnesbyrdene fra de to mænd, som jeg har citeret, men også fra andre. Jeg henviser til Saul, en jøde fra Tarsus, uddannet ved fødderne af Gamaliel, en streng farisæer, og før sin omvendelse en bitter forfølger af alle, som troede på, at Jesus fra Nazaret var opstået fra de døde. Og nu, i det ældste, ægte dokument, der findes, og som fortæller om eller vidner om Kristi opstandelse, kan vi finde Paulus sige til korinterne:

»Jeg overleverede jer nemlig først og fremmest, hvad jeg også selv har modtaget: at Kristus døde for vore synder efter Skrifterne, at han blev begravet, at han opstod på den tredje dag efter Skrifterne, og at han blev set af Kefas og dernæst af de tolv. Dernæst blev han set af over fem hundrede brødre på én gang, de fleste af dem er endnu i live, men nogle er sovet hen. Dernæst blev han set af Jakob, siden af alle apostlene. Men sidst af alle blev han også set af et misfoster som mig« (1 Kor 15:3-8).⁴

Alt for mange er i dag som mændene på Areopagos for to tusind år siden, som rejste et alter for »en ukendt gud«, men som vidste lidt eller intet om ham. Vi læser, at da Paulus var på vej til Areopagos så han storslåede statuer, der var rejst for forskellige guder … Her samledes ofte filosoffer og dommere, de bedste tænkere, de viseste vise i den gamle verden og overvejede og drøftede livets og menneskeskæbnens mysterier.

Midt i al denne verdslige visdom, stod en ensom, lille brunøjnet mand, som påstod, at meget af deres filosofi var falsk, og at deres tilbedelse af billeder var en stor fejl – den eneste mand i denne store by af intellektuelle, som vidste ved direkte erfaring, at et menneske kan gå gennem dødens porte og leve … Mens Paulus talte udtryksfuldt om Guds personlighed, lyttede filosofferne nysgerrigt og opmærksomt, indtil han bar vidnesbyrd om, at Gud havde oprejst Jesus fra de døde.

Da de hørte om opstandelsen, spottede nogle, og alle med undtagelse af nogle få, gik væk, og efterlod ham, som havde erklæret sandheden, mere alene end før (se ApG 17:22-33). I dag er der, ligesom på Areopagos, nogle, som når vi taler om de dødes opstandelse, spotter, og andre som tvivler og vender sig bort. I dag, som dengang, har alt for mange mænd og kvinder andre guder, som de tænker mere på end på den opstandne Herre …

Lad det være et faktum, at Kristus påtog sig sit legeme og viste sig som et herliggjort, opstandent væsen, og I besvarer spørgsmålet i alle tidsaldre – »Kan en, der er død, få liv?« (Se Job 14:14).

At den bogstavelige opstandelse fra graven var en realitet for de disciple, som kendte Kristus godt, er en sikkerhed. I deres midte var der absolut ingen tvivl. De var vidner til dette faktum. De vidste det, fordi de så det, de hørte det, deres hænder følte den opstandne Forløsers legeme.⁵

At menneskets ånd går triumferende gennem dødens porte ind til evigt liv, er et af de herlige budskaber, der er givet af Kristus, vor Forløser. For ham er denne jordiske karriere kun en dag, og dets afslutning blot livets solnedgang. Døden, som kun er en søvn, efterfølges af en herlig opvågning i en evig sfæres morgen. Da Maria og Marta så deres bror som blot et legeme i den mørke og stille grav, så Kristus ham stadig som et levende væsen. Dette udtrykte han med fire ord: »… Vor ven Lazarus sover« (Joh 11:11). Hvis alle … vidste, at den korsfæstede Kristus virkelig opstod på den tredje dag – at efter at have hilst på andre og været sammen med andre i åndeverdenen, levendegjorde hans ånd atter hans gennemborede legeme, og efter at have opholdt sig blandt mennesker i et tidsrum på 40 dage, fór han som en herliggjort sjæl op til sin Fader – hvilken fred, der ville komme til de sjæle, som nu plages af tvivl og usikkerhed!

Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige står sammen med Peter, med Paulus, med Jakob og sammen med alle de andre tidlige apostle, som accepterede opstandelsen som ikke alene at værende sand, men som fuldbyrdelsen af Kristi guddommelige mission på jorden.⁶

Den seneste og mest storslåede bekræftelse på, at Jesus opstod fra graven er tilsynekomsten af Faderen og Sønnen til profeten Joseph Smith, 19 århundrede efter begivenheden … Dette livets mirakel er ikke kun betydningsfuldt i sig selv, men i dets betydning af alle de grundlæggende principper i sand kristendom.⁷

I mere end fire tusind år havde menneskene set ind i graven og kun set livets slutning. Af alle de millioner, som var gået derind, var ikke én person vendt tilbage som et opstandent, udødeligt væsen. »Der var på hele jorden ikke én tom grav. Intet menneskes hjerte troede, intet menneskes stemme erklærede, at der var en sådan grav – en grav, der var frataget en sejrherre, stærkere end menneskets store fjende, døden.«

Det var derfor et nyt og herligt budskab, som engelen gav til kvinden, som frygtsomt og kærligt havde nærmet sig graven, hvor Jesus var blevet begravet: »… I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham!« (Mark 16:6).

Hvis et mirakel er en overnaturlig begivenhed, hvis forudgående kræfter ligger ud over menneskets begrænsede visdom, så er Jesu Kristi opstandelse det mest forbløffende mirakel i alle tider. Heri åbenbares Guds almægtighed og menneskets udødelighed.

Opstandelsen er dog kun et mirakel i den betydning, at det ligger ud over menneskets fatteevne og forståelse. For alle, som accepterer den som et faktum, er den blot en tilkendegivelse af en af livets enkle love. Eftersom mennesket ikke forstår loven, kalder han det for et mirakel.⁸

Opstandelsen og foråret er lykkeligt forenet, ikke at der er noget i naturen, der er præcis ligesom opstandelsen, men der er så meget, som antyder en VÆKKENDE tanke. Ligesom dødens stilhed har den gamle vinter holdt hele planteriget i sit greb, men når foråret nærmer sig, tvinger den blide livgivende kraft i varmen og lyset ham til at slippe sit greb, og det, som synes at være dødt, kommer frem med nyt liv, genopfrisket, med ny kraft, styrket efter en fredelig søvn.

Sådan er det med mennesket. Det, vi kalder død, henviste Jesus til som søvn. »Lazarus sover«, sagde han til sine disciple (se Joh 11:11). »Barnet sover,« var hans trøstende ord til de efterladte og sorgfyldte forældre til en lille pige (se Mark 5:39). For verdens Frelser er der i sandhed ikke noget som død – kun liv – evigt liv. Han kunne med sandhed sige: »Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør« (Joh 11:25).

Med denne forvisning, burde lydighed mod evige love være en glæde, ikke en byrde, for livet er en glæde, livet er kærlighed … Lydighed mod Kristus og hans love bringer liv. Må hver ny påske understrege denne sandhed og fylde vores sjæl med den guddommelige forvisning om, at Kristus i sandhed er opstået, og ved ham er menneskets udødelighed sikret.⁹

Der er ingen grund til at frygte døden, det er kun en begivenhed i livet. Den er lige så naturlig som fødslen. Hvorfor skulle vi frygte den? Nogle frygter den, fordi de tror, det er livets afslutning, og livet er ofte det kæreste, vi har. Evigt liv er menneskets største velsignelse.

Hvis blot mennesket ville »gøre hans vilje« (se Joh 7:17), i stedet for at stirre håbløst på den mørke og trøstesløse grav, ville de vende deres øjne mod himlen og vide, at Kristus er opstået!

Intet menneske kan acceptere opstandelsen og være fast i sin tro uden også at acceptere eksistensen af en personlig Gud. Ved opstandelsen besejrede Kristus døden og blev en udødelig sjæl. »Min Herre og min Gud!« (Joh 20:28) var ikke blot Thomas’ tilfældige udtryk, da han så sin opstandne Herre. Når vi først accepterer Kristus som guddommelig, er det let at forestille sig hans Fader som værende lige så personlig, som han er, for, sagde Jesus, »… den, der har set mig, har set Faderen …« (Joh 14:9).¹⁰

Ligesom Kristus lever efter døden, skal alle mennesker leve og hver især indtage den plads i det næste liv, som han passer bedst til. Opstandelsens budskab er derfor det mest trøstende, det herligste, der nogen sinde er givet til mennesket, for når døden tager en af vore kære fra os, bliver vores sorgfyldte hjerte lindret af håbet og den guddommelige forvisning, der er udtrykt i ordene:

»Han er ikke her, han er opstået« (se Matt 28:6). Eftersom vor Forløser lever, skal vi også leve. Jeg vidner om, at han virkelig lever. Jeg ved det, ligesom jeg håber, at I kender denne guddommelige sandhed.¹¹

Jesus gennemgik alle jordelivets erfaringer, ligesom I og jeg. Han kendte til lykke, han oplevede smerte. Han glædede sig og sørgede sammen med andre. Han kendte til venskab. Han oplevede også den bedrøvelse, der kommer på grund af forrædere og falske beskyldninger. Han døde en jordisk død, ligesom I vil. Eftersom Kristus levede efter døden, så skal I, og så skal jeg …

Jesus var det eneste fuldkomne menneske, som nogen sinde har levet. Ved at opstå fra de døde, besejrede han døden og er nu jordens Herre. Hvor er det menneske svagt, hvor er det tåbeligt gjort af ham, som ved bedre, at fornægte Kristi levemåde, især i lyset af det faktum, at en sådan afvisning kun fører til ulykke, elendighed og selv døden! …

Når kristne i hele verden har denne tro [på Jesus Kristus] i deres indre, når de føler en loyalitet i deres hjerte for den opstandne Kristus og for de principper, der følger heraf, vil menneskeheden have taget det første store skridt mod den vedvarende fred, som vi dagligt beder for.¹²

Der er mange såkaldte kristne, som ikke tror på en bogstavelig opstandelse og på jeres skuldre og på skuldrene af … andre i denne kirke hviler ansvaret for at erklære verden hans guddommelige værdighed som Søn, hans bogstavelige opstandelse fra graven og hans tilsynekomst som person i Faderens nærhed for profeten Joseph Smith.¹³